Ved den nordvestlige ende af Øresund lå borgen Krogen, det senere Kronborg, og på den modsatte side en tilsvarende stærk fæstning, Kärnan, ved Helsingborg. Begge var væsentlige i kampen for at håndhæve kongens ret til at opkræve told af al sejlads i Sundet. Dette var en vigtig indtægtskilde for kongen, da tolden tilfaldt ham direkte. I Christian 3.s tid blev der dog ikke bygget på disse anlæg. I årene 1558-1559 blev der udfærdiget planer for en udbygning af Krogen. Forslaget indebar bygningen af to diagonalt anbragte bastioner, hvilket endnu ikke var set i Danmark, men det blev aldrig ført ud i livet, da kongen døde, og landet igen kom i krig. (Se ill. side 60).
Befæstede byer og borge i den vestlige del af landet
Befæstningen af Øresundsområdet havde kongens store bevågenhed, men det var også nødvendigt for ham at have kontrol med de øvrige gennemsejlingsfarvande. I Storebælt var det særligt Nyborg Slot på det østligste Fyn ud til bæltet, der var af vigtighed sammen med en tilsvarende om end mindre befæstning på Sjællandssiden. Stedet har været kraftigt befæstet siden det 12. århundrede. Under borgerkrigen 1534-1536 indtog først Christian 2. og siden den sejrende kong Christian 3. borgen og den tilhørende, befæstede by. (Se også Marianne Goral Krogh Johansens artikel).
Christian 3. valgte at udbygge Nyborg kraftigt.9 Tykkelsen på borgens ringmur og det vestlige stenhus blev øget og udstyret med vægtergang, skydeskår og skoldehuller, og videre blev det nordvestre hjørnetårns nederste to etager totalt udmuret for at kunne bære den kanonopstilling, der blev indrettet på tredje etage. Andre byggearbejder blev også udført, men byggeriet gik i stå grundet pengemangel og blev aldrig gennemført i sin fulde udstrækning.
Den tilhørende bybefæstning var blevet svært medtaget under borgerkrigen. Der blev derfor satset store midler på at forny og udbygge denne fra 1545 og helt frem til 1557, hvor byggearbejdet blev indstillet. Byens sydlige flanke blev lukket med en cirka en kilometer lang vold afsluttet med en rondel i hver ende. Den østlige side blev ligeledes forsynet med vold, som mod syd sluttede sig til sydvoldens rondel og mod nord med en noget mindre rondel. Herfra udgik så den nordlige vold, som mod vest blev flankeret af anlæggets største rondel. Byens og borgens anlæg udgjorde således et befæstningshele, som i alt væsentligt kom til at stå uændret de følgende 100 år.
Christian 3.s senere borge blev ofte bygget i mindre dimensioner. Et godt eksempel er Aalborghus i Aalborg ved Limfjorden, som stod færdigt først i 1550’erne.10 Det har samme grundplan som Malmøhus, men dimensionerne er væsentligt mindre og rondellerne mere beskedne. Det kan skyldes, at Aalborg ikke var den væsentligste befæstning i riget, men også at kongen konstant manglede byggemidler, og endelig at krigstruslen ikke længere var overhængende. Den nye borg i Aalborg kom til at ligge helt ud til kysten op til byens havn. Selve befæstningen omkring byen blev nedlagt, og den frigjorte jord solgt.
FIG. 4.
Nyborg Slot og bybefæstning set fra sydøst. Selve borgen ligger til venstre, og lige til højre for denne ned mod de våde enge ses den sydøstlige rondel opført under Christian 3. Tårnene og spirene på borgen er senere værker tilføjet under Christian 4. Erik Dahlbergs prospekt, 1659.
Frederik 2. – begrænset nybyggeri af befæstninger
Frederik 2. (1559-1588) videreførte sin fars politik for udbygning af borgene med fokus på Øresund og grænseområderne til Sverige. Det var dog begrænset, hvad der blev ofret på vedligehold og nybyggeri. Først Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) medførte en noget større udbygning af borge og befæstninger. Striden stod om overherredømmet i Østersøen, hvor svenskerne havde store ambitioner, der stødte mod de øvrige Østersølandes interesser. Krigen blev i væsentlig grad ført til søs, og flåden viste her sin store berettigelse. Men voldsomme landslag stod i grænseområderne til Sverige, ved Varberg, Halmstad, Bohus og den svenske grænsefæstning Älvsborg, som danskerne erobrede. Bohus fæstning havde fået en hård medfart, og reparationsarbejder blev hurtigt sat i værk, da det var vigtigt at have et stærkt fæste ved grænsen til Sverige.11 Det er muligt, at man allerede ved denne lejlighed byggede bastioner. Ved fredsslutningen i Stettin i 1570 stod Danmarks sag godt, og svenskerne skulle blandt andet betale en løsesum for at få Älvsborg fæstning tilbage. Anlægget var af stor vigtighed for Sverige, da det lå ved Sveriges smalle korridor ud til Kattegat, og handelen på elven var af stor økonomisk betydning.
De efterfølgende år var gunstige for Danmark. Sundtolden, som blev opkrævet ved Kronborg og tilflød kongens kasse direkte, gjorde store byggeplaner mulige. Frederik 2. gennemførte således i årene 1574-1588 en større ombygning og udvidelse af Krogen til det prægtige renæssanceslot Kronborg, som samtidig fik udvidet sin karakter af befæstning væsentligt med et bastionært anlæg. Forsvaret blev lagt ud i et omgivende voldanlæg bestående af en bastion i hvert hjørne føjet sammen med lige kurtiner.12 I sydvesthjørnet af selve slottet opførtes et stort tårn benævnt Kanontårnet, hvorfra der kunne skydes højt ud over Øresund. Selve byen var længe kun svagt befæstet.
Under Frederik 2. foregik der flere steder i grænseregionen en kraftig udbygning af fæstningerne. I Varberg på Hallandskysten lod kongen påbegynde et væsentligt fæstningsbyggeri, som dog først stod færdigt omkring 1600.13 Det var en moderne stenbygget fæstning med fire enorme hjørnebastioner udstyret med skudsikre overdækkede rum, kasematter, som var bygget efter de nyeste og mest avancerede principper. Selve byen måtte stole på befæstningen i tilfælde af krig, for den lå på det nærmeste åben uden for befæstningen.
FIG. 5.
I forgrunden Kronborg, omgivet af sine bastionære forværker fra 1588. Til støtte for opkrævningen af Øresundstolden lå befæstningen Helsingborg med Kärnan på den modsatte kyst. Lidt længere ned ad kysten til højre ses befæstningen Landskrone bygget under Christian 3., og endelig ses sydligst Malmø. Set mod øst. Braun og Hogenberg, 1589.
Christian 4. – mange nye befæstninger og forstærkningsarbejder
Da Frederik 2. døde i 1588, var hans søn Christian kun 11 år, men overtog alligevel tronen som Christian 4. (konge 1588-1648). Indtil han blev myndig, var han støttet af en formynderregering. Økonomisk var det en periode med stor fremgang, og Danmark var i kongens første mange regeringsår at betragte som en stormagt i regionen. En række krige (Kalmarkrigen 1611-1613, Kejserkrigen 1625-1629 og Torstenssonfejden 1643-1645) i kongens lange regeringstid gjorde, at økonomien efterhånden blev endog meget anstrengt.14
Under Christian 4. blev der bygget meget, og nogle af de væsentlige mål var at udbygge og befæste grænsen mod Sverige, at styrke forsvaret af Øresund, at udbygge Norges forsvar mod Sverige og endelig at sikre grænsen mod syd. Derudover blev der bygget videre på mange bestående befæstninger. Markant for fæstningsbyggeriet i Christian 4.s tid var anvendelsen af bastioner, som blev udviklet og raffineret voldsomt i perioden. Det var jævnligt nødvendigt for kongen at optage lån for at finansiere udbygningen af rigets befæstninger, den store flåde og de mange andre dyre byggeprojekter, som han kastede sig ud i. Hans beslutninger var ikke sjældent præget af impulsivitet, hvilket gjorde, at han kunne miste interessen for et projekt, inden det var helt gennemført for i stedet at kaste sig ud i nye, som krævede yderligere finansiering. Dertil kom, at den række krige, som fandt sted i hans regeringsperiode, gjorde det vanskeligt at holde en langsigtet plan for fæstningsbyggeriet.
