vælger at gå ind og lade mig forandrende forbløffe med, og potentialet for, at jeg kan se og overveje usete aspekter. I casen har mit blik være realiseret som en udfoldelse af paradokset mellem en honorering af uddannelsessystemets rammesatte læringsmuligheder og elevernes strategier til at præsentere sig selv. Det viser selvpræsentation som mere end et æstetisk eksperiment. Det er det senmoderne individs selvregulering og performativitet, der er udviklet for at kunne håndtere mange og forskelligartede krav, høj grad af vilkårlighed og skiftende kontekster. Imidlertid ser jeg også dette fra en position, hvilket betyder, at jeg ikke kan se, hvorfra jeg selv ser. Jeg kan i den forbindelse alene udfolde denne blindhed ved at beskrive, hvordan jeg er kommet frem til det, som jeg ser, og lægge konditionerne for mit blik frem. I nærværende tilfælde har jeg hæftet mig ved det, jeg ser, som et paradoks mellem selvpræsentationen, der udspiller sig i det fysiske rum, og det virtuelle rum. Det betyder, at jeg også udfolder mine egne forestillinger om kultur og derved må tage stilling til, hvorvidt jeg fx opfatter en anden dresscode som udtryk for en anden kultur eller som multikultur. Men det giver mig også muligheder for at tage stilling til, hvad strategien har givet.
I casen har denne tilgang og brug af strategi skabt en kontekst til at se uddannelsessystemets blindhed for læringspotentialer, der ligger lige for og udfolder sig som multikultur. Dette er ikke kun i forhold til etnicitet, men også i forhold til vores egen opfattelse af os selv og af den anden. I et videre perspektiv kan dette ses i forhold til spørgsmål som danskhed, demokrati og diversitet. Det udfordrer forestillinger om, hvordan identitet skabes, eller om identitet overhovedet kan ses som en kerne, der udvikles. Om ikke det senmoderne liv udfolder, at identitet snarere er en række roller, positioner eller avatarer, der performes i forskellige situerede kontekster?
Med pædagogisk antropologi som polypositionel forskningstilgang, der søger at udfolde paradokset mellem kategorier om det, vi gerne vil have skal ske (forandringsintenderingen), og kategorier om det, vi ikke kan forudse (det hypotetisk mulige), er visuel kultur som refleksionsstrategi en vej at gå i undersøgelsen af multikultur. Her bliver det muligt at spørge til forskelle mellem et monokulturelt uddannelsessystem og multikulturelle temaer. En anden vej, den pædagogisk antropologiske forskningstilgang kan gå, er at vælge en multikulturel position som strategi til at spørge til visuelle kulturer.
Det fælles og det forskellige
I indledningen startede jeg med at spørge, hvad vi er fælles om at være forskellige i. Mit svar bliver, at det fælles er muligheden for at udfolde paradokset om forandrende forbløffelser uden at ophæve forskelligheden. Forskellige fagligheder kan ikke suspenderes, men de kan gradvis forandre sig, fordi der hele tiden vil komme nye bidrag til udfoldelsen af forandrende forbløffelser, hver gang man går ud og ser på sin omverden. Men de kan også blive frugtbare eksemplificeringer af en forskningstilgang i det øjeblik, de ekspliciteres som strategier, der vælger ud fra nogle kriterier og derved fravælger andre.
I denne tekst har jeg anvendt Wulfs og Zirfas plurale afsæt til at diskutere, hvad pædagogisk antropologi er. Jeg har forsøgt at gå et skridt videre ved at foreslå en medtænkning af konditionerne for det plurale afsæt og har her hentet hjælp i en systemteoretisk systematik for at fokusere på, hvordan pædagogisk antropologi kan noget. Som tilgang har pædagogisk antropologi et potentiale i at fastholde det polypositionelle og derved opretholde mulighederne for til stadighed at stille sig til rådighed for forandrende forbløffelser. Dette gælder i såvel forskning som uddannelse. Derved bliver der mulighed for at udvikle og udfolde strategier, der aldrig fastholdes i deres egen logik og derved bliver blinde for forandringer, men netop refleksivt lægger deres forudsætninger frem. Den åbne situation fordrer imidlertid, at tilgangens eksemplificeringer er stringente i konditioneringen af de strategier, der anvendes. De forskellige fagligheder må til stadighed arbejde på at reformulere sig på en måde, hvor de rammesætter deres positioner, men med reference til hinanden.
Litteratur
Buhl, Mie (2002). Paradoksal billedpædagogik. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.
Buhl, Mie (2003a). Hvem skal jeg nu være… Unge pædagoger 7/8.
Buhl, Mie, Flensborg, Ingelise & Helene Illeris (2003). Visuel kultur som ny pædagogisk faglighed. Unge pædagoger 7/8.
Buhl, Mie og Hemmingsen, Karen (2004). Unges fritidsrelaterede æstetiske medieressourcer i en pædagogisk kontekst. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag
Buhl, Mie (2004). Visual Culture as a Strategy of Reflection in Education. I: Nordisk Pedagogik 4.
Hastrup, Kirsten (1992). Det antropologiske projekt. Om forbløffelse. København: Gyldendal.
Luhmann, N. (1993). Die Evolution des Kunstsystems. I: Kunstforum 124.
Luhmann, Niklas (1995). Die Kunst der Gesellschaft. Frankfurt am Main: Suhrkamp. Taschenbuch
Luhmann, Niklas (2000). Sociale Systemer. København: Hans Reitzels Forlag.
Rogoff, I. (1999). Studying Visual Culture. I: Mirzoeff, Nicholas (red.), Visual Culture Reader. London: Routledge.
Uher, Johanna (Herg.) (1995). Pädagogische Anthropologie und Evolution. Erlangen.
Wulf, Christoph & Zirfas, Jörg (red.) (1994). Theorien und Konzepte der pädagogischen Anthropologie, Donauwörth: Verlag Ludwig Auer Donauwörth.
Wulf, Christoph (Herg.) (1994). Einführung in die pädagogische Anthropologie, Weinheim: Beltz Grüne Reihe.
1 Artiklen bygger på et oplæg til et forskningsmøde i Institut for Pædagogisk Antropologi april 2002.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
