1300-tallet. Med bymuren og de flankerende tårne gik man fra det frontale til det fremskudte forsvar; et stort skridt for forsvarsteknologien. I Åhus’ tilfælde er tårnene regnet for yngre end muren, men sandsynligvis stadig fra 1300-tallet. Typen er ikke helt entydigt dateret, men er ikke ældre end omkring år 1300. De fra Visby kendte tårne, der oftest bruges som sammenligningsmateriale, er sandsynligvis også først fra op i 1300-tallet, da de adskiller sig væsentligt fra de dendrokronologisk daterede porttårne fra 1200-tallets slutning.35
Murede porte er kendt fra en lang række byer, og langt størstedelen stammer fra senmiddelalderen. Mølleporten i Stege er sandsynligvis fra 1400-tallets slutning, og er, ud over den stærkt ombyggede portbygning i Faaborg, den eneste bevarede middelalderlige byport i Danmark. Fra skriftlige, arkæologiske og kartografiske kilder kendes andre stenporte fra Flensborg, Faaborg, Horsens, Kalundborg, Krempe, København, Landskrone, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Skælskør, Stege, Viborg, Åhus og Aalborg. Listen er lang, og ud fra ovenstående må man erkende, at stenporte ikke har været noget specielt set fra et fortifikatorisk synspunkt. Der har derfor også været en tendens til at mene, at en stenport måtte være del af en stærk befæstning. Dette ser dog ikke ud til at være tilfældet, og porten har også haft andre funktioner end blot at stoppe uvedkommende. Fra Aalborg kendes til to portanlæg, de såkaldte vandporte, der ikke er en del af befæstningen. Herigennem er varer til og fra havnen blevet fortoldet. Ligesom mur, vold og grav har en dobbelt betydning som både befæstning og told/bygrænse, har også byporten en sådan dobbelt funktion.
Øresundsregionen befæstes
Både i 1400- og 1500-tallet udbyggedes eller genopførtes en række bybefæstninger i Danmark. Øresundsregionen var meget dominerende i perioden med anlæg i Malmø, Landskrone,36 Halmstad,37 Varberg, København og Køge, men også i det syddanske område opførtes eller udbyggedes anlæggene Svendborg, Nakskov og muligvis Stege.
Nyanlagte anlæg kendes fra Landskrone, anlagt af Erik af Pommern, og Halmstads, der i starten af 1300-tallet blev flyttet nærmere kysten.38 Begge blev i starten af 1400-tallet befæstet: Landskrone fik et anlæg bestående af vold, grav og en strandmur, Halmstad fik blot en palisade, arkæologisk påvist som et ret kraftigt anlæg. Det er diskutabelt, om Halmstad på dette tidspunkt kan regnes med blandt de befæstede byer, og forskellen på de to samtidige anlæg er meget stor.
FIG. 4.
Befæstede byer i det middelalderlige Danmark i perioden 1400-1550.
Malmøs befæstning kan af type sammenlignes med Landskrone. Strandmuren i Malmø blev, som tidligere nævnt, påbegyndt i starten af 1400-tallet. Men også i Kalundborg byggedes der. Skjoldmuren mellem Vestborgen og Højbyen er dateret til perioden 1400-1500-tallet. Denne er en speciel konstruktion uden paralleller i det øvrige bybefæstningsmateriale. Muren blev givetvis aldrig fuldført, og den usikre datering gør den svær at placere i forhold til de øvrige anlæg, men den anses for at skulle forstærke Højbyen i tilfælde af fjendens indtagelse af den på dette tidspunkt nedlagte Vestborg.39
FIG. 5.
Strandmuren i Malmø. En rigtig bybefæstning – men kun set fra den ene side. Kobberstik fra slutningen af 1600-tallet.
Strandmure kendes i Danmark kun fra senmiddelalderen: fra Malmø og Landskrones bybefæstningsanlæg. Visbys befæstning startede som en strandmur opført allerede i sidste halvdel af 1200-tallet,40 og den er i grundtrækkene som de senere danske, men uden flankerende tårne. Opførelsen af en strandmur giver kun mening under forudsætning af et lukket befæstningsanlæg mod landsiden.
Med strandmurenes opførelse ses en fokus på angreb fra søsiden. De to kendte strandmure lå begge ud mod Øresund og dermed ved en region, der fik stigende magtpolitisk betydning. Det må være et kongeligt initiativ, der har ført til opførelsen af disse mure. De virker umiddelbart som et billigt alternativ til de nordtyske stæders helt omsluttende bymure, men i virkeligheden var de anseelige anlæg, der har været dyre at opføre og vedligeholde. I det hele taget er senmiddelalderens befæstninger i Øresundsregionen og det øvrige Danmark langt tydeligere kongemagtens værk, end tilfældet var ved højmiddelalderens bybefæstninger. Dette afspejles også i senmiddelalderens borgbyggeri, hvor landets vigtigste anlæg ligeledes lå i Øresundsregionen.
Slesvig var også et vigtigt grænseområde, og fokus blev også rettet mod denne region, hvor blandt andet Krempes bybefæstning opførtes omkring 1532 med volde og grave af imponerende dimensioner og omgivet af flankerende værker (se illustration side 333). Med anlæg i Slesvig, Holsten, Syddanmark og i Øresundsregionen får man det indtryk, at bybefæstningerne var gået fra at være anlæg indrettet til interne forhold i højmiddelalderen til i senmiddelalderen at være befæstninger til brug mod rigets ydre fjender.
De bastionære anlægs fremkomst
Udviklingen i 1500-tallets begyndelse gik hurtigt og forløb i en og samme retning. København er et godt eksempel herpå, da byens befæstning blev kontinuerligt udbygget i perioden fra 1400-tallets slutning til langt ind i 1500-tallet. Ved forstærkningen af Københavns befæstning med volde lagt op bag bymurene og de af grave omgivne skanser ud for portene, indledtes en ny tid inden for bybefæstning. Murværkerne, der tidligere var de stærkeste anlæg, stod nu svagt i forhold til artilleriets fremtog, og jordværker blev det bedste forsvar. Af andre byer, der fik moderne anlæg med henblik på forsvar mod artilleri, var Krempe, Nakskov, Svendborg og Varberg i 1530’erne, Randers først i slutningen af det følgende årti. Anlæggene må på dette tidspunkt ses som betydeligt større og mere komplicerede end de tidligere volde.
Under Frederik 1.s styre blev der i 1525 givet en forordning om, at samtlige bybefæstninger i landet skulle nedlægges på nær i København og Malmø.41 Nedlæggelser har ikke alle steder kunnet ses i det arkæologiske materiale, men størstedelen af landets bybefæstninger må vel forestilles at være helt eller delvist nedbrudt i årene derefter. Køges vold viser tegn på nedbrydning, der meget vel kan være sket i 1520’erne som en følge af kongens ordre, og Varbergs befæstning vides at være stærkt forfalden i 1531, hvor byens borgmester i et brev til Frederik 1. fortæller, hvilken elendig forfatning vold og palisade befinder sig i.42
En skriftlig kilde beretter, at borgerne i Randers i 1535 ønskede at modernisere befæstningen om deres by og blev nægtet dette af kongen, der gav ordre til, at al bebyggelse uden for den ældre vold skulle fjernes. Først i 1548 blev Randersborgernes ønske efterkommet, og befæstningen blev udbedret efter den tids standard.43 Kilden giver et spændende billede på kongens ønske om selv at befæste og dermed beholde kontrollen med, hvad og hvordan der befæstes. Samtidig viser det muligvis også, at Randers’ befæstning, måske på grund af byens placering, er blevet nedprioriteret i forhold til de ovennævnte lokaliteter.
Sammenfatning
Bybefæstningerne gennemgik i middelalderen en forskelligartet udvikling. Fra den tidligste periodes jordvolde og grave, anlagt i tæt overensstemmelse med de naturgivne forhold, gik tendensen mod de, især i 1300-tallet, vandfyldte anlæg, hvor man har udført større dæmningsarbejder for at udnytte de naturlige vandforekomster som en integreret del af forsvarsanlægget. 1300-tallet er også det århundrede, hvor opførelsen af teglstensbymure kom til, om end kun i landets allervigtigste byer. Naturstensbymure forekom tidligt i århundredet, men dette er højst en sideløbende, ikke en nært beslægtet udvikling. 1400-tallet er en
