men hvor det skete, var det gerne med kraftigere anlæg end tidligere set.3 Udbygningen foregik hovedsageligt i grænseområderne i det sydlige Jylland og ved gennemsejlingsfarvandene. Øresundsregionen var så absolut det økonomiske tyngdepunkt i landet, og det var da også her, Christian 3. valgte at udbygge massivt.
Rondeller og bastioner
Da Christian 3. begyndte sine mange byggerier i 1530’erne, var brugen af rondeller til kanoner stadig meget almindelig i Europa. Rondeller er cirkulære udbygninger på borgmure eller fæstningsvolde. Men allerede i midten af det 16. århundrede var man i Italien i fuld gang med at udvikle et mere avanceret voldsystem baseret på bastioner, som er fremspringende polygonsegmenter eller mangekanter, hvorfra der kunne skydes på langs af voldmurene, kurtinerne. I stor udstrækning blev mure af sten nu erstattet eller suppleret med jordværker, som bedre modstod det kraftige artilleri, man efterhånden fik til rådighed. Kanonerne kunne enten stå beskyttede i særligt sikrede konstruktioner, kasematter, som var bygget ind i jordværket, eller de kunne være placeret bag beskyttende volde oppe på bastionerne.4
Det var særlig i Italien, man udviklede mange idealbefæstninger domineret af bastioner. (Se Hans Henrik Appels artikel). Også i det tyske område fulgte man godt med, og flere teoretiske bøger om emnet blev udgivet. Blandt disse gør Albrecht Dürers værk Etliche Underricht zu Befestigung der Stett Schloss und Flecken, 1527, sig særligt bemærket. Men det var dyrt og kompliceret, hvis man valgte at følge sådanne idealer. Christian 3. måtte resignere og holde sig til rondellerne. Kongens nye bygmester, Hans von Dieskau, som efter Morten Busserts død omkring 1553 kom til landet i 1558, havde erfaring med bastioner ude fra Europa, men kongens død året efter satte en stopper for at opføre de første bastioner.
Hovedstaden
De foregående konger havde som nævnt allerede udbygget byens befæstning væsentligt og over mange gange, så det var en relativt stærkt befæstet by, Christian 3. selv havde belejret i godt to år og endelig indtaget i 1536.5 Hovedstadens befæstning bestod mod landsiden af mure opført i tegl, forstærket med bagvedliggende jordvolde. Murene var desuden udbygget med tårne ved portene. Fæstningen var dog ikke noget samlet og gennemtænkt, endsige særligt stærkt værk. Under Christian 3. blev forsvarsværkerne styrket med flere tårne og på nogle strækninger med nye volde og mure. Selve den kongelige borg lå for sig selv på en lille holm tæt ved byens strand ud til Øresund og havde sin egen, om end ret svage, befæstning. Borgen fik nu mere karakter af et slot, som tjente repræsentative formål. Øst og syd for borgen udbyggede man nationens flådehavn med alle de mange installationer, som var nødvendige for at nybygge, vedligeholde og udruste skibe. Københavns befæstning blev herved så stort og kompliceret et anlæg, at man i høj grad har været nødt til at bygge videre på det eksisterende, også fordi økonomien til stadighed var et problem, der gjorde kraftige kompromisser nødvendige.
Malmø
På den modsatte side af Øresund lå byen Malmø, som var regionens næstvigtigste by. Borgen og byens befæstning supplerede hinanden. I senmiddelalderen var byen blevet befæstet med en svær teglbygget mur kaldet Strandmuren, som vendte ud mod Øresund.6 Muren var forstærket med en række tårne og et par porte, som gav adgang til havet og byens havn, der dog kun bestod af en anløbsbro. På de tre andre sider var byen afgrænset med volde og forsynet med tre murede byporte. Senere udbyggedes befæstningen ind mod landsiden i flere omgange. Syd for byen havde der været en mindre befæstning siden 1400-årene.
Borgerne i Malmø indtog i 1534 befæstningen ved byen, hvor Christian 3.s garnison – altså modstanderne – holdt til og nedbrød væsentlige dele af borgen. Byen overgav sig alligevel i 1536 til Christian 3., og kongen lovede til gengæld aldrig at bygge en borg i byen uden dennes accept. Alligevel satte kongen allerede samme år gang i byggeriet af en ny borg, men lod dog en væsentlig del af den gamle borg inkorporere i byggeriet, herunder et stort stenhus. Strukturen i det nye rektangulære anlæg var med sine fire kanonrondeller yderst moderne og levede op til, hvad tiden foreskrev som avanceret fæstningsbyggeri.
FIG. 2.
Malmøhus set fra nordvest under svenskernes belejring ved vintertide i 1658. De massive kanonrondeller præger anlægget, der i alt væsentligt stadig står, som det blev opført under Christian 3. Udsnit af Erik Dahlbergs prospekt, 1658.
Det er sandsynligt, at det var Christian 3.s bygmester Morten Bussert, som stod for opførelsen af det nye Malmøhus. Han vides blandt andet at have arbejdet i København, på borgen i Krempe, Landskrone (Landskrona), Nyborg og på Aalborghus, og han forblev i kongens tjeneste frem til sin død i 1553.7 Formentlig var han kommet til Danmark fra Flandern omkring 1520. Det er sandsynligt, at han medbragte den nyeste viden om befæstningskunst herfra, da man her i årene forud havde været i gang med et større fæstningsbyggeri ind mod Frankrig og havde indkaldt italienske befæstningsingeniører som eksperter.
I 1542 stod Malmøhus færdigt. Anlægget var bygget op som et firfløjet, rektangulært anlæg med en gårdsplads på cirka 100 x 70 meter omgivet af brede voldgrave, og kun en smal dæmning adskilte anlægget fra Øresund. Der var adgang fra nordvest gennem et porthus anbragt op til vestenden af det store stenhus, som øverst var forsynet med skyttegang, men som ellers blev anvendt til beboelse og repræsentative formål, når kongen og andre personer af betydning gæstede stedet. De tre øvrige sider var dækket af volde med en ret lav foranliggende mur med skyttegange, der lå beskyttet i voldmassivet, og som gav forbindelse til borgens hovedforsvar bestående af fire svære, fremskudte kanonrondeller med plads til skyts i flere etager. Øverst var en platform, som var velegnet til forsvar mod en fjende, der stod noget borte.
Malmøs befæstning og borg supplerede således hinanden, men kun indtil området kom på svenske hænder i anden halvdel af 1600-årene, da byens befæstning blev raseret, og borgen kom til at fremstå som en moderne befæstning, udbygget til et kompliceret, bastionært anlæg. Årsagen var, at Malmø nu regnedes som en grænsefæstning. (Se også Anders Reisnerts artikel).
Øvrige befæstede byer og borge ved Øresund
Længere oppe ad Øresundskysten anlagde kongen i 1550’erne en helt ny borg i udkanten af købstaden Landskrone, som var grundlagt i 1413 og forsynet med en befæstning i form af volde og grave.8 En del af den middelalderlige befæstning blev opgivet som forældet og måtte vige pladsen for det nye borganlæg. På mange måder er det altså et anlæg af samme karakter som Malmø, en befæstet by med tilhørende borg.
FIG. 3.
Landskrona Slot fra 1676. Borgen er nyopført og gjort over samme type grundplan som Malmøhus, hvor den afgørende del af forsvaret ligger i de fire hjørnerondeller, der er forbundet med svære spærremure med plads til dækkede skydeskår og kanonporte. Senere i 1600-tallet moderniserede svenskerne fæstningen og valgte at forsyne anlægget med fremskudte jordværker, hvor bastioner udgjorde et markant træk. Udsnit af “Landskrone overgiver sig” (1676), maleri af Claus Møinichen, 1680’erne.
Arbejdet blev påbegyndt i 1549, og også her var Morten Bussert den byggeansvarlige. Helt færdigt blev anlægget først i 1560 efter adskillige forsinkelser og udskrivning af ekstra skatter. En borg med samme grundplan som i Malmø om end noget mindre blev opført med 70 meter brede voldgrave omkring. I den vestlige fløj indbyggedes et stenhus. De øvrige tre sider blev dækket af svære murstræk. Hovedforsvaret lå igen i
