også det skriftlige kildemateriale bidrager til forståelsen af disse anlæg. Birgitta Fritz har gennemgået de middelalderlige kilder for udtryk, der henviser til et befæstningsanlæg med udgangspunkt i Vadstenas befæstning.6 En række af de udtryk, der i dag anses for ikke at henføre til et reelt befæstningsanlæg, vises i artiklen at gøre netop dette. En forvanskning af sproget har ført til, at et udtryk som “grøft” i vores øre giver nogle helt andre associationer, end de gjorde i middelalderen.
I det danske materiale er et af de mest omdiskuterede latinske udtryk “muros”. Udtrykket kan tolkes som en mur, men må antages også at være et udtryk for et omsluttende befæstningsanlæg uanset materiale eller udformning. Når Roskilde-krøniken fortæller om Lund, at byen blev ommuret i 1134,7 kan der altså meget vel være tale om en træpalisade.8 Ligeledes fortæller Erik Glipping i sit brev til Pavens udsending i 1266, at Ribe “ciuitas Ripensis murata non erat”.9 Her kan der heller ikke være tale om, at kongen ikke ville komme til Ribe, da byen ikke var “ommuret”. Det var der jo sandsynligvis ingen byer i landet, der var. Her må “murata” igen forstås som “befæstet”.
Ofte tages det med rette for givet, at en palisade har indgået i et befæstningsanlæg, selvom en sådan ikke kan påvises i det arkæologiske materiale. Dette kan retfærdiggøres ved anlægstypens hyppighed i de skriftlige kilder. Herfra har man kendskab til, at palisader, “planker” som de oftest omtales, har været til stede i Flensborg, Aalborg, Nyborg, Køge, København, Malmø og Halmstad.
Et af de vigtigste elementer i forståelsen af bybefæstninger er byens milits eller værn, der især kendes fra svenske skriftlige kilder.10 En bybefæstning har, uanset størrelsen på anlægget, ikke kunnet forsvare byen alene, og set i forhold til mange borgbyggerier krævedes der et ekstra stort mandskab for at kunne forsvare de ofte meget lange befæstningslinjer. Det har i hovedtræk været byens borgere, der stod for vagthold og forsvar ved byens befæstning, ligesom de også har stået for vedligeholdelse af anlæggene. Ved krigssituationer må man forestille sig, at byens eget forsvar ofte er blevet styrket af udefrakommende tropper.
De tidligt middelalderlige voldanlæg
Bybefæstninger bestående af vold og grav kendes fra 1000-tallets Aarhus og Ribe og fra 1100-tallets Lund, Viborg, Roskilde, Kalundborg og København. Anlæggene skal konstruktionsmæssigt ses i forlængelse af vikingetidsvoldanlæggene ved Hedeby, Aarhus og Ribe. Fælles for de byer, der blev befæstet i middelalderens første århundrede, er, at de enten har været bispesæder eller tilknyttet kronen. Der er altså tale om nogle af landets vigtigste købstæder. Et bemærkelsesværdigt træk er, at hverken Aarhus, Viborg, Roskilde eller Lund var befæstede ved middelalderens udgang, i modsætning til mange af de senere befæstede byer, der fortsatte med at være befæstet perioden ud. For flere af byernes vedkommende er der således sket en ændring i befæstningsbehovet.
FIG. 1.
Befæstede byer i det middelalderlige Danmark i perioden 1050-1200.
Samtlige anlæg fra denne periode består af vold og grav. Selvom der omtales en mur i Lund i 1134, skal dette som nævnt angiveligt opfattes som et generelt udtryk for en befæstning. Med henblik på grundplanen ses i denne periode tre typer anlæg: 1) Halvkredsvoldene; København, Viborg og muligvis Kalundborg. 2) De lukkede anlæg; Roskilde og Lund og formodentlig Aarhus. 3) Spærrevolden, som Ribes vold fra 1000-1100-tallet tilhører. Ingen af anlæggene var regelmæssige i deres forløb, og tydeligvis har man udnyttet naturforholdene til det maksimale.
Der kan ikke herske tvivl om, at samtlige anlæg fra denne periode har haft en fortifikatorisk funktion. Roskilde og Viborgs befæstninger er, ifølge Saxo, led i Svend Grathes forsøg på at få militært fodfæste på Sjælland og i Jylland. Begge var vigtige byer. Også Lund vides at være have været befæstet under 1130’ernes borgerkrig af Erik Emune. Roskilde skal sammen med Viborg og Lunds ældste anlæg muligvis ses som et provisorisk anlæg, opført under 1100-tallets krigshandlinger. Linjeføringen er lagt for at opnå størst mulig fortifikatorisk styrke uden hensyn til bebyggelsernes udbredelse.
Ribes 1000-1100-tals befæstning kan funktionsmæssigt set diskuteres. Anlægget havde imponerende dimensioner: Graven var 12 meter bred og 2 meter dyb, og volden var 8 meter bred. Det er næppe sandsynligt, at man har foretaget sådanne anlægsarbejder udelukkende for at markere byens grænse.11 Ribe har fra vikingetiden været befæstet først og fremmest ud fra sin funktion som Danmarks vigtigste vestvendte havn og handelsplads, og paralleller kan på det grundlag trækkes mellem Ribes yngre befæstninger og de tidlige befæstninger af København og Kalundborg.
I modsætning til Ribes befæstning blev Kalundborgs tidligste bybefæstning opført med mere beskedne dimensioner. Graven var 4 meter bred og 2 meter dyb. Anlægget kan derfor tolkes som en kraftig markering af byområdet, men med udgangspunkt i, at Vestborgen er samtidig med bybefæstningen, er det foreslået, at anlægget skal ses som ét hele.12 By og bybefæstning har i så fald fungeret som en forborg. Sammen med en palisade og den naturlige bagvedliggende skrænt kan anlægget fint have fungeret som forsvarsværk, i sammenhæng med Munkesøen mod nord og de sumpede områder, der omgav byen på de øvrige sider. Denne tidligste befæstning anses for at være den i Saxos Krønike omtalte befæstning og kan dermed dateres til årene umiddelbart efter 1170: “I de dage byggede Esbern Kallundborg og fik således ved denne ny befæstning Havnen gjort ryddelig for Sørøvere.”13
Befæstningerne fra de tidligste faser havde mistet deres betydning i både Ribe, København, Viborg og Lund og måske Roskilde inden år 1200. Så mange nedlæggelser i denne periode kan kun betyde, at en bybefæstning ikke var anset som en nødvendighed mere. Det har været specielle omstændigheder, der har ført til, at disse byer er blevet befæstet for et kortere eller længere tidsrum.
De store vandarbejder
Viborg og Aarhus havde allerede ved 1200-tallets begyndelse ladet deres bybefæstninger forfalde, nye blev ikke opført, og byerne lå åbne resten af middelalderen igennem, så heller ikke i denne periode var bybefæstninger en selvfølge i alle købstæder. Københavns anden befæstning med vold og grav omkring det nu 70 hektar store område blev opført i 1200-tallet, og sidst i samme århundrede blev bymuren påbegyndt. Svendborg befæstedes i samme århundrede med vold og grav, ligesom Flensborg,14 Aalborg, Varberg, Skælskør og Faaborg alle fik et anlæg bestående af vold og grav eller blot et system af grave. Anlæggelsen af Ribes befæstning syd for åen opført i tilknytning til store vandarbejder på Riberhus kan være sket i 1200-tallet, muligvis lige omkring år 1300.
FIG. 2.
Befæstede byer i det middelalderlige Danmark i perioden 1200-1400.
I 1300-tallet opførtes jordværker i Horsens,15 Køge og Malmø samt Lund, Kolding og Aabenraa.16 Samtlige befæstede byer var nu, med undtagelse af Lund, kystbyer, men har alligevel ikke et udpræget fællestræk af søfartskøbstæder. Befæstningerne fra 1200- og 1300-tallet var af en mere permanent karakter, og alle som én af disse befæstede anlæg eksisterede fortsat i senmiddelalderen. I perioden 1200-1500 kendes ikke til en eneste nedlæggelse af en bybefæstning.
FIG. 3.
Profilopmåling af bybefæstningen i Horsens, set fra nord. Ældste anlæg, en grav muligvis med
