Volker: Kriegswesen in späten Mittelalter, Weinheim 1990.
Schmidtchen, Volker: Bombarden, Befestigungen, Büchsenmeister: Von den ersten Mauerbrechern des Spätmittelalters zur Belagerungsartillerie der Renaissance: Eine Studie zur Entwicklung der Militartech nik, Düsseldorf 1977.
Smith, Robert D.: “Artillery and the Hundred Years War”, I.A. Curry & M. Hughes (eds.): Arms, Armies and Fortifications in the Hundred Years War, Woodbridge 1994, s. 151-160.
Smith Robert D. & Kelly DeVries: “Perspectives on early gunpowder weapons, as the completion of a study of Valois Burgundian artillery”, Bernard Finn & Barton C. Hacker (eds.): Materializing the Military, London 2005, s. 5-19.
Turnbull, Stephen: The Art of Renaissance Warfare: From the Fall of Constantinople to the Thirty Years War, London 2006.
Zinn, Karl Georg: Kanonen und Pest. Über die Ursprünge Der Neuzeit im 14. und 15. Jahrhundert, Opladen 1989.
NOTER
1 Se Huizinga 1920/1960, s. 243: “At the sound of the word ‘Renaissance’ the dreamer of past beauty sees purple and gold.”
2 Hale 1983, s. 1.
3 Mest markant hos Zinn 1989.
4 Duffy 1976, s. 4ff og Hughes 1991, s. 67 og 88f.
5 Se fx Zinn 1989, s. 101. Også Hughes 1991 omtaler Leonardo da Vincis præsentation af sig selv som militæringeniør, s. 66f.
6 For Michelangelo-citatet (her i engelsk oversættelse), se Duffy 1976, s. 40.
7 Roberts 1995.
8 I Ayton og Prices antologi om middelalderens militære revolution trækkes linjen klart bagud. David Eltis placerer den i 1500-tallet, mens Jeremy Black mener, at hvis begrebet skal bruges, er det mest passende for perioden efter 1660. Clifford Rogers finder flere revolutioner og indfører derfor i stedet en ‘afbrudt-ligevægts-teori’: Udvikling i infanteriet i 1300-tallet, i artilleriet i 1400-tallet, i befæstningskunsten i 1500-tallet og i det administrative apparat i 1600-tallet udgjorde en række særlig intensive forandringsperioder med tilpasning til vigtige nyskabelser. Udviklingen er hverken langsomt glidende eller samlet i revolutioner, men finder sted i særligt intensive perioder. For andre versioner af revolutionsteorien, se Downing 1992 og Frost 2000.
9 Parker 1976/1995, s. 13.
10 Det er ofte de franske Bureau-brødre, der tilskrives æren for at have indført støbejernskuglen. Artillerihistorikeren Robert D. Smith skriver mere forsigtigt, at “cast-iron shot was introduced at some time in the early part of the [fifteenth] century”, Smith 1994, s. 157. Johannes Bengedans omtaler ikke støbejernskugler i sin krigsbog fra omkring 1450.
11 Eltis 1998, s. 77. Schmidtchen 1977, s. 14 beregner et forhold 1:19 i 1399. I Johannes Bengedans’ krigsbog opereres der med et forhold kugle:krudt 1:9. Bengedans 2006, 270. Kelly DeVries bemærker, at korningen af krudt ikke tildeles den store rolle i middelalderens egne fremstillinger. At dømme ud fra dem “there was almost no tech nological developments in gunpowder itself”. DeVries 1996a, s. 135. En grundig fremstilling af krudtets udvikling findes hos Hall 1997, s. 67-104.
12 Af de ældst bevarede kanoner kan nævnes Pumphart von Steyer i Wien fra ca. 1400 med et kaliber på 80 cm og en kuglevægt på 697 kg/gram (se Schmidtchen 1977), samt Mons Meg i Skotland fra 1449. Sidstnævnte har et kaliber på 50 cm og kunne affyre stenkugler på omkring 150 kg. (Smith 1994, s. 158). Robert Smith påpeger i sin artikel (med henvisning til en undersøgelse af Tout), at de store bombarder kun udgjorde en lille andel af 1400-tallets artilleri.
13 Hall 1997, s. 104. Se endvidere Schmidtchen 1977. Om engelske støbejernsskyts, se ffoulkes 1937.
14 Jf. Smith 1994.
15 Pepper & Adams 1986, s. 15.
16 Guilmartin 2003, s. 167. Robert D. Smith har deltaget i forsøg med 1400-tals artilleri og har i et foredrag 2006 påpeget den markante forskel på effekten af støbejerns- og stenkugler mod træflader.
17 I perioden 1592-1610 reduceredes antallet af smedejernskanoner i Tøjhusregnskaberne fra 400 til 166, mens omvendt støbejerns- og bronzekanonernes antal steg fra sammenlagt 654 til 1.312 i den samme periode. Stigningen fortsætter tilsyneladende til 1618, hvor antallet kan anslås at have oversteget 1.600. Om stenkuglerne som ‘død’ lagerbeholdning 1592-1610, se Mortensen 1999, s. 245.
18 Schmidtchen 1990, s. 5.
19 Hall 1995, s. 258. Se også DeVries 1997a.
20 Bl.a. vurderet ud fra behandlingen af det bastionære systems gennembrud i tre brede engelske fremstillinger fra 1970’erne: Hughes 1974 fremhæver 1449 og 1494, men gør i øvrigt relativt meget ud af den teoretiske udvikling. Duffy 1976 lægger klart vægten på 1494-invasionen, og at dette felttog markerede en helt ny opfattelse af krig – Blitzkrieg. I det mere overfladiske og populære værk Fortress lægger Ian Hogg vægten på Chiogga-krigen mellem Venezia og Genua 1379-1380 samt Konstantinopels fald 1453.
21 Smith 1994, s. 158.
22 Se fx DeVries 1997b, s. 291f.
23 Turnbull 2006, s. 36ff. Se også DeVries 1996b.
24 Guicciardini citeret efter Duffy 1976, s. 9.
25 Macchiavelli citeret efter Duffy 1976, s. 20.
26 Se Pepper 1995.
27 Duffy 1976, s. 11.
28 Turnbull 2006, s. 126 ff. Turnbull fremhæver blandt andet mineringen og kontramineringens centrale rolle ved belejringerne.
29 Pepper 1995, s. 269, 276f. og 281 og Hale 1983, s. 1-29.
30 DeVries 1995, s. 228ff.
31 Hall 1995, s. 268f. Hvor DeVries og navnlig Hall er afvisende over for begrebet om en militær revolution, har andre middelalderhistorikere søgt at flytte den tilbage i tiden. Se Ayton & Price 1998.
32 Bradbury 1992.
33 Lynn 1995, s. 174f.
34 Lynn 1995, s. 176f. og s. 190ff.
35 Lynn 1995, s. 178. Geoffrey Parker har i sit svar på kritikken peget på, at Lynn’s tal er usikre og fx ikke omfatter observationsstyrker. Midt i at Vauban pralede med, at hans belejringsteknik reducerede antallet af belejrende styrker, forudsatte han, at man også opererede med observationsstyrker. Parker 1995, s. 351f.
36 Det skal i den forbindelse bemærkes, at B.S. Hall har påpeget, at ligesom Vauban i slutningen af 1600-tallet anbefalede 600 mand til bemanding af en garnison i fredstid, anbefalede Christine de Pisan nøjagtigt samme tal i begyndelsen af 1400-tallet. Han peger endvidere på, at størrelsen af en belejringshær vanskeligt kunne være over 25.000 mand i længere tid alene på grund af de sanitære problemer, det ville medføre. Hall 1995, s. 263 og 266.
37 Adams 1995.
38 Pepper & Adams 1986, s. 23f.
39 Pepper & Adams
