fæstningen. Byen blev omgivet af en vold forsynet med en række noget uregelmæssige bastioner. Selve gadenettet i byen blev anlagt som et gitterværk af lige gader, og torvet placeret som en kvadratisk udsparing i skæringen mellem to gader.
FIG. 11.
Christianopel i Blekinge blev grundlagt i 1599. Den befæstede bys placering på den langstrakte smalle ø er årsagen til byens proportioner. I gadeplanen genkendes Christian 4.s fokus på et vinkelret gadenet.
Længere mod syd helt ude ved kysten op til elven Otras udløb i havet blev byen Christiansand grundlagt i 1641. En næsten kvadratisk halvø gjorde det muligt at anlægge byen med en grundplan, som på det nærmeste levede fuldstændigt op til renæssancens ideal om en by med et regulært gadenet med lige gader, der krydser hinanden. Byen blev anlagt på bar mark, og der var ikke nogen ældre bybebyggelse i nærheden, som ville kunne udgøre en grundstamme i den nye bys borgerskab. Derfor var det nødvendigt med særlige forordninger. Der blev lokket med ti års skattefrihed og ret til at sejle direkte til Hamborg i stedet for at skulle lægge ind ved Glückstadt. Byen blev ikke befæstet ud over, at den lå godt og sikkert placeret på en halvø med vand på tre sider. (Se også artiklen om Akershus og Fredrikstad).
FIG. 12.
Plan over den befæstede handels- og garnisonsby Christianstad i Skåne, påbegyndt 1614, men endnu i 1629 ikke fuldført. Kongen havde åbenbart i årene 1618-1626 prioriteret at få bygget byens storladne Trefoldighedskirke højere. Helgeå forsyner anlæggets voldgrave med vand.
Befæstede byer mod syd
I den modsatte ende af riget, ved Elben, skabte kongen på samme tid endnu en helt ny befæstet by, som fik navnet Glückstadt.24 Byen blev anlagt næsten helt ude ved flodens munding i et vanskeligt terræn, som krævede store digearbejder, der blev påbegyndt i 1615. Kongen havde allerede fæstningen Krempe i området, som han tidligere havde udbygget med bastioner. Men denne bys besejlingsforhold var blevet besværliggjort af kraftig tilsanding, og kongen havde nok også fået mere storslåede ambitioner. Placeringen var ikke tilfældig, for Elben var et vigtigt farvand for al søværts trafik ind til den store handelsby Hamborg. Det gav kongen mulighed for at opkræve afgift af de passerende skibe, altså gøre et forsøg på at gentage den givtige forretning med opkrævning af told i Øresund. Planen for den nye by var klar i 1616 og menes udarbejdet af den hollandske ingeniør Johan Semp. Han vides at have været ansvarlig for planerne for tidligere nævnte Christianstad og den nye bydel Christianshavn ved København, som begge var under opbygning i disse år.
FIG. 13.
Den nye by Christiania ligger helt ind til fæstningen Akershus, der er placeret på et næs, som strækker sig ud i Oslofjorden. Af denne grund var det kun nødvendigt at befæste den nordlige del af byen ind mod land. Planen er fra cirka 1640.
Den østlige del af Glückstadt er disponeret som halvdelen af en sekskant, som tidens idealplaner for en fæstningsby fordrede. Byens plan er stramt opbygget, således ligger torv og mønstringsplads i centrum, og fra dette går en række radiale gader, som skæres af to koncentriske tværgadesystemer eller ringgader. Den omgivende vold består i alt væsentligt af jordværker, hvor der er anbragt en bastion på hvert hjørne. Portene er forstærket med foranliggende raveliner. Den østlige del adskilles fra den vestlige af en kanal. På vestsiden blev der også udlagt dele af et radiært gadesystem. Dette gennemførtes ikke i sin fulde konsekvens, ligesom voldsystemet blev tilpasset forholdene på stedet og derfor afviger en del fra idealplanen. Den vestlige del af byen var tiltænkt handel og håndværk. Første del af fæstningsarbejdet var færdigt i 1625.
FIG. 14.
Plan over Christiansand, Norge, 1665. Der er fem parallelle gader på den ene led og otte på den anden. Torvet ligger centralt i gadenettet. Kort af Hans Gosen.
FIG. 15.
Plan over Glückstadt fæstning, Holsten, 1652. Øverst den ældste del af byen med den stramt anlagte byplan. Nederst den yngre bydel Rethöwl, som også er befæstet med bastioner. Danckwerths Atlas.
I de følgende år led anlægget en del skade ved nogle kraftige stormfloder. Under Kejserkrigen 1625-1629 blev byen belejret i en længere periode og blev slemt medtaget, dog uden at blive indtaget, hvilket ellers overgik de fleste af de øvrige befæstninger længere nordpå i det danske rige. Kongen bevilgede efterfølgende byen fritagelse for skat, og de gode toldafgifter fra Elbtolden, som indførtes i 1630, gjorde, at byen igen blomstrede. Opgangen var så stor, at det blev nødvendigt med en ny bydel, desuden byggede kongen blandt andet et slot og et rådhus. Under Torstenssonfejden 1643-1645 blev byen igen belejret og igen uden at blive indtaget. I 1645 blev Elbtolden ophævet efter udenlandsk pres, og en ny stormflod tre år senere gjorde store skader og medførte, at byens udvikling blev sat i stå lang tid fremover. Samme år døde byens beskytter, kongen, hvis drøm byen var. (Emnet uddybes i Thomas Riis’ artikel).
En epokes prioriteringer – nye, men færre befæstede byer
Siden reformationen i 1536 havde først Christian 3. og siden Frederik 2. udbygget landets forsvar, nedlagt en række fæstningsværker og til gengæld forstærket og nybygget et mindre antal af andre, centralt beliggende steder. Under Christian 4. eskalerede denne udvikling. Kongen satte mange byggearbejder i gang, befæstede mange byer, opførte nye borge samt forstærkede ældre anlæg, så de bedre levede op til tidens krav, og han udbyggede flåden til en af de stærkeste i Norden.
Kongen havde tætte og gode forbindelser til det nederlandske område, som var et af de steder i Nordeuropa, hvor der skete en stor teknologisk udvikling, og hvor handel og produktion blomstrede. Det var også herfra, mange af de teoretiske overvejelser om befæstningskunst kom.25 Ofte var de oprindeligt udviklet i Italien, men så siden tilpasset af nederlænderne til nordeuropæiske forhold. Tanken om den ideelle plan for en befæstet by beskæftigede mange markante personer rundt i landene på denne tid. Da Christian 4. havde ambitioner om at høre til de toneangivende i Nordeuropa, var det en selvfølge, at han også arbejdede med at udvikle sådanne byer i sine riger. Rækken af byer og planer for flere, som blev gennemført eller udtænkt under Christian 4. som regent, er ganske overvældende. Fornyelsen af befæstningskunsten, som for alvor tog fart under Christian 3. symboliseret ved anvendelsen af rondeller, nåede et højdepunkt under Christian 4., hvor det nu var bastionen i alle dens variationer, som dominerede, og som gjorde nytte de følgende århundreder.
Christian 4. ville meget og nåede imponerende mængder, og ofte var han selv engageret i anlægsarbejdernes mindste detaljer. Først i 1646 blev der omsider af rigsmarsk Anders Bille og med hjælp af rigets ingeniør og generalfeltmarskal Axel Urup udarbejdet en rigsbefæstningsplan, som blev ledetråd for hele Danmarks befæstning, hær og flåde i resten af det 17. århundrede. I planen blev det blandt andet foreslået, at Helsingborg skulle befæstes, Landskrone og Malmø udbygges og moderniseres, og Københavns befæstning gøres færdig. Endvidere blev det foreslået, at Hals ved indsejlingen til Limfjorden skulle udvides til en befæstet by med tilhørende kastel for at sikre sejladsen til Norge. Denne del af planen blev dog langt fra realiseret. (Jf. Henrik Gjøde Nielsens
