Leon: “Den københavnske privilegiesag og 1600-tallets strukturændringer”, Peter Wessel Hansen og Leon Jespersen (red.): Stormen på København – den svenske belejring 1658-1660, (København. Kultur og Historie, 1), København 2009, s. 117-146. (Cit.: Jespersen 2009b).
Larsen, Svend: Studier over det fynske rådsaristokrati i det 17de århundrede, bd. 1-2, Odense 1965.
Lind, Gunner: “At forsvare København158-1660”, Peter Wessel Hansen og Leon Jespersen (red.): Stormen på København – den svenske belejring 1658-1660, (København. Kultur og Historie, 1), København 2009, s. 57-78.
Lyngby, Thomas: “Det københavnske patriciat 1600-1660. Et socialt og kulturelt signalement”, Peter Wessel Hansen og Leon Jespersen (red.): Stormen på København – den svenske belejring 1658-1660, (København. Kultur og Historie, 1), København 2009, s. 157-168.
Løgstrup, Birgit: Bundet til jorden. Stavnsbåndet i praksis 1733-1788, Odense 1987.
Petersen, Karsten Skjold: “Garnisonsbyen under enevælden”, Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad, (Danske Bystudier, 2), 2005, s. 347-381.
Poulsen, Bjørn: “Forholdet mellem land og by i dansk middelalder”, Historisk Tidsskrift 2009:1, s. 1-18.
Wolke, Lars Ericson: “Belejringen og stormen på København set fra et svensk perspektiv”, Peter Wessel Hansen og Leon Jespersen (red.): Stormen på København – den svenske belejring 1658-1660, (København. Kultur og Historie, 1), København 2009, s. 25-38.
NOTER
1 Clark 2009, s. 86.
2 Høyer og Christensen 2009, s. 86f.
3 Hansen og Jespersen 2009.
4 Poulsen 2009.
5 Larsen 1965.
6 Hybel og Poulsen 2007, s. 228.
7 Degn 2008, s. 104.
8 Jr. Bitsch Christensens artikel i denne bog og Jespersen 2009b, s. 122f.
9 Jespersen 2009a, s. 14. Jf. samme 2009b, s. 118f.
10 Jf. diskussionerne om årsager til belejringens og stormens udfald i Høyer og Christensen 2009, s. 93, og Wolke 2009, s. 32-36.
11 Jespersen 2009b, s. 188 med ref. (se hans note 3).
12 Jf. Møbergs artikel og ref. i Høyer og Christensen 2009, note 17-18.
13 Løgstrup 1987, s. 145, 174-179 187-207.
14 Hansen 1959, s. 266.
15 Petersen 2005, s. 350f.
Hans Henrik Appel
Renæssancens befæstningssystem – våbenteknologi og militærhistorie
Renæssancebegrebet og den ‘militære revolution’
Det er ikke problemløst at anvende begrebet renæssance i historiske analyser. Som den hollandske historiker Johan Huizinga i 1920 gjorde rede for i en artikel om begrebet, er det ikke skabt som analysebegreb, men har igennem tiden været brugt af deltagere i forskellige diskurser til at markere afstand og særpræg.1 Lige fra de selvbevidste italienske kunstnere i 1500-tallet, der ‘opfandt’ betegnelsen, over oplysningstidens franskmænd, der søgte at vise historiens ‘opstigen’, til Jacob Burckhardts opfattelse af individets frigørelse i 1800-tallet efter mønster fra ‘renæssancen’. Forsøg på at bruge ‘renæssance’ som en neutral periodebetegnelse kan ikke undgå at blive påvirket af disse mange betydningslag, der bliver båret med.
På afgrænsede områder kan man dog argumentere for, at ‘renæssance’ er anvendeligt som analysebegreb. Det kan være arkitektur eller musik eller billedkunst, hvor man kan bruge ‘renæssance’ som betegnelse for specifikke stilistiske træk. Og anvendt på den måde er befæstningskunsten måske et af de områder, hvor renæssancebegrebet er mest anvendeligt. Den engelske historiker Joh n R. Hale har således skrevet, at “the most significant of all architectural forms evolved during the Renaissance was the angle bastion … The International style par excellence of the Renaissance was that of military architecture, and its module was the angle bastion.”2 For Hale er den nye bastionære befæstningsform altså så markant og distinkt, at han kan bruge den til at operationalisere renæssancebegrebet inden for arkitekturen.
Det bastionære befæstningssystem var en markant nyskabelse, der i årtierne omkring år 1500 fortrængte tidligere befæstningssystemer. Det nye system hang sammen med den stigende anvendelse af artilleri, idet det på den ene side skulle kunne yde forsvareren bedre beskyttelse mod angriberens ildkraft og på den anden side bedre selv skulle kunne udnytte ildkraften i forsvaret.
FIG. 1.
Bastionen – den mest betydningsfulde af alle arkitektoniske former i renæssancen. Her fremstillet i 1672 i Allain Manesson Mallets Der Kriegsarbeit oder Neuer Festnungsbau, Tweiter Teil fra 1672.
Først og fremmest adskilte de nye fæstningsværker sig fra tidligere ved at være et forsvar i dybden og ikke i højden. Høje mure var sårbare over for artilleribeskydning, og samtidig var de uegnede som artilleriplatforme for forsvaret. Til gengæld gjorde de det muligt overalt at se angribende fjender, og forsøg på at underminere murene kunne standses ved at kaste missiler eller hælde kogende væsker i hovedet på minørerne. Når de høje mure blev erstattet af dybe volde, opstod der døde vinkler omkring runde eller kvadratiske tårne, hvor fjenden uden for skudvidde kunne samles eller arbejde på at bryde eller sprænge hul i fæstningen.
Det var dette problem, det bastionære fæstningssystem skulle løse. Ved at placere de enkelte bastioner nøje i forhold til hinanden ville man sikre sig mod døde vinkler. Ethvert punkt af fæstningsværkets ydermure skulle kunne bestryges af forsvarernes ild, og dermed stillede udviklingen af fæstningsværker helt nye geometriske krav til konstruktørerne.
For så vidt begrebet renæssancens befæstningskunst anvendes til at skelne mellem borgens forsvar i højden og det bastionære systems forsvar i dybden, synes det derfor umiddelbart relativt ukompliceret at anvende som analysebegreb. Det bastio nære systems markante former adskiller sig klart fra tidligere fæstningssystemer. Tilmed hænger forskellen snævert sammen med udbredelsen af ildkraft, der i brede fremstillinger af periodens historie fremhæves som en skelsættende opfindelse på lige fod med bogtrykkerkunsten.3 Det synes derfor relevant og beskrivende at betegne det bastionære fæstningssystem som renæssancens fæstningssystem, idet dets form er distinkt, dets gennembrud kan kronologisk afgrænses til årtierne omkring år 1500, og dets udbredelse er snævert knyttet til en af den moderne tids vigtigste tildragelser, nemlig udbredelsen af ildkraften.
Når det virker som en selvfølge at betegne det bastionære fæstningssystem som renæssancens befæstningskunst, hænger det endvidere sammen med, at flere personligheder med noget nær renæssance-ikonisk status var med til at udvikle befæstningskunsten i disse år. Albrecht Dürer skrev i 1527 en afhandling om befæstningskunst, som dog vel at mærke ikke var baseret på det bastionære system.4 Leonardo da Vinci lagde vægt på sine evner som militæringeniør, og for
