Jan Kock
Befæstede byer i renæssancen – en oversigt over det danske rige
Den statspolitiske baggrund
Tiden op mod reformationen var her i landet politisk urolig, fyldt med spændinger af både religiøs og verdslig karakter. De forskellige stænder holdt på deres rettigheder, og særlig adelen var på vagt over for forandringer. Religiøst stod kampen mellem dem, der foretrak den katolske version af kristendommen, og dem, der gik ind for de nye lutherske tankegange. Hver part havde sit kongsemne og sine alliancer med udenlandske fyrstehuse. Modsætningerne endte i en borgerkrig, hvor kong Frederik 1.s tropper under feltherre Johan Rantzaus anførsel satte sig på hele Danmark undtagen Malmø og København. Disse to byer havde i nogen tid holdt stand og var loyale over for modparten, som foretrak kong Christian 2. Sluttelig måtte de to byer dog overgive sig og Christian 2. rejse udenlands i en række år, indtil han efterhånden fik så megen økonomisk hjælp, at han i begyndelsen af 1530’erne forsøgte at gen erobre magten i Danmark. Han erobrede Norge og belejrede Akershus og Bergenhus for senere at indtage Karlsborg. Ved forræderi lykkes det i 1532 Frederik 1. at pågribe Christian 2., som derefter sad fængslet på Sønderborg Slot i 17 år.
Frederik 1. døde i 1533, året efter, at han havde ladet Christian 2. fængsle. Det viste sig, at man ikke kunne blive enige om et nyt kongsemne. I denne situation fik den katolsk sindede og borgerskabs- og handelsvenlige Christian 2. hurtigt mange støtter blandt borgere og bønder, og han rejste en hær under ledelse af Skipper Clement. Det betød borgerkrig. Først året efter, i 1534, blev den protestantisk sindede Christian 3. valgt som ny konge og foreløbigt hyldet i Horsens den 19. august. Christian 2.s tropper drog hærgende rundt i den vestlige del af landet og afbrændte flere byer foruden herregårde, som tilhørte de mange adelsfolk, der holdt på Christian 3.s parti. Skipper Clement blev dog snart trængt af modpartens hærfører, Johan Rantzau fra Holsten. For at modstå Rantzau forskansede Skipper Clement sig i december 1534 bag Aalborg bys befæstning. Men den 18. december om morgenen blev Aalborg stormet og indtaget. Grupperingen omkring den nyvalgte Christian 3. var langsomt ved at vinde magten.
I den østlige del af Danmark havde svenskerne sendt hjælp til den nyligt hyldede Christian 3., og svenske tropper indtog Halmstad og belejrede Varberg. I 1535 blev Helsingborg indtaget ved forræderi, og samme år gik krigshandlingerne ud over en række andre byer, blandt andet Assens, Svendborg, Odense og Nyborg, der endog blev indtaget to gange. Derefter fulgte Rantzaus erobring af Sjælland, og snart efter var København, hvor borgerne ligesom i Malmø støttede den katolske Christian 2., under belejring både fra sø- og landsiden. Malmø overgav sig i april 1536, mens København holdt stand indtil slutningen af juli 1536. Den 6. august kunne Christian 3. endelig ride ind i hovedstaden som sejrherre. Også Norge så sig nødsaget til at strække våben over for Christian 3.
Landets sikkerhed var dog ikke sikret med Christian 3.s sejr, og kongens magt var ikke helt stabil, ligesom rigets borge og befæstninger var nedslidte og medtagne. Kongen bad derfor om hjælp hos sin svoger, hertug Albrecht af Preussen, til at få anbragt nogle af sine værste indenrigske modstandere uden for landets grænser, da ingen af hans borge skønnedes at være tilstrækkeligt sikre som fængsel. Desuden gjorde pfalzgreve Friederich 2. krav på tronen, og det frygtedes, at kejser Karl 5. ville støtte dette krav. Som om det ikke var nok, frygtede Christian 3. også grev Christoffer af Oldenburg og hertug Albrecht af Mecklenburg. Mod øst var der nok indgået en fredsaftale og alliance med Gustav Vasa, men kongen havde ikke fuld tillid til den. Kongen havde altså al mulig grund til at styrke landets forsvar mod de formodede fjender. Selv efter en delvis fredsslutning i 1544 med en del af de fremmede fyrster følte kongen sig ikke sikker og udvidede landets forsvarsværker. Rækken af nyanlagte borge og bybefæstninger langs Øresund viser med al tydelighed, at landets økonomiske og sikkerhedspolitiske tyngdepunkt lå her.
By, bybefæstning og borg
Da Christian 3. i august 1536 kunne kalde sig konge, var landet forarmet og hærget af krig. Af rigets dengang knap 100 købstæder var omkring en tredjedel omgivet af en bybefæstning. Forsvaret bestod oftest kun af svagere jordværker, dog som regel med teglmurede byporte. En mindre del af de befæstede byer var desuden beskyttet af en selvstændig borg.1 (Se også Janne Kosiors artikel i denne bog).
Kalundborg er et typisk eksempel, hvor byens befæstning siden 1100-tallet stadig var blevet udbygget for at klare de krigstekniske krav. Valdemar Atterdag (cirka 1320-1375) styrkede således forsvarsværkerne med en teglbygget mur, forstærket med tårne. Yderligere fik byen en selvstændig stærk borg i østenden af byen, som en tid supplerede en ældre, der lå op til den vestlige ende af bymuren. Stege var allerede i 1300-årene sikret med en borg, men forsvaret af købstaden blev i slutningen af 1400-tallet væsentligt forbedret ved, at byen blev omgivet af en kraftig byvold med tilhørende grav, som sikrede det næs, byen lå på. Kun byportene blev bygget i tegl og kridtsten, det øvrige var jordværker.
I Jylland havde flere af købstæderne også en befæstning i senmiddelalderen. Tidligere er nævnt Aalborgs bybefæstning, som i alt væsentligt bestod af jordvolde med tilhørende grave. Kun byportene var opført i tegl. Befæstningen omkring Aalborg var suppleret med en kongelig borg, der lå som et selvstændigt anlæg umiddelbart syd for bybefæstningen. Da Johan Rantzau indtog byen i 1534, var bybefæstningen tydeligvis i dårlig forfatning, for helt op til dagen for angrebet arbejdede Skipper Clements folk på at udbedre volden, som Rantzau beretter i sin dagbog. (Se om Aalborgs befæstning i Stig B. Møller med fleres artikel).
Længere sydpå i Jylland var flere af østkystens byer også omgivet af volde, således nabobyerne Randers og Aarhus. I 1477 må man dog have valgt at nedlægge befæstningen omkring Aarhus, for det år solgte Kronen voldarealerne (se side 15). Aarhus lå altså helt åbent for fjender og det endda uden en beskyttende borg. Anderledes udviklede det sig i Randers, hvor man bevarede den middelalderlige bybefæstning, der menes opført under Valdemar Atterdag. Anlægget stod sin prøve i 1534, da Skipper Clements tropper uden held angreb byen, selv om befæstningens forfatning ikke var god. Efter borgerkrigens ophør i 1536 blev Randers’ befæstning, delvis på borgernes initiativ, udvidet og en borg anlagt. Aarhus forblev ubefæstet.
Frem for alt befæstede man landets hovedstad København.2 Befæstningen omkring byen fik større og større betydning i løbet af middelalderen, hvorimod byens borg, oprindeligt anlagt af ærkebiskop Absalon i 1100-årene, senere benævnt Københavns Slot, fik mindre betydning. Kong Hans (1481-1513) forstærkede byens befæstning med regulære mure og tårne, og de efterfølgende konger udbyggede København, så den blev rigets væsentligste fæstning og flådehavn. (Se også Jane Jark Jensens artikel).
FIG. 1.
Borge og byer, hvor Christian 3. (1534-1559) foretog større nybyggeri og udvidelser. I grænseregionen blev primært befæstningerne ved Krempe, Rendsborg og Sønderborg udbygget, men også ved Kiel, Gottorp ved Slesvig, Flensborg og Tønder blev der udbygget. I Nørrejylland udbyggedes Riberhus massivt, Aalborghus nyanlagdes, og bybefæstningen omkring Randers blev forstærket væsentligt. På Fyn blev Nyborg udbygget til en af rigets primære befæstninger. På Sjælland forstærkedes København, og der var planer om udbygning af Krogen sent i kongens regeringstid. Øst for Øresund blev Malmø udbygget, og Landskrone (Landskrona) blev nybygget. Varberg blev markant udbygget, ligesom Halmstad. Fæstningen Sølvesborg blev endnu holdt intakt. Akershus i Norge udbyggedes på samme tid.
Christian 3. – stærkere, men færre befæstninger
Christian 3. stod over for en enorm opgave med at genopbygge
