leg viser sig tydeligst, hvor legen bliver så struktureret og snæver, at det kreative element kommer til at spille en underordnet rolle som i sport og computerspil. Man kan derfor ikke lave den omvendte slutning: at leg er kunst. Men kunsten forudsætter en leg med materialerne.
Man kan sige, at kunst er en leg med materialer, der skaber (ny) mening. Evnen til at trække vores patienter ind i legen med materialerne er derfor afgørende for en vellykket kunstterapi. For psykiatriske patienter er det ikke sjældent et problem, at evnen til at lege er forsvundet eller mindsket og dermed også muligheden for at reorientere sig gennem en legende attitude. Den manglende leg fastlåser det indre univers. For mange af disse mennesker vil det at komme til at lege i sig selv opleves befriende – men de har brug for hjælp til at komme i gang. For andre, som er mindre syge, kan vanskeligheder med at lege også være et stort problem, som der må tages fat i før noget som helst andet.
Som kunstterapeuter må vi derfor kunne lege; opgive alle vores forkromede teorier og intentioner for en stund og få øje på mulighederne i situationen. Vi skal kunne grine og vende tingene på hovedet uden at miste alvoren, og vi skal kunne kaste os ind på legepladsen med vores patienter. Vi skal lege for at hjælpe dem til at lege. Når patienten tør slippe sine mere eller mindre realistiske forestillinger om, hvad hun skal, og overgive sig til legen, kan forandring finde sted.
I vores erindring om barndommens legeunivers har vi alle en indre model for legen: denne afsøgende, skabende attitude, etablering af det helt rigtige univers, optagetheden og nærværet – og den umættelige nysgerrighed sammen med den utrættelige energi uden noget bestemt formål ud over processen i sig selv. Det er bl.a. det, vi søger at etablere i det kunstterapeutiske værksted. For gennem legen har vi, med Nietzsches store ord, mulighed for at træde ud af hjemløshedens omstrejfen og finde et alternativ til fortvivlelse (citeret efter Steinsholt, 1999).
Dialektikken mellem kunst og terapi
I billedkunstterapi med de sygeste psykiatriske patienter har jeg haft en tilbagevendende oplevelse af, at terapien som sådan fortonede sig – patienterne hyggede sig med deres billeder uden synlig retning i en social, kognitiv eller følelsesmæssig udvikling. Det terapeutiske fokus, som blev formuleret forud for terapien, blev ofte helt glemt.
Som terapeut følte jeg en vis frustration, som var knyttet til ideen om terapi i traditionel forstand – at man formulerer nogle problemområder inden for det mentale felt, skitserer nogle måder, hvorpå situationen kan påvirkes, og derefter går i gang med at ændre tingenes tilstand på en nogenlunde systematisk måde.
Som kunstterapeut blev denne terapiforståelse udfordret af billedprocessens egen dynamik.
Jeg forsøgte sommetider at “genindføre” terapien, hvilket faldt ud med blandet held. Det var ikke så vanskeligt med ikke-psykotiske patienter. Her har patienterne som regel en terapeutisk “dagsorden”, som de på forskellig vis inddrager i deres kunstneriske arbejde.
Med skizofrene patienter har det været vanskeligere. For de fleste var det, som om terapien i traditionel forstand løb ud i sandet til fordel for et engagement i skabelsen af værkerne. Fordi den kunstneriske proces, som kunstterapien bygger på, fordrer en umiddelbarhed og en tillid, der åbner for, at man lader sig lede af inspirationen til der, hvor den bringer os hen, syntes det ikke altid muligt at fastholde et terapeutisk fokus uden at forråde kunsten.
Det har altid været vigtigt for mig, at denne kunstneriske åbenhed bliver vægtet højt, også selvom det sommetider betyder, at terapien bliver tabt af syne. Det kan derfor undre, at netop de skizofrene patienter, som glemte alt om deres terapi undervejs, er blandt dem, der gav udtryk for det største udbytte af kunstterapien.
Problemet med at fastholde terapien har givet anledning til refleksion over forholdet mellem terapien og den kunstneriske proces, hvilket har givet mig en bedre forståelse af udfordringerne og mulighederne i skabende kunstterapi. Mine refleksioner, som jeg vil præsentere i det følgende, tager udgangspunkt i et karakteristisk aspekt af den kunstneriske proces, som jeg, inspireret af maleren Per Kirkeby (Rasmussen, 1994), har valgt at benævne “sammenbruddet”.
SAMMENBRUDDET
Sammenbruddet betegner det forhold, at det færdige værk ofte bliver til på baggrund af et sammenbrud i den primære intention. Det er netop, fordi værket tilfører noget, man ikke på forhånd kunne udtænke, eller måske tager en helt uventet drejning undervejs, at det bliver et kunstværk. Dette sker ofte som et resultat af en leg med materialerne eller en lille tilfældighed, der fører værket i ny retning. F.eks. opdagede en patient, der blot legede med farverne, uventet en stor fugl i sit billede – en fugl, som han ikke havde planlagt at male. Dette førte billedet i en helt ny retning. Et andet eksempel er en patient, der udforskede vrede i billeder og til sin overraskelse fandt, at billedet udstrålede glæde. Det er her, der opstår en mulighed for at lave noget, man ikke på forhånd havde kunnet forestille sig. Der viser sig en åbning til at skabe eller opdage noget nyt og dermed gøre værket til egentlig ny-produktion frem for re-produktion.
Det betyder, at netop der, hvor det, som patienterne troede, de skulle male, bryder sammen, begynder billedet at leve – der opstår en dialog, der overrasker, irriterer og udfordrer. Det er dér, kunsterfaringen tvinger os ind i en nyorientering.
Sammenbruddet er beskrevet af flere kunstnere. Per Kirkeby siger f.eks. i et interview:
Når jeg begynder at male, har jeg altid nogle ideer og forestillinger, som jeg vil male. Men hver gang sker der altså det, at jeg mister kontrollen over billedet, og alle de gode ideer og gode motiver bryder sammen. I sammenbruddet afslører de så at sige deres skjulte natur. I virkeligheden er mine billeder en sum af sammenbrud, og derved bliver de en slags natur.
(Rasmussen, 1994, side 25)
Det, der bl.a. tabes undervejs, er det, Kirkeby også kalder den anekdotiske side af billedet. Altså malerens sprogligt bårne opfattelse af, hvad det er, han har gang i. Og når den “gamle” forståelse sættes ud af kraft, åbnes mulighed for nye former.
En anden af vores kendte malere, Arne Haugen Sørensen, udtrykker noget tilsvarende således:
Ikke sjældent står jeg med et ganske udmærket billede, og pludselig aner jeg et eller andet spændende, langt væk, inde bag ved. Et løfte. Som med et slag bliver mit før så solide billede til ingenting, og forvandler sig til en afgrund som jeg må springe over. Som et hul, uden anden betydning end det ukendte og spændende der måske er på den anden side. Det er en bittersød fornemmelse, for skønt det er frydefuldt at snuse nyt bytte op, er det også trist, for man må ofre det man allerede har mellem tænderne, for man kan ikke have begge dele.
(Sørensen, 1995)
Det, der bryder sammen, er ikke blot det sproglige, begreberne, ideerne, vores viden … men også den dagligdags følelse af sikkerhed, som sproget og vores begrebsverden er med til at sikre. Selvfølgeligheden brydes, når intentionen bryder sammen. Og sammenbruddet åbner til en ikkeviden, som kræver noget nyt af os, noget vi på ingen måde kunne planlægge fra starten – en nyorientering. Og netop derfor er ethvert kunstværk, der skabes, i bogstaveligste forstand noget nyt.
Det er formentligt i sammenbruddet, at en væsentlig del af kunstterapiens særlige terapeutiske potentiale bor, og samtidig er det her, kunstterapi adskiller sig radikalt fra andre former for terapi. Det forlener kunstterapien med et element af ustyrlighed, som samtidig betinger dens evne til at overskride patientens symptomer og give plads til ny udvikling. Dermed bryder kunstterapien med forestillingen om, at behandlingsmetaforen er mest velanbragt ved de sværeste sygdomstilfælde, og at udviklingsmetaforen
