der kunne trækkes af heste, artilleriet mere mobilt mod slutningen af 1400-tallet. Her illustreret af et udsnit af tegning i Mallets Der Kriegsarbeit oder Neuer Festnungsbau fra 1672.
Alt i alt var det snarere den nye kompromisløse krigsførelse, der banede vejen for franskmændene, end kanonerne. Den voldsomme fremfærd chokerede italienerne. Vel var det en karikatur, når Machiavelli om de italienske lejesoldater sagde, at de gik i krig uden frygt, uden fare og uden tab – men denne brutalitet var noget nyt i begyndelsen af de italiensk-franske krige. Fæstningshistorikeren Christoffer Duffy, der opfatter den franske invasion som skelsættende, hæfter sig da også mere ved felttogets karakter af Blitzkrieg end ved kanonernes indsats i konkrete kampe. Det var den hurtige, målrettede, voldsomme og hensynsløse fremrykning, der chokerede italienerne.27 Det faktum, at det franske artilleri var blevet så relativt mobilt, at dette kunne lade sig gøre, var en væsentlig faktor heri, men det var ikke, fordi de franske kanoner isoleret set som teknologi var ‘afgørende’ eller ‘revolutionerende’.
I den langstrakte proces fra cirka 1400 til cirka 1600, hvor ildkraft, forsvar i dybden og opførelse af bastioner spiller en stadig større rolle, er det svært for ikke at sige umuligt at ‘udfiltrere sejrens elementer’. Der kan både findes eksempler på fuldt moderne bastionære fæstningsanlæg, der måtte overgive sig eller blev stormet, og på såkaldt gammeldags fæstningsanlæg, der holdt stand. Stephen Turnbull skildrer således for eksempel, hvordan den nye, komplette bastionære befæstning af Nicosia på Cypern i 1570 kun holdt stand mod osmannerne i syv uger, hvorimod en anden by på øen, Famagusta, med kun en begrænset forstærkning af de middelalderlige mure, holdt stand i 11 måneder.28 Teknologien var stadig kun ét element i krigskunsten; ganske vist væsentligt, men ikke altafgørende som det også fremgik af historierne om Konstantinopels fald og Karl 8.s felttog i Italien.
Det bastionære system – kvalitativ forandring eller teknologisk tilpasning?
I den føromtalte undersøgelse af Karl 8.s indtog i Italien påpeger Simon Pepper, at flere af de italienske fæstninger var blevet moderniseret gennem de forudgående tyve år og klarede sig godt. Endvidere har en anden engelsk historiker, Joh n R. Hale, vist, at allerede fra omkring 1450 begyndte italienerne at eksperimentere med bastioner i deres arbejde med at forstærke fæstningsanlæg.29
Ikke desto mindre har den amerikanske middelalderhistoriker Kelly DeVries kritiseret blandt andre netop Joh n R. Hale og Simon Pepper for at fokusere så meget på det bastionære system, at de har overset, hvordan befæstningskunsten igennem længere tid havde søgt at inkorporere ildkraften. DeVries peger på, at skydeskår til små kanoner synes at vinde udbredelse i slutningen af 1300-tallet, mure blev forstærket med jord eller sten i 1400-tallet, og særskilte artilleribaserede forsvarsværker blev opført gennem hele 1400-tallet. Bastionen var et led i denne langstrakte udvikling, og faktisk var den allerede blevet anbefalet af Christine de Pisan i 1410.30
DeVries hører sammen med Bert S. Hall til kritikerne af opfattelsen af en militær revolution. Hall betvivler ikke, at det bastionære system blev udviklet som en reaktion på en forøgelse af ildkraften, men han mener ikke, at denne justering af balancen mellem offensiven og defensiven kan tilskrives ‘revolutionær’ betydning. Hvor revolutionstilhængerne på hegeliansk vis mener, at udviklingen; tese (artilleri) – antitese (bastion) førte til syntese (store hære og stærk statsmagt), mener Hall, at der blot var tale om genoprettelse af status quo, og at 1600-tallets belejringer dybest set ikke adskilte sig fra 1300-tallets.31 Man kan i Halls og DeVries’ kritik af revolutions- og brudteorier også genkende den klassiske modsætning mellem middelalderhistoriker og renæssancehistoriker. Deres undersøgelser er i høj grad bygget op om at vise, at der ikke var nogen væsensforskel på 1300- og 1400-tallets militærhistorie på den ene side og 1500-tallets på den anden side.
I tråd hermed konstaterer en anden middelalderhistorier, briten Jim Bradbury, i sin gennemgang af det karakteristiske ved middelalderens belejringskrig, at der var en klar kontinuitet fra antikken gennem middelalderen. Belejrerens værktøj omfattede ikke bare bombardement og storm mod murene, men også underminering af dem, udsultning, propaganda og forsøg på at overtale nøglepersoner til at overgive sig. De belejrede søgte på samme måde med bombardement, kontraminering, propaganda, udfald og afbrænding og plyndring af omgivelserne at tage modet fra belejrerne. Det var også de grundlæggende elementer i belejringer i tidligt moderne tid. Man kan diskutere, hvorvidt der var en tendens til, at belejringerne blev kortere i perioden 1440-1520, men ser man nærmere på udviklingen herefter, er der ikke nogen væsentlig forskel.32
Den samme problematik har den amerikanske militær- og absolutismehistoriker Joh n Lynn kredset om. Også Lynn er skeptisk over for begrebet om en militær revolution, og han har i forlængelse af sine studier i den franske hærs udvikling set nærmere på Parkers tese om fæstninger og belejringer som drivkraft for væksten i hærenes størrelse.
I første omgang afviser Lynn ud fra en ren logisk betragtning, at det bastionære system skulle have stillet større krav til de belejrende styrker.33 Det afgørende ved en belejring var ikke fæstningens form, men rækkevidden af dens kanoner. En udbygning af en fæstning med bastioner førte kun til en relativ begrænset udvidelse af den belejrende ring af fæstningsværker. En tidobling af det belejrede areal ville kun føre til en udvidelse af belejringsringen med 15 procent. En ting er selvfølgelig teori og matematik, noget andet praksis, og derfor anfører Lynn som konkret eksempel byen Lille, der blev belejret i 1667 og igen i 1708. Imellem de to belejringer var forsvarsværkerne blevet fordoblet (og dermed også den krævede bemanding af dem), mens den belejrende ring kun var forøget med en fjerdedel og belejringshæren med en sjettedel. I praksis var forskellen altså ikke helt så stor som i teorien, men Lynns pointe, at det bastionære fæstningssystem stillede relativt mindre krav til den belejrende hær end til den belejrede, står dog fortsat stærkt.
I anden omgang opstiller Lynn en tabel over 135 belejringer i Frankrig fra 1445 til 1714 med anslåede tal på henholdsvis belejrere og belejrede.34 Han er klar over, at tallene er usikre og svært sammenlignelige, men han mener, at de trods alt kan give et fingerpeg om, hvorvidt den af Parker postulerede udvikling har noget på sig. Tallene viser sig at være meget stabile omkring 26.000 belejrere med en stigning i årene 1672-1697, hvorefter de atter falder. Forholdet mellem antallet af belejrere og belejrede svingede meget, men set over århundrederne synes antallet af belejrere at falde i forhold til antallet af belejrede. Og det bastionære systems franske mester, Sébastien Le Prestre de Vauban (1633-1707), hævdede da også, at hans forbedringer af belejringsteknikker medførte en reduktion i kravet til belejrernes numeriske overlegenhed fra 10:1 til 6-7:1.35
FIG. 6.
Samtidig med at belejrerne gravede sig ind på fæstningen, anlagde de forsvarsværker rettet mod på den ene side udfald fra de belejrede og på den anden side angreb fra undsætningshære. Belejringsringe kunne således brede sig som ringe i vandet. Mallets gengivelse kan give en fornemmelse af, hvordan fæstningsværkerne bredte sig længere og længere ud.
FIG. 7.
Offensiv-defensiv, naturlig-kunstig, gammeldags-moderne, regulærirregulær. Der var mange forhold at tage stilling til, når fæstningsanlæg skulle moderniseres.
Heller ikke hvad belejringernes længde angår, er det muligt at se en markant udvikling. Den gennemsnitlige tid lå på godt to måneder perioden igennem. Endelig ser Lynn på, om der sker en udvikling i retning af flere samtidige belejringer, der skulle kunne pege på en forøgelse i det samlede antal soldater, men med enkelte undtagelser foretog den franske hær
