Hvad er vi fælles om at være forskellige i?
Inden for forskning er der en stigende tendens til, at traditionelle fagdiscipliner indgår i kombinationer under nye tværfaglige overskrifter. Derfor mødes og brydes faglige positioner i drøftelser om, hvad genstandsfelterne er for forskning og uddannelse, samt hvilken videnskabsteoretisk kontekst dette reflekteres i. Det vanskelige ved denne ’øvelse’ er, at enhver i drøftelserne altid som Goethe ville sige: hører, hvad man forstår. Set i et videnskabsteoretisk perspektiv er realiseringen af nye tværfaglige kombinationer vanskelig, fordi drøftelsernes aktører hver især bidrager med bestemte forståelser af forskningens genstandsfelt, deres egen forskningsposition og relationen mellem disse. En relation, som de både er bevidste om, men også er blinde for implikationerne af. Bevidste, fordi de formulerer bestemte begrundede valg, blinde, fordi de i valget ikke ser, hvordan forudsætningerne kommer i stand for valget. Når det drøftes, hvilket syn man har på videnskab, er der flere faktorer, der spiller ind: dels den tradition, der knytter sig til den disciplin, man fagligt er opdraget i, dels de bevægelser og orienteringer, der hele tiden er i spil mellem de kolleger, der samarbejder, dels den position man selv indtager og bidrager ud fra. Disse forskelligheder bliver særligt tydelige, når der søges etableret en fælles profil. Spørgsmålet er, om man skal fokusere på det fælles eller på forskellene. I denne tekst konkretiseres problematikken i forhold til konstruktionen af et af de nye institutter ved oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i år 2000: pædagogisk antropologi.
Med konstruktionen af pædagogisk antropologi er der etableret et institut på DPU, der ikke som udgangspunkt kan definere sin selvforståelse med fælles reference til en faglig tradition. Instituttet er en komponent i et idékompleks og er ikke gradvist vokset frem af et defineret behov for at løse opgaver i samfundet. Realiseringen af det nye institut giver mulighed for at belyse, hvilken betydning forskellige positioner har for forståelsen af, hvad pædagogisk antropologi er og kan. Det er min tese, at pædagogisk antropologi som videnskab definerer sig i udfoldelsen af sine forforståelser, gennem det jeg betegner som forandrende forbløffelser, og i udfoldelsen af sine forforståelser eksemplificerer sig. Jeg vil argumentere for en forståelse af pædagogisk antropologi som en mulighed for at etablere en flerpositionel forskningstilgang, hvor fagligheder udfolder og forandrer sig. Formålet er at tage udfordringen op om at bidrage til udvikling af et forskningsblik i det senmoderne samfund, der dels udfolder sit genstandsfelt, dels sin egen forskningsposition. Fremstillingen rummer derfor en drøftelse af de videnskabsteoretiske implikationer af pædagogisk antropologi med henblik på at sandsynliggøre en flerpositionel forståelse samt en eksemplificering af pædagogisk antropologi med fagområdet visuel kultur.
For at kunne beskrive en videnskab, der er karakteriseret ved forskellige traditioner og positioner, som jeg mener er med til at spore drøftelser om pædagogisk antropologi og inden for pædagogisk antropologi i forskellige retninger, har jeg valgt at foretage nogle systemteoretiske markeringer. Disse markeringer skal belyse, hvordan forskellige konceptioner – dvs. begrebskomplekser om genstandsfelt og forskningsposition – er kommet i stand. Det er min opfattelse, at i forhold til alle områder er det af betydning for enhver teoretisk diskussion, at man redegør for sin konception. Det er en måde at imødekomme forskelle på og gøre forskellene produktive i udforskningen af verden. Imidlertid er det af særlig betydning for nye tværfaglige konstruktioner som fx pædagogisk antropologi, fordi der her tilsyneladende arbejdes med så mange ubekendte, at det gøres endnu mere tvingende nødvendigt at være præcis om, hvorfra man ser, hvad man ser, og hvordan man konstruerer sit blik. Der foreligger ikke i Danmark en tradition, der kan elaboreres på.
Min teoretiske ramme for drøftelsen af pædagogisk antropologi er inspireret af den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori. Herved får jeg dels mulighed for at elaborere på en forståelse af pædagogisk antropologi, sådan som den kommer til udtryk inden for dele af den aktuelle tyske forskning, dels mulighed for at analysere fire forskellige positioner og deres betydning for, hvad der lægges vægt på i drøftelser om pædagogisk antropologi som videnskab med aktualitet i en dansk kontekst. I forlængelse af de fire positioner vil jeg foreslå en femte position. Den femte position ser jeg som en mulighed for at tydeliggøre mulighederne i pædagogisk antropologi som refleksiv og transdisciplinær forskningstilgang. Det refleksive repræsenteres i forskningstilgangens medtænkning af mulig anderledeshed, det transdisciplinære repræsenteres i overskridelsen af kendte distinktioner mellem fagligheder. Denne forskningstilgang muliggør udviklingen af forskellige strategier. Visuel kultur som pædagogisk fagområde eksemplificerer dette.
Nedslag i den pædagogisk antropologiske videnskabshistorie
Selvom konstruktionen af pædagogisk antropologi er ny i Danmark, i hvert fald som profil for et institut, er den kendt og anvendt som videnskab uden for Danmark. Den pædagogiske antropologi som betegnelse for en videnskab har eksisteret i Tyskland i en årrække. Her har arbejdet med at definere pædagogisk antropologi stået på siden 1950’erne. Et eksempel på hvilke diskussioner, der foregår vedrørende pædagogisk antropologi, kan findes i antologien Theorien und Konzepte die pädagogische Anthropologie (1994). I indledningskapitlet Rückblick und Aussicht giver Christoph Wulf og Jörg Zirfa et rids af den pædagogiske antropologis udspring og bevægelser. Selvom der indledningsvis laves spor tilbage til Platon, er synspunktet, at en egentlig pædagogisk antropologisk videnskab kan identificeres fra 1950’erne og frem. Der fremstilles et systematiseringsforsøg over forskellige ansatser til, hvilken menneskeopfattelse der ligger til grund for denne videnskab. Forfatterne påpeger, det er vigtigt at anskue pædagogisk antropologi som plural og i sin historicitet. Det plurale vil sige, at den som konception ikke refererer til et bestemt sæt af discipliner som filosofi, fænomenologi og integrative ansatser, dvs. elementer i eksisterende pædagogiske teorier. Wulf og Zirfa indskriver sig i en kreds af teoretikere, der betragter pædagogisk antropologi som et pluralistisk tankemønster, hvor forskellige discipliner kan bidrage til fx etnologi, æstetik og systemteori (1994:11). Historiciteten dækker over, at de teorier, der trækkes på, må ses i deres historiske kontekst for tilblivelse og dermed de forståelseskategorier, det giver anledning til. Systematiseringsforsøget repræsenterer forskellige videnskabspositioner, som kendes fra den øvrige pædagogiske forskning:
1 Den integrale ansats. I denne begribes mennesket som et ’opdragbart’ og opdragelseshungrende væsen.
2 Den filosofiske ansats. I denne begribes mennesket med reference til Nietzsche som helheden af et åbent spørgsmål.
3 Den fænomenologiske ansats. I denne begribes mennesket i distinktionen mellem voksen, barn, lærer, elev, far, mor osv.
4 Den dialektisk-refleksive ansats. I denne begribes mennesket som et politisk væsen, der realiseres gennem social og individuel virksomhed.
5 Den implicitte ansats: I denne begribes mennesket som det, der kommer til syne i forestillingen om et menneske.
6 Den texturale ansats: I denne begribes mennesket som poetisk tekst.
7 Den plurale-historiske ansats. I denne begribes mennesket i en modus af pluralitet, refleksivitet og dobbelt historicitet (Wulf & Zirfas, 1994:20).
Wulf & Zirfas bekender sig til den plurale-historiske ansats, der markerer, at den ikke er en enhedsposition, men en tænkeansats, der stiller spørgsmål til bearbejdning af grænser og selvmodsigelser i den pædagogisk-antropologiske videns historiske kontekst (Wulf & Zirfas, 1994:20).
Som det fremgår, er de respektive ansatser afgørende for hvilken position, der bringes med ind i diskussionen af, hvordan pædagogisk antropologi kan forstås. Wulf og Zirfas lægger som alle andre også selv en forforståelse ind i den gennemgang, der bringer dem frem til den ovenfor stående beskrivelse.
