kommet til vejs ende. På titelniveau spejles denne depressive udvejsløshed i en række værker, f.eks. gennem Spenglers Vesterlandets undergang, Musils Manden uden egenskaber og Zweigs Verden af i går.
Inden for den borgerlige kultur var der to iøjnefaldende reaktionsformer imod disse forfalds- eller opbrugthedserfaringer og -stemninger. Den ene kom til udtryk i form af en tilflugt til kunsten, hvor kunsten fik tillagt status af at være religionserstatning i betydningen at være meningsgivende – den eneste meningsgivende instans. Hele Wagner-kulten kan stå som sindbillede på fænomenet. Mens andre traditionelle meningsgivende instanser, som religion, moral og tradition, var udtørrede og udtømte, stod kunsten tilbage som et refugialt meningsgivende område, reservoir eller ressource. Det var den ene borgerligt interne reaktionsform.
Den anden var karakteristisk ved et forsøg på religiøs revitalisering. Her gik bestræbelsen ud på igen at give kulturen mening og kraft – eller bare at skabe et fristed for personlig overlevelse – via en intensiveret religiøs genfornyelse. Bestræbelsen var ikke entydig og slet ikke i forhold til de religiøse kilder eller inspirationsbaser, der var i spil. Der var en spændvidde fra optagethed af morgenlandets religiøsitet og mystik, som vi ser det hos Schopenhauer og andre, til radikaliseret kristendom, som det kommer til udtryk hos Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj. Og som vi ser det i den store interessebølge for disse sidste tres tanker et stykke inde i starten af det tyvende århundrede. De fleste af Wittgensteins overvejelser over etik og religion er i familie med og vel sikkert også næret af denne radikaliserede kristne impuls, om end der også indgår Schopenhauer-inspiration: Ikke så meget Schopenhauers flirten med østlig mystik, som hans egen filosofi.
Kort sagt: Wittgenstein delte opfattelsen af, at den borgerlige kultur var udbrændt, hvad han både konstaterede og til tider beklagede. I et udkast til et forord til, hvad der efter hans død blev udgivet som Philosophische Bemerkungen, skriver han i 1930:
Denne bog er skrevet for den, der er venligt stemt den ånd, den er skrevet i. Jeg tror, at denne ånd er en anden end den, der præger den europæiske og amerikanske civilisations store strøm. Forfatteren står fremmed over for og finder denne civilisations ånd – hvis udtryk er vor tids industri, arkitektur, musik, fascisme og socialisme – usympatisk. (KV, 20).
Nitten år efter lyder det i en optegnelse:
Min egen tænkning over kunst og værdier er langt mere desillusioneret, end det ville have været muligt for mennesker for 100 år siden. Og alligevel betyder det ikke, at den af den grund er mere rigtig. Det betyder blot, at der i forgrunden af min ånd er former for undergang, der ikke var i forgrunden hos disse. (KV, 90).
Hvor denne kultur fortsatte som rent søvngængeri, fandt Wittgenstein den kunstig, inautentisk og hyklerisk. Men han var også på det personlige plan – aldrig programmatisk – tiltrukket af tanken om, at en radikaliseret kristendom kunne betyde en art genfornyelse, for hans vedkommende som nævnt ikke i bred kulturel- og samfundsmæssig forstand, men derimod som et eksistentielt ståsted.
Tids- og generationstypisk for denne reaktionstendens inden for den borgerlige selvoppositionskultur var således hans optagethed at Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj, men også hans læsning af Bibelen, især Det Nye Testamente, og Augustins Bekendelser. Wittgenstein går ikke ind i diskussionen mellem katolicisme og protestantisme, men det forekommer mig klart, at hele hans optagethed af kristendommen er farvet af protestantismens tilgang. (I parentes bemærket: noget lignende finder vi hos Heidegger). I modsætning til, hvad der også var generationstypisk og til dels endda inden for religionsfornyerne, sporer man hos Wittgenstein ingen interesse for Nietzsche. (Og det er i hvert fald en iøjnefaldende forskel til Heidegger).
Religiøs sprogbrug og religiøs erfaring
De tekster, som kan have overskriften »Wittgenstein og religion«, rummer egentlig to regioner: dels Wittgensteins refleksioner over religiøs sprogbrug, hvor der er tale om religiøsitet overhovedet, og dels hans personlige forhold til det religiøse, hvor der altid er tale om kristendommen i protestantisk farvet udformning tilsat radikalisering. De to regioner er som regel adskilte, men til tider lapper de ind over hinanden.
Et eksempel på overlap finder vi i Kultur og værdi i en bemærkning fra 1950:
Når den, der tror på Gud, ser sig omkring og spørger ‘hvorfra stammer alt det, jeg ser?’ ‘hvor kommer det fra?’, så forlanger han ingen (kausal) forklaring: og pointen i hans spørgsmål er, at det selv er udtrykket for dette forlangende. Han udtrykker nemlig en indstilling til alle forklaringer. – Men hvordan viser dette sig i hans liv?
Det er den indstilling, der tager en bestemt sag alvorligt, men som ved et vist punkt hører op med at tage den alvorligt og erklærer, at noget andet er endnu vigtigere.
Således kan man sige, at det er meget alvorligt, at en eller anden er død, før han fik fuldendt et bestemt værk; i en anden forstand tæller det ikke stort. Her bruger man ordene ‘i en dybere betydning’.
Egentlig ønsker jeg at sige, at det heller ikke her kommer an på ordene, man udtaler, eller på det, man tænker derved. Derimod er den forskel, de gør i forskellige situationer i livet, afgørende. Hvordan ved jeg, at to mennesker mener det samme, når de begge siger, at de tror på Gud? Og det samme kan man sige, hvad angår Treenigheden. Den teologi, der insisterer på brugen af visse bestemte ord og fraser og som forviser andre, gør intet klarere (Karl Barth). Den fægter så at sige rundt med ord, fordi den vil sige noget og ikke ved at udtrykke det. Praksis giver ordene deres mening. (KV, 96)
Et andet sted fra samme tid lyder det:
Livet kan opdrage en til at tro på Gud. Og der er også erfaringer, der gør det; men ikke visioner, eller andre sanseerfaringer, der viser os ‘eksistensen af dette væsen’ [læg mærke til, at Wittgenstein hermed afviser en meget stor del af traditionel mystik, H-JS], men derimod f.eks. lidelser af forskellig art. Og de viser os ikke Gud som et sanseindtryk viser os en genstand, ej heller lader de os formode ham. Erfaringer, tanker – livet kan påtvinge os dette begreb. (KV, 97)
De to citater er eksempler på overlap mellem refleksioner over religiøs sprogbrug og direkte religiøs erfaring. Her taler en person dels om det religiøse og dels religiøst.
I »Forelæsninger om religiøs tro« fra 1938 er det centrale undersøgelsen af religiøs sprogbrug kontra ikke-religiøs sprogbrug. Skønt overvejelserne ikke handler om Wittgensteins personlige forhold til det at tro i religiøs forstand, er det stadig tydeligt, at overvejelserne trækker på en dyb religiøs erfaring. Et af de centrale temaer fremgår af følgende citat:
Hvis jeg bliver spurgt, hvorvidt jeg tror eller ikke tror på Dommedag, således som religiøse mennesker tror på den, ville jeg ikke sige: ‘Nej. Jeg tror ikke på, at noget sådant vil ske.’ Det ville forekomme mig fuldstændig vanvittigt at sige dette.
Og så giver jeg en forklaring: ‘Jeg tror ikke på…’, men den religiøse person tror så til gengæld aldrig på det, jeg beskriver.
Jeg ved ikke. Jeg kan ikke modsige denne person.
I en vis forstand forstår jeg alt, hvad han siger – ordene ‘Gud’, ‘adskille’ osv. forstår jeg. Jeg kunne sige: ‘Jeg tror ikke på dette’, og det ville være sandt i den forstand, at jeg ikke gør mig disse tanker eller noget som helst, der har noget med dem at gøre. Men af den grund kunne jeg ikke modsige sagen.
