Skabende kunstterapi. Aarhus University Press

      Sammenbruddet i den terapeutiske og den kunstneriske intention er altså tæt sammenknyttet. Det er bl.a. åbenhed over for dette sammenbrud, der kunstnerisk bringer noget nyt, og som giver de skabende kunstterapier deres særlige udfordring og terapeutiske potentiale. Det har betydning for kunstterapeutens rolle. For det gør det umuligt at give præcise retningslinjer for terapien. Man kan ikke manualisere en kunstnerisk proces. Terapeuten skal føle sig tryg med sine materialer, rammerne og sine terapeutiske kompetencer, for at kunne holde usikkerheden i den kunstneriske skaben og i den terapeutiske proces åben. En usikker terapeuts forsøg på at overvinde sin usikkerhed med kontrollerende interventioner eller teoretiske konstruktioner kan let komme til at bremse den kunstneriske såvel som den terapeutiske proces.

      Kunstterapeuten må altså have en dybtgående forståelse og respekt for den kunstneriske proces’ ustyrlighed for at kunne sikre de rammer, hvori den kan udfolde sig. Det vil vise sig i detaljen. Er en patient gået i stå med et billede, er der f.eks. stor forskel på at spørge: “Hvad synes du?” eller at spørge “Hvad synes billedet?”. Hvor første spørgsmål lægger ansvaret hos patienten/maleren og vender fokus indad, leder det andet spørgsmål i højere grad til, at patienten åbner en æstetisk sensibilitet til gavn for en kunstnerisk dialog.