hans færdigheder, havde med militære anliggender at gøre.5 Endelig gav Michelangelo, der medvirkede ved befæstningen af Firenze, i et brev til Antonio Sangallo den yngre, hvis slægt i disse år udmærkede sig som de fremmeste konstruktører af fæstninger, denne noget overraskende meddelelse: “I don’t know very much about painting and sculpture, but I have gained a great experience of fortifications, and I have already proved that I know more about them than do you and the whole tribe of the Sangallos.” Det var altså vigtigt at vise sine evner udi den nye befæstningskunst, der med sin stramme regelmæssighed og symmetri spillede sammen med nye arkitektoniske idealer.6
FIG. 2.
Michael Roberts teori om den militære revolution tog udgangspunkt i reformerne af fodfolkstaktikken i Nederlandene i slutningen af 1500-tallet. Disse reformer blev blandt andet udbredt gennem Johann Jacobi von Wallhausens bøger.
Anvendelsen af renæssancebegrebet trækker ofte diskussioner om brud/kontinuitet i forhold til middelalderen med sig samt diskussioner om drivkræfterne i og rækkevidden af udviklingen. På det militærhistoriske felt har disse diskussioner dog gennem de seneste årtier i højere grad være bundet op på begrebet ‘den militære revolution’ end på renæssancebegrebet.
Begrebet den militære revolution blev introduceret af Michael Roberts i 1955 som betegnelse for en udvikling i forholdet individ, stat og samfund, der blev sat i gang af en række taktiske nyskabelser i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. De taktiske nyskabelser var ikke i sig selv revolutionerende, men de medførte ændringer i strategi, i hærenes størrelse, i tilvejebringelsen af ressourcerne til krigsførelsen og dermed slutteligt til dannelsen af den stærke statsmagt. En udvikling, der af Roberts selv bliver betegnet som afslutning på middelalderen og dermed indirekte knytter begrebet tæt sammen med renæssancebegrebet.7
Diskussionerne omkring den militære revolution er da også på mange måder forløbet efter samme mønster som diskussionerne om renæssancebegrebet. ‘Den militære revolution’ er blevet opfattet som et positivt kvalitetsstempel, og alt efter interesseområde og interesseperiode har forskellige historikere flyttet revolutionen frem og tilbage mellem 1300-, 1400-, 1500- og 1600-tallet; og mellem fodfolkstaktik, konkrete felttog, våbenteknologi, fæstningssystemer og administrative apparater. Netop det bastionære fæstningssystem er af den fremmeste eksponent for revolutionsopfattelsen, Geoffrey Parker, blevet gjort til hovedomdrejningspunktet.8
I Parkers version af revolutionsteorien stillede de bastionære anlæg både krav til flere og større garnisoner til at bemande dem og større krav til de belejrende hære. For eksempel blev der i forbindelse med belejringen af ‘s-Hertogenbosch i 1629 anlagt 40 kilometer fæstningsværker rundt om fæstningen, hvis egen omkreds kun var på 1,5 km.9
Med Parkers revolutionsteori er det bastionære fæstningssystem endt på en historiografisk kampplads, der til forveksling ligner renæssancebegrebets. Var det bastionære system ‘revolutionerende’ og markerede begyndelsen på ‘en ny tid’? Var det bastionære system et omdrejningspunkt for etableringen af den stærke statsmagt – og dermed også i en vis forstand for overgangen middelalder-renæssance?
Det er store problemstillinger, der selvfølgelig ikke lader sig behandle fyldestgørende inden for denne artikels rammer. Jeg vil derfor nøjes med at fremhæve nogle positioner og opfattelser i forhold til to spørgsmål: Kan det bastionære system udskilles som en militærteknologisk faktor, der afgørende ændrede styrkeforholdet mellem offensiven og defensiven eller belejringernes karakter? Og stillede det bastionære system fundamentalt nye krav til ressourcemobilisering, så man kan argumentere for, at det blev en afgørende drivkraft i udviklingen af den moderne statsmagt – eller omvendt fik stater til at bukke under?
FIG. 3.
Den store vægtforskel på jern-, bly- og stenkugler havde betydning for krudtmængden ved affyring af kanonerne. Kaliberstokke med angivelse af vægt for forskellige materialetyper i forhold til kuglens kaliber blev et nødvendigt redskab. Illustration fra 1630.
Det bastionære fæstningssystem som militærteknologisk faktor
Udviklingen af det bastionære system hang som tidligere nævnt snævert sammen med ildkraften. Det var baseret på aktiv anvendelse af ildkraften i forsvaret, og det skulle samtidig yde beskyttelse mod angriberens ild. Derfor må en diskussion af det bastionære systems gennembrud tage udgangspunkt i udviklingen af ildkraften.
Kernen i artilleriet er affyringen af et missil, og lad os derfor starte med dette. I begyndelsen af 1400-tallet anvendte artilleriet fortrinsvis stenkugler, der møjsommeligt blev hugget til. Men i løbet af 1400-tallet blev støbejernskugler taget i anvendelse i stadigt større omfang.10 Groft sagt vejede en jernkugle tre gange så meget som en stenkugle af samme størrelse. Man kunne derfor opnå samme eller endda større ødelæggende kraft med en mindre jernkugle.
Det næste punkt er krudtet, hvormed projektilet blev affyret. Formentlig i begyndelsen af 1400-tallet udviklede man en teknik til at fremstille kornet krudt. Fordelen var, at det kornede krudt brændte langsommere og derfor ikke udsatte kanonløbet for samme kortvarige, voldsomme belastning som det fine krudt. Det fine krudt blev stadig brugt til geværer, hvor risikoen for, at løbet sprængtes, var mindre. Det nye kornede krudt gjorde det muligt at forøge sprængladningerne i kanonerne uden samtidig at øge risikoen for sprængning. David Eltis skriver, at hvor vægtforholdet krudt:projektil i begyndelsen af 1400-tallet var 1:13, var det ved slutningen 1:2, så man kunne operere med en seks gange så kraftig krudtladning som tidligere.11
Forklaringen på denne udvikling lå dog ikke i krudtet alene. Den lå også i udviklingen af selve skytset. Ved 1400-tallets midte var smedejernsskytset klart dominerende. Et par lange stave af jern blev klemt og spændt tæt sammen af en række jernringe. Disse smedejernskanoner var stort set alle bagladekanoner, hvor kuglen blev lagt ind i løbet bagfra, og derefter blev kanonen lukket med et kammer med krudtladning. Men i anden halvdel af 1400-tallet begyndte støbte forladekanoner af bronze at vinde frem. Det tykke, tætte rør gjorde, at det var muligt at affyre en kraftigere sprængladning i disse kanoner. De var dermed velegnede til at affyre de tunge, nye jernkugler. Hvor det havde krævet kæmpemæssige bombarder at anrette skade på fæstningsværker med stenkuglerne, kunne man nu anrette samme eller endog større skade med mindre jernkugler – og dermed også langt mindre kanoner. De enorme bombarder, man i 1400-tallets første del havde anvendt ved belejringer, gled helt ud af brug i århundredets anden halvdel.12
Det var ligeledes af betydning, at kanoner omkring år 1500 fik en mere fast form. De støbte kanoner blev forsynet med omdrejningstapper ved deres tyngdepunkt, ligesom de fik delfinhåndtag på løbet, så de kunne hejses op i affutager med hjul. Kanonerne blev altså både mindre og mere mobile samtidig. Fra omkring 1540 fremstillede englænderne også med held relativt billige støbejernskanoner efter samme model som bronzekanonerne. Alt i alt havde hovedparten af de støbte forladekanoner fra begyndelsen af 1500-årene fået en form, som stort set ikke blev ændret før midten af 1800-tallet.13
FIG. 4.
Belejringskrig fra 1400-tallet. Forsvaret ligger i højden. Fra Vegetius’ De Re Militari Libri Quattor fra 1529. Bogens illustrationer viser primært militære innovationer fra samtiden. Det er formentlig stormstigens greb om brystværnet, der er det nye i denne tegning.
Det
