kunsten har en særlig evne til at forårsage æstetiske erfaringer, fordi den befinder sig på siden af samfundet. Kunsten trækker os ud i et “rum”, hvor vi ikke tænker på formålet eller nytten med det vi oplever … og des større er chancen for, at den oplevelse, som værket vækker, omsætter sig i en æstetisk erfaring af et “mere” ved den verden som er vor.
(Dorthe Jørgensen, 2008, side 61)
Den æstetiske erfaring har desuden et kritisk potentiale, fordi det bringer os ud af vanetænkningen. Med Dorthe Jørgensens ord: “Når vi erfarer dette mere – denne transcendens – erkender vi også at alt ikke behøver at være som det er”.
Kunsten kan altså etablere en skønhedserfaring, der sætter vores vanlige tanker i et andet perspektiv og åbner for en udvidet tænkning. Og det er en lystfyldt proces:
Skønheden er glædesbringende, fordi den virker meningsstiftende, og dens stiftelse af mening er kendetegnet ved ikke at lukke, men derimod at åbne horisonten. Den stifter mening takket være den følelse af nærvær, der kendetegner en erfaring, i hvilken man ikke er sig selv (dvs. det målrettede subjekt, man i almindelighed forstår sig selv som), men derimod ude ved genstanden. Og hvor genstanden også træder ud af sig selv (dvs. det objekt, den af subjektet i almindelighed bliver opfattet som) for i stedet at fremstå som det, den er, nemlig noget i sig selv. Når dette sker lader skønheden os fornemme den for os og genstandenes fælles væren, ved hvilken verden hænger sammen, og denne følelse af sammenhæng virker meningsfuld … Den erfaring af mening, som skønhedserfaringen udgør, vækker det afgrundsdybe spørgsmål om, hvad mening overhovedet er, samtidig med at den sætter al verdens meningsløshed i et kritisk perspektiv.
(Dorthe Jørgensen, 2006, side 58-59)
Vi kan ikke aflæse skønhedserfaringer direkte. Det ligger i deres natur at være tavse, måske ledsaget af et suk. Det kan være oplevelsen af, at noget falder på plads, giver mening (sandhed) eller opleves rigtigt. Det kan gøre det vanskeligt at inddrage sådan noget som skønhedserfaringer i empirisk forskning. Der er da også meget lidt forskning i skønhedserfaringers betydning for psykopatologi og psykoterapi. Hagman adresserer direkte skønhed til liv og død som konklusion på en psykoanalytisk undersøgelse af skønhedsbegrebet: “For a people not to value beauty would mean that they cannot hope and cannot assert life over the inevitable and ubiquitous forces of entropy and death” (Hagman, 2002, side 661).
Erfaringer af skønhed gør os kropsligt og mentalt nærværende og lukker op til følelser, hvad enten det er glæden over at være til eller smerten over det mistede. Blandt andet derfor kan kunsten rumme det grusomme og smertelige på en måde, så vi ikke trækker os væk fra verden og gør os ufølsomme, men netop vedbliver at være levende. Som en patient udtrykte det på et evalueringsskema: Kunstterapien skaber levende mennesker.
DIALOGEN MED VÆRKET
Når vi har formgivet noget, får vi mulighed for at træde et skridt tilbage og betragte eller lytte til værket. Mellem os og det formede opstår en adskillelse, som muliggør en dialog, en udveksling. Shaun McNiff er en af de kunstterapeuter, som lægger stor vægt på dialogen.
Dialogue is the method par excellence in its flexibility and its ability to promote interaction among different figures and points of view [ … ] The painting might have something to say to me, and so I take the role of listener rather than explainer.17
(McNiff, 1992, side 105)
Dialogen bygger på, at det, som måske før blot var en vag fornemmelse, nu er derude i verden og har en sanselig form, som kan gøre noget ved os (hvad jeg senere i denne bog benævner objektiveringer). Det, vi har skabt, virker tilbage på skaberen: Måske bliver vi triste af det lyse billede, eller måske vækker det et raseri, som kan blive baggrund for en ny form, når vi kaster en mørk klat maling på det lyse billede. I denne fortløbende dialog mellem kunstneren og hans materiale opstår værket.
Vi siger, at et kunstværk “taler til os”, men det er meget forskelligt, hvad vi “hører”. Et billede kan pludselig bringe tårerne frem, mens alle de andre billeder på udstillingen forbliver tavse. For nogle er malerkunst nærmest meningsløs, mens teatrets magi eller bluesmusikkens klagesange opleves som stærke og meningsfulde udtryk. Når der arbejdes gennem noget tid med en kunstdisciplin, vil den for de fleste begynde at “åbne sig” eller “tale til os”. Det samme gælder det enkelte værk – når vi sidder med det tilstrækkeligt længe, vil det efterhånden begynde at “tale”.
I psykoterapi med mennesker, som har vanskeligheder ved at omgås andre eller som bliver angst ved nærvær f.eks. på grund af skizofreni, giver dialogen med værket en “aflastning” af samværet og en konkret forankring, som nedbringer angsten og letter dialogen med terapeuten.
Det er udvekslingen, dialogen med værket og med andre mennesker, der former, bevæger og forandrer os. Kunstterapiens styrke er blandt andet, at dialogen ikke begrænser sig til en sproglig udveksling med terapeuten, men kan ske gennem alle sanser med de værker, vi selv og andre skaber.
LEG OG KUNST
Kunst og leg er ikke det samme, men leg er et vigtigt aspekt i kunstnerisk udfoldelse. Samtidig er evnen til at lege nysgerrigt og eksperimenterende vigtig, hvis man ønsker at bryde vante mønstre, hvilket jo ofte er målet med en terapi. Derfor er leg også vigtig i den skabende kunstterapi.
Børn leger bl.a. for at finde ud af, hvem de selv er, og hvad verden er – to ting som ikke kan adskilles. De afprøver muligheder, deres egne og tingenes, helt uden andet formål end legen i sig selv. Og børnene går op i det med liv og sjæl. Tænk på en flok 10-årige, som sendes ud en snevejrsdag og kommer hjem fire timer senere, sultne, våde og udmattede. For de legede bare så godt. De opildner hinanden ved at udveksle ideer til, hvordan legen skal fortsætte, og inddrager hinanden for at gøre legen bedst mulig: “Skal vi sige, at jeg er kaptajnen – så er I søuhyrer”. Fortællinger, genrer og ideer tumler kaotisk frem i legen, der efterhånden skaber sit eget meningsunivers, som børnene kan blive til som individer i forhold til.
De lærer sociale kompetencer, vil nogle hævde. Men legen er mere end det. Den er netop legende, og hvis man skal tale om læring, ligger det på et langt mere fundamentalt plan end f.eks. at øve sig i at takle konflikter. Man kan måske sige, at børnene i deres leg lærer at være de mennesker, de er. Og parallellen til kunstterapien ligger ligefor: Gennem legen med materialerne og hinanden kan patienterne lære at være de mennesker, som de er. Forhandlingen og “de sociale kompetencer” er nødvendige for, at selve legen kan udfolde sig med flere aktører. Men det er ikke det primære. Det er legen selv. Læringen er således et biprodukt af legen.
Gadamer er en af de filosoffer, der har beskæftiget sig med legen (Gadamer, 2004, side 101-130). Han ser legen som en selvfremstilling, som skaber en speciel lethed og aflastning gennem denne fremstilling. Men legen behøver ingen tilskuere, og her adskiller den sig fra kunsten. Leg og kunst er imidlertid tæt sammenknyttet ifølge Gadamer. Legen fuldbyrdes i kunst gennem sin forvandling til form. Og gennem denne fuldbyrdelse adskilles legen fra den legende. På den måde kan legen være et middel til at overskride de skavanker, der ligger nedfældet i den æstetiske idealisering af kunsten (Steinsholt, 1999, side 143).
Det engelske ord “play” henviser både til musik, teater og leg. Og legen med roller, med musikinstrumenter, med kroppen og farverne glider umærkeligt over i teater, musik, dans og billedkunst. Nogle vil måske synes, at kunst er mere alvorlig end leg, men jeg er ikke enig. Se børn (eller voksne) lege med en alvor, som gjaldt det selve livet, og se et par musikere improvisere
