vil den pædagogiske videnskab kunne iagttage antropologien. Et eksempel på en forskningsinteresse kunne være: ”Hvordan udfolder opdragelsessigtet sig i møder mellem mennesker?” Den pædagogiske teoretiker er interesseret i, hvordan forandringsintenderende kommunikation udfolder sig.2 Med en forståelse af antropologi som en videnskabsdisciplin, vil den pædagogiske videnskab iagttage den antropologiske videnskab. Her kunne et eksempel på en forskningsinteresse være: ”Hvordan artikuleres opdragelsessigtet i antropologiens teorier?” Den pædagogiske teoretiker vil være interesseret i, hvordan antropologien teoretisk ekspliciterer de interaktioner, der foregår med sigte på forandring, fx med hjælp fra forskellige ansatser.
Disse fire forskellige betoninger repræsenterer, hvordan forskellige ’filtre’ kan anlægges konkret i relation til pædagogisk antropologisk forskning. Dette gælder i forhold til konkrete forskningsprojekter, men også i forhold til hvordan det pædagogisk antropologiske fags aktører bidrager i drøftelser af instituttets forskningsprofil og indhold. I praksis vil dette få indflydelse på hvilken uddannelsesprofil, der anlægges, hvilket indhold og hvilken litteratur, der vælges, hvilke traditioner man vender sig imod, hvorfra man henter inspiration osv. Som eksempel kan min position, der er inspireret af systemteori, bidrage til at forstå henholdsvis pædagogik og antropologi som videnskaber på følgende måde:
Pædagogik ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer viden om den normative rammesætning af undervisning og læring, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem pædagogisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.Pædagogikkens selvbeskrivelse bygger for tiden på rationalitet (jf. den kritisk-hermeneutiske tradition), men forandrer sig i det senmoderne i retning af refleksivitet.
Ligeledes kan min position bidrage til at forstå antropologi som videnskab på følgende måde:
Antropologi ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer oplevelser af møder mellem mennesker forstået som muligheder, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem antropologisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.
Antropologiens selvbeskrivelse bygger for tiden på solidaritet (jf. Hastrup 1992).
De to videnskaber repræsenterer modsatrettede positioner: at udforske den intenderende forandrings implikationer – både institutionaliseret og ikke institutionaliseret – og at udforske det tilgængelige som udtryk for det hypotetiske – forstået som det utilgængelige og ubeviselige grundvilkår for mennesket. Den ene position interesserer sig for, hvordan det er muligt at forandre mennesker på en måde, der gør potentialer synlige, den anden interesserer sig for, hvordan det er muligt at satse på at acceptere, at potentialer er usynlige.
Pædagogisk antropologi som refleksiv iagttagelsesstrategi
Forskelligheder i de pædagogiske og antropologiske positioner er uundgåelige, men i stedet for at gøre dem til konkurrerende positioner, kan de ses som udtryk for vilkåret for en forskningstilgang i det senmoderne, der er præget dels af polypositionelle fagforståelser, dels af polypositionelle videnskabstraditioner. Der er en mulighed for at vælge en femte position: I stedet for at opdyrke en modsatrettethed mellem pædagogik og antropologi foreslår jeg, at pædagogisk antropologi ses som konstruktionen af en forskningstilgang, som er karakteriseret ved at være polypositionel, og som artikulerer sig som et særligt blik. Dette blik formulerer et paradoks, der definerer sig i udfoldelsen af sine forforståelser gennem forandrende forbløffelser, og som i udfoldelsen af sine forforståelser eksemplificerer sig. Her kan forskningsinteressen eksemplificeres med: ”Hvordan er kriterierne for…”. Den pædagogiske antropolog interesserer sig for at udfolde paradokset af de forandrende forbløffelser. Hermed flyttes fokus til refleksivt at iagttage, hvordan positionerne for de spørgsmål, der stilles, er kommet i stand, hvordan selvfølgelighederne opstår, og hvordan selvmodsigelserne er mulige. Dette kan behandles med de forskellige fagligheder, der bringes med ind i instituttet og vigtigere endnu bringes ind som blik på verden. På den måde kan faglighederne blive produktive, hvis de ekspliciteres og udfoldes strategisk. Jeg foreslår derfor følgende definition af pædagogisk antropologi:
Pædagogisk antropologi ses som begrebssætning for en forskningstilgang, der er karakteriseret ved polycentriske iagttagelsespositioner, og som producerer viden gennem refleksiv udfoldelse af paradokset mellem det forandringsintenderende og det hypotetisk mulige.
Eller i en anden udgave, der forsøger at oversætte den systemteoretiske terminologi til noget lettere forståeligt:
Forandrende forbløffelser ses som begrebssætning for en tilgang til verden, der er karakteriseret ved flere betragtningssteder, og som producerer viden ved at medtænke mulig anderledeshed i den uløselige problemstilling mellem det at have noget bestemt for med nogen andre og at anerkende mulighederne i det ubestemte.
Visuel kultur som eksemplificering af pædagogisk antropologi
Som fagområde er visuel kultur et eksempel på, hvordan pædagogisk antropologi udfolder det forandringsintenderende og det hypotetisk mulige. Herigennem bliver visuel kultur en refleksionsstrategi, der søger at stille nye spørgsmål til visuelle fænomener og dermed udfordrer selvfølgeligheder og eksponerer modsætninger. Refleksionsstrategien ses ikke alene som en forskningsmulighed, men også som en uddannelsesmulighed. Det følgende eksemplificerer denne strategi anvendt på en konkret case. Casen er et eksempel på, hvordan jeg har anvendt visuel kultur som refleksionsstrategi, og hvor strategien udfolder et paradoks, der udspiller sig visuelt i en uddannelsessituation i det danske skolesystem. Visuel kultur anvendes som strategisk tilgang i undersøgelsen af multikultur og eksponerer nogle potentialer, der kunne, men ikke kommer i spil. I casen eksponeres modsigelserne mellem, hvad lærere tror, de underviser i, hvordan undervisningen repræsenterer målsætningerne i uddannelsesaktiviteter, og hvordan eleverne på en gang honorerer disse krav og samtidig udtrykker noget andet i deres fysiske fremtræden. Min pointe er, at den modsætning altid har eksisteret, men den artikulerer sig visuelt i kontekster, der viser etnisk mangfoldighed. Casen er fra et projekt, der omhandler æstetisk produktion af en animeret billedhistorie på computer, og hvor forskningen søger svar på, hvordan unges fritidsrelaterede æstetiske medieressourcer udfolder sig i en pædagogisk kontekst (Buhl og Hemmingsen 2004). I pågældende projekt gennemførte jeg en række observationer af selve produktionsprocessen af nogle animerede billedhistorier, ligesom jeg efterfølgende havde de færdige billedhistorier til rådighed. Observationerne var rammesat af den faglighed, som uddannelsessystemet foreskriver. Det vil i dette tilfælde sige, at det som klassens elever foretog sig af formuleret relevans for mit forskningsprojekt, var det billedarbejde, der foregik i fremstillingen af en animeret billedhistorie på en computerskærm forstået som æstetisk produktion. I en systemteoretisk forståelse kan man sige, at jeg interesserede mig for billeduddannelseskommunikationen, og det var i nævnte tilfælde meget konkret afgrænset til at udspille sig på computeren. Klassen skulle lave en æstetisk produktion med deres fortolkning af en dansk novelle, der handler om kærlighed. I casen er situationen den, at de to piger, jeg observerer, er af anden etnisk baggrund end dansk. De fremstiller en billedhistorie, hvor de på computeren tegner figurer, der er hvide, vestlige og moderigtige unge. Disse unge gennemlever en kærlighedshistorie og ender med at få hinanden til sidst. Samtidig med at denne æstetiske produktion udspiller sig på skærmen, udspiller der sig en anden uden for skærmen. Her sidder den ene af pigerne i cowboybukser og en bluse, den anden pige er klædt i lange skørter og tørklæde. Den sidstnævnte pige fremstiller således en helt anden selvpræsentation end den, hun fremstiller på skærmen. Pigen i skørter og tørklæde udtrykker én form for kultur på skærmen og en anden med sin krop. Det rejser nogle spørgsmål til, hvad der udspiller sig, og hvordan det kan reflekteres:
Er
