style="font-size:15px;"> 10 Norn 1949, s. 53.
11 Bjerg og Frantzen 2005, s. 49.
12 Hvass 1997, s. 11.
13 Sandklef 1966, s. 29.
14 Bjerg og Frantzen 2005, s. 70.
15 Lorenzen 1937, s. 63; Lorenzen 1951, s. 69 og 143; Heiberg 1988, s. 351; Dahl 1996, s. 45.
16 Mortensen 1999, s. 340.
17 Lorenzen 1937, s. 233; Linge 2002, s. 22.
18 Lovén 1999, s. 117.
19 Lorenzen 1937, s. 186.
20 Lovén 1999, s. 72.
21 Lorenzen 1937, s. 150; Linge 2002, s. 59.
22 Lorenzen 1937, s. 160.
23 Lorenzen 1947b, s. 304; Rasmussen 1949, s. 20.
24 Lorenzen 1937, s. 329.
25 Lorenzen 1947a, s. 59, Rasmussen 1949, s. 20.
Janne D. Kosior
Middelalderlige danske bybefæstninger – kronologi og typologisering
Byens grænse – typer og principielle antagelser
Eftertidens forestilling om en middelalderlig købstad indebærer ofte en solid bybefæstning, der omslutter byen og danner dens forsvar i urolige tider; visuelt måske understøttet af en senere tids bastioner. Det er især bymurene med porte og tårne, der gør indtryk. Men de skriftlige og arkæologiske kilder viser et ikke helt så klart billede. Variationen i bybefæstningsanlæggene er stor, og mange købstæder ser ud til slet ikke at have haft en befæstning i hele eller dele af middelalderen.
En markering af byens afgrænsning er et vigtigt element i vores forståelse af en middelalderlig købstad. En købstads særstatus baserede sig til dels på, at byens rum var omkranset af en fysisk struktur, der markerede skellet mellem by og land, og sådanne anlæg anses for at være et vigtigt kriterium for byudviklingen som helhed.1
Bygrænserne må derfor ses som et af de vigtigste definerende træk ved middelalderens købstæder.
Med få undtagelser har samtlige disse bygrænseanlæg som minimum haft en administrativ funktion som toldgrænse med det basale formål at tvinge befolkningen til at anvende byens porte. Herved opnåede man kontrol med ind- og udførsel af varer, en vigtig del af købstædernes økonomiske fundament. En del af disse anlæg havde derudover også en fortifikatorisk funktion for en kortere eller længere periode. 30 af det middelalderlige Danmarks cirka 100 købstæder omtales i litteraturen som befæstede.
Vi kan derfor opstille nogle grundlæggende typer fysiske bygrænser: type 1) De rent administrative grænser, type 2) de rent fortifikatoriske grænser og type 3) en kombination af disse funktioner. Til type 1 må vi henregne de omtrent 70 købstæder, hvor det ikke har været muligt at påvise en befæstning ud fra de arkæologiske og skriftlige kilder. Disse anlæg vil ikke blive nævnt yderligere i denne sammenhæng, men er i sig selv et spændende og helt uberørt studieområde. Derimod vil denne artikel forsøge at kaste lys på anlæggene af type 2 og 3 inden for det gammeldanske område: Skåne, Halland og Blekinge, Slesvig, Holsten samt det nuværende Danmark.
Der kan ikke herske tvivl om, at der gennem perioden sker en udvikling i bybefæstningernes fysiske struktur, men denne peger ikke kun i én retning. Fra den tidligste middelalders jordvolde og grave, anlagt i tæt overensstemmelse med de naturgivne forhold, går tendensen mod de, især i 1300-tallet, vandfyldte anlæg, hvor man har udført større dæmningsarbejder for at udnytte de naturlige vandforekomster som en integreret del af forsvarsanlægget. 1300-tallet er også det århundrede, hvor opførelsen af teglstensbymure introduceres i riget, om end kun i dets allervigtigste byer såsom København, Kalundborg og Flensborg. En sideløbende, men ikke nært beslægtet, forekomst af naturstensbymure ses tidligt i århundredet. 1400-tallet er ligeledes en broget affære, når det gælder bybefæstninger, og byer befæstet eller genbefæstet i denne periode har anlæg af vidt forskellig karakter. I 1500-tallet ser vi de sidste stenanlægs opførelse, før de må vige for renæssancens store jordarbejder med skanser og enorme grave.
Et vigtigt element i forståelsen af, hvorfor nogle byer blev befæstet og andre ikke, er byernes placering og rigets skiftende fjenders placering. Det ses i skiftet fra den tidlige middelalders befæstninger af byer centralt beliggende i riget til befæstningen af senmiddelalderens kystvendte købstæder. Ligeledes er den store overvægt af bybefæstninger i Øresundsregionen et udtryk for dette.
Det samlede materiale kan ikke bekræfte en antagelse om, at bybefæstningerne altid skulle være kongemagtens værk. Der kendes eksempler på borgernes ivrighed for selv at befæste deres byer, og i perioder tales der snarere om, at det er en ret selv at befæste sin købstad, frem for at det er pligt eller tvang. Under alle omstændigheder må befæstningen være bygget med kongens tilladelse, men denne tilladelse er i nogle tilfælde blevet givet efter pres udefra. Som forhåndsantagelse må billedet være som følger: En stærk konge befæster selv de byer, han anser for vigtige for rigets eller eget forsvar. En svag konge må lade dem, der vil, befæste deres by.
Hvis et kongeligt eller andet fyrsteligt slot lå inde i en by, forelå en særlig situation med to forskellige myndigheder inden for byens område, slotsfyrsten og byen selv.
En by befæstet af kongen, gejstligheden eller adelen kunne være en ekstra fortifikatorisk foranstaltning, en slags forborg til borgen, den sidste tilbagetrækningsmulighed. Men en by i fjendens hænder var en trussel. Derfor var det vigtigt for borgherren at beholde byen i en krigssituation. Dobbeltheden i forholdet mellem by og borg vises i den næsten altid tilstedeværende grav mellem de to. Borgen skulle både være en forstærkning af byen og et forsvar mod byen, hvis et sådant blev nødvendigt. Hvor borgerne derimod selv har befæstet byen, er byens forsvar det vigtigste formål.
Forskning på området
Der er ikke lavet større samlede gennemgange af de danske bybefæstninger. Ingolf Ericsson har gennemgået bybefæstningerne i Skandinavien og området syd for Østersøen i en mindre artikel, som giver et fint overblik over størsteparten af de kendte anlæg fra vikingetid og middelalder såvel som over samspillet med andre typer forsvarsanlæg såsom borge, langvolde og søspærringer.2 For de svenske bybefæstningers vedkommende har Christian Lovén lavet en samlet oversigt, vel at mærke uden at inkludere de gammeldanske områder.3
Bybefæstninger har været et arkæologisk interesseområde siden de første undersøgelser af Københavns og Kalundborgs befæstninger i de tidligste år af 1900-tallet.4 Især i 1970’erne sås en øget aktivitet med en del større undersøgelser af blandt andet Ribe, Kolding, Svendborg, Roskilde, Køge og Halmstads befæstninger, måske inspireret af Aarhus Søndervold-udgravningen publiceret i 1971.5 De senere undersøgelser har sandsynligvis været foranlediget af Projekt Middelalderbyen, der blev påbegyndt i 1977. Beskrivelserne af de enkelte anlæg inkluderer blandt andet en monografi om Københavns befæstning før 1300, en række fyldestgørende artikler om Kalundborgs befæstning samt kortere beskrivelser af eventuelle bybefæstninger i Projekt Middelalderbyens udgivelser for det danske område, og for de nu svenske byers vedkommende i de udgivelser, der fulgte projektet Medeltidsstaden.
Bybefæstninger
