formidler sin betydning gennem direkte sansning af værket uafhængigt af kunstneren, og den erkendelse, som kunsten kan give anledning til, har en anden karakter end den, som er bundet til vores logiske tænkning. Kunsten og den æstetiske erfaring giver ingen forklaringer, begrundelser eller retningslinjer. Om dette siger en digter:
Jeg vil ikke afskrive digteriets mulighed for erkendelse, men jeg har ingen forestilling om den store sammenhæng. Derimod tror jeg på sansningens muligheder som fragmentarisk orientering i tilværelsens mærkelige sammensurium.
(Jørgen Gustava Brandt i interview til Weekendavisen 6.9.2001.)
“Sansningens mulighed som fragmentarisk orientering” er en måde at beskrive en æstetisk erfaring på. Og den bringer altså, ifølge Brandt, en slags orientering i tilværelsen. Det er en orientering, som er bundet til vores sanser og åbner mulighed for erkendelse. Som sådan er kunsten forskellig fra den almindelige ting, som nok sanses, men som ikke åbner for erkendelse, og forskellig fra filosofien og faglitteraturen, som nok tilbyder en erkendelse, men en entydig og logisk erkendelse uden direkte relation til vores sanser. Heroverfor er den æstetiske erkendelse i kunstværket flertydig og lader sig ikke gerne forklare.
K.E. Løgstrup15 var fortaler for, at kunstværket gennem sin sanselighed bringer os nær oplevelsen af verden. Han mente, at vores tilværelse oplyses eller afsløres af kunstværket (Løgstrup, 1983, side 67). Et andet sted siger Løgstrup:
Hvad der blot gik for sig helt ude ved randen af vores bevidsthed, hvad der blot var en anelse, det gør kunstneren til det centrale – og det viser sig at være det centrale. Vi bemærkede det knap nok, det gik os forbi, fordi vi ikke evnede at udtrykke det eller give det form.
(Løgstrup, 1961, side 8)
Kunstværket bringer altså noget i fokus, som er vigtigt for os. Det centrale. Det som Heidegger kalder “det værendes sandhed”. Det tilbyder os en betydning, som vi ikke kan finde andre steder end i kunsten. Og det gør det i en æstetisk form, der taler til vores sanser. Kunsten kan dermed ses som en måde, hvorpå vi kan fortolke16 vores væren i al dens kompleksitet uden at forråde den mangetydighed og åbenhed, der må til, hvis vi ikke skal fryse til is.
Et lille eksempel: Enhver teenager i dagens Danmark lytter til musik. Spørger du dem, om de derved kan fortolke deres væren, vil de nok glo måbende eller synes, at du er totalt latterlig. Men de vil sandsynligvis heller ikke kunne forklare fænomenet på anden måde. “Det lyder bare godt”. Grunden er, at kunstens værensfortolkning foregår helt uden om vores bevidste opmærksomhedsfelt. Musikken er som de andre kunstarter et formsprog, der taler direkte til os gennem høresansen og opleves meningsfuld. Lyt til de første strofer af Beethovens 5. symfoni; det er dramatisk og storladent. Men en udtømmende forklaring på værkets betydning er umulig at give begrebsligt. Det er, som om musikken udtrykker netop dette på den eneste måde, det kan udtrykkes på.
Derfor er det så svært at udlægge kunst uden at forråde dens komplekse betydning. Forsøgene på at forklare, hvad et værk betyder, vil amputere værket, fordi en stor del af merbetydningen går tabt. For dem, for hvem kunstværket åbner vigtige æstetiske erfaringer, kan det derfor opleves som et overgreb at “udlægge” værkets betydning begrebsligt – fordi det, som i kunstværket formidles åbent og flertydigt, vil lukke sig i forklaringens entydighed. Kun en poetisk tolkning, dvs. en “udlægning” i et andet kunstnerisk medie, vil kunne yde værket retfærdighed.
Kunstværket kan altså opfattes som en måde, hvorpå vores selvbevidsthed og væren i verden gives eller skabes som form i et kunstnerisk medium. Og vel at mærke en form, der kan opfattes umiddelbart af andre mennesker.
AT SKABE FORM
Det var især Løgstrup, der i sin afsøgning af kunsten og menneskelivet cirklede omkring vigtigheden af, at vi som mennesker giver os selv og vores verden form på mange planer; lige fra den måde vi går klædt og organiserer vores hverdag på til vores sprogbrug og vores arbejde og ikke mindst kunsten.
Begreber og metaforer kan i den sammenhæng ses som sproglige former, der giver vores tænkning struktur. Et begreb som “det ubevidste” er f.eks. en sådan sproglig form, som refererer til nogle erfaringer og knytter dem ind i en meningsfuld sammenhæng. Uden dette begreb var der ting, der ikke kunne tænkes på samme måde. Når et begreb giver god mening for os, siger vi, det er sandt. Og vi kommer alt for let til at se denne sandhed som noget absolut og evigt – indtil det forandres og nye former opstår.
Også vores adfærd giver vi form – som vores opførsel. Denne kræver af andre, at de forholder sig til os og dannes omvendt ud fra de andres forholden sig til vores opførsel. Det er således ved at forholde sig til andre og til verden, at vi får form og “kommer til os selv”. Løgstrup sætter på denne måde menneskets evne til at skabe form i centrum af selve det at blive til som menneske.
Løgstrup mente, at alt hvad mennesker oplever, vil artikuleres. Og kunsten er en måde, hvorpå vi kan artikulere os: “Jo tættere på det ubetvingelige, urørlige og utilgængelige erfaringerne er gjorte, desto mægtigere er digtet, maleriet og skulpturen …” (Løgstrup, 1961, side 8). Kunsten er derfor helt nødvendig for mennesker, især når vi kommer ud, hvor vi ikke kan bunde, hvad vi jo gør blandt andet i kriser og galskab. Skønheden, det æstetiske, det formede – bringer os verden nær på en måde, som det dagligdags trivielle ikke kan det. Og det, som skal formes, er det levende i livet, bl.a. lidelsen, opløftelsen og det næsten ubærlige:
Der er ting, som ikke tåler formløshed! Hvad der er mest liv i for et menneske tåler ikke banaliteten. Det ødelægges i det formløse udtryk … Det mest levende forlanger et behersket, et bundet, et indirekte udtryk.
(Løgstrup, 1956, side 29).
Kunsten bliver derfor en nødvendighed, når vi har at gøre med svære og smertefulde erfaringer.
Også symptomer og livsmønstre kan forstås som måder at give form til oplevelser på. Ud fra denne betragtning synes det indlysende, at effektiv psykoterapi må tilbyde andre muligheder for at skabe form og dermed mening i erfaringerne. Og dette gøres ingen steder mere direkte end i den kunstneriske stræben.
Poesiens, kunstens opgave er, ifølge Løgstrup, at give os verden, tingene, naturen og “den anden” tilbage. At binde udtrykket som form og derved opdage verden.
SKØNHEDSERFARING
Når kunsten lykkes, giver det anledning til, hvad Dorthe Jørgensen har benævnt skønhedserfaring. Man betages. På engelsk kaldes en sådan oplevelse “breathtaking” – den får os til at holde vejret eller trække det dybere. Vi kender det alle sammen: øjeblikke af ophøjet nærvær under en koncert eller på en bjergtinde. Vi siger også, at det skønne er bevægende. Logikken i udtrykket er, at vi faktisk mentalt kan flytte os, når vi oplever skønheden. Det behøver ikke være pænt for at gøre indtryk, være bevægende og betagende som et billede af Michael Kvium. Også grimhed kan i denne forstand være skøn. Skønhed handler altså ikke om pænhed, men om en merbetydning. “At erfare skønhed består grundlæggende i at erfare noget oversanseligt ved noget sanseligt” (Dorthe Jørgensen, 2008, side 61).
Skønheden hører ikke kun kunsten til. For vores længsel efter skønhed ligger som en ledetråd bag vores æstetiske orientering i verden. Når vi sætter lys frem på et bord eller opsøger en smuk solnedgang f.eks. Men kunsten kan i særlig grad være med til at åbne sanserne og etablere en æstetisk erfaring, blandt andet fordi der ikke er andre formål med den kunstneriske skaben.
