formørkelsen; for hvorfor skulle denne urenhed ikke kunne forurene klarheden? Men for mig er det, som om jeg her så en menneskelig lidenskab, ligesom stolthed og vrede, der ikke rimer med evangeliernes ydmyghed. Som var der alligevel her en betoning af hans egen person, og til og med som religiøs akt, noget der er evangeliet fremmed. Jeg vil gerne spørge – og gid det ikke er blasfemi –: ‘Hvad ville Kristus vel have sagt til Paulus?’ Med rette kunne man imidlertid svare: Hvad angår det dig? Sørg du bare for, at du bliver mere retskaffen! Som du er, kan du slet ikke forstå, hvad der måtte være sandheden her.
I evangelierne – forekommer det mig – er alt mere ligefremt, mere ydmygt, enklere. Der er der rønner; hos Paulus en kirke. Der er alle mennesker lige og Gud selv et menneske; hos Paulus findes der allerede sådan noget som et hierarki; rang og embeder. – Noget i den retning siger min lugtesans mig. (KV, 43)
For det tredje er religiøs tro for Wittgenstein karakteriseret ved vished:
Hvad får mig til at være tilbøjelig til at tro på Kristus’ genopstandelse? Det er som om jeg leger med tanken. – Er han ikke genopstanden, så er han rådnet op i graven, som hvert andet menneske. Han er død og rådnet op. Så er han en lærer som enhver anden, og kan ikke længere hjælpe; og vi er atter forældreløse og alene. Og må nøjes med visdommen og spekulationen. Vi er i en art helvede, hvor vi blot kan drømme – udelukket – som gennem et dæksel – fra himlen. Men hvis jeg virkelig skal frelses, – så skal jeg have vished – ikke visdom, drømme, spekulation – og denne vished er troen. Og troen er tro på det, mit hjerte, min sjæl trænger til, ikke min spekulerende forstand. (KV, 46)
Men tro vil også for Wittgenstein sige, »…at underkaste sig en autoritet. Har man underkastet sig den, så kan man ikke, uden at sætte sig op imod den, atter drage den i tvivl og så igen finde den troværdig« (KV, 57).
For Wittgenstein betød tro at have tillid til Gud og at opgive sig selv – helt og fuldt. Og her er det, at ambivalensen kommer ind, for på den ene side er hans forestilling om tro absolut, på den anden side er hans selverkendelse sådan, at han ved, at han ikke vil kunne leve op til disse krav. Som han meget præcist siger det i 1946: »Jeg kan ikke knæle for at bede, det er som om mine knæ er for stive. Jeg er bange for opløsningen (min opløsning), hvis jeg blev blød« (KV, 67).
I en anden optegnelse fra 1948, som ganske vist ikke handler om religion, men om tradition, kan man udskifte ordet tradition med religion og formenligt få et fingerpeg om hans religiøsitet:
Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.
Den, der ikke har nogen tradition og gerne ville have en, han er som en ulykkeligt forelsket. (KV, 87)
Jeg har givet denne artikel titlen: »Religiøsitet uden religion« idet jeg mener, at udtrykket rammer sagen hos Wittgenstein. For det er åbenlyst, at han var optaget af det religiøse – både det religiøse sprogspils egenart som filosof og det religiøse som person. Men lige så sikkert forekommer det mig, at man ikke kan sige, han havde nogen religion. Jeg har en fornemmelse af, at dette spændingsforhold har været med til at give hans tænkning den dybde, den så iøjnefaldende rummer.
1 Alle citaterne fra Geheime Tagebücher i denne artikel er oversat af Claus Festersen. Den sidste frase ‘øje i øje’ er en reference til Bibelen, Jeremias bog 32.
Henrik Jøker Bjerre
Vand at gå på
Den store vanskelighed er her ikke at fremstille sagen som om, der er noget man ikke kan. (FU, § 374).
Det er velkendt, at Ludwig Wittgenstein under Første verdenskrig, som frivillig soldat i den østrigsk-ungarske hær, altid havde sit eksemplar af Leo Tolstojs version af fortællingen om Jesu liv i nærheden, og at bogen fik stor personlig betydning for ham. Angiveligt købte Wittgenstein bogen i en boghandel i Galicien i 1914, fordi den var den eneste, der var at købe, og blev så optaget af den, at han af de andre soldater snart blev kendt som »manden med evangelierne«.1 Bogen fulgte ham under hele krigen i de bemærkelsesværdige år, hvor han samtidig arbejdede på og afsluttede sit filosofiske hovedværk Tractatus logico-philosophicus. Han læste og genlæste Tolstojs bog og lærte en række passager udenad. »Denne bog holdt mig praktisk talt i live […] Du kan ikke forestille dig, hvilken virkning den kan have på et menneske«, skrev han på et tidspunkt til en ven (Monk 1995, 159).
Det er måske mindre kendt, at forfatteren af denne virkningsfulde bog, den russiske ophavsmand til de gigantiske romaner Krig og Fred og Anna Karenina, Leo Nikolaevich Tolstoj (1828-1910), havde en tilsvarende stærk fascination af Immanuel Kants bog om religion fra 1793, Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft. Tolstoj vendte igen og igen tilbage til dette værk og noterede begejstrede kommentarer i sit eksemplar netop i den periode, hvor han forfattede en række skrifter om religion, bl.a. den bog, Wittgenstein senere skulle falde over (Gulyga 2004, 347). Wittgenstein var intenst optaget af Tolstojs Evangelierne, mens han skrev Tractatus; Tolstoj var intenst optaget af Kants religionsskrift, mens han redigerede og skrev sin udgave af evangelierne. Dette forhold afføder naturligvis et oplagt spørgsmål: afspejler denne forbindelse sig også i de tre værkers filosofiske indhold? Og i denne sammenhæng mere specifikt: kan en forbindelse mellem dem sige noget om Wittgensteins filosofi, så de umiddelbart utilgængelige bemærkninger i Tractatus om Gud, det højere, verdens mening og livets problem kan fortolkes mere som konsistente filosofiske overvejelser og mindre som udslag af en umeddelelig privat religiøs erfaring under den lange tjeneste som soldat?2
Jeg vil i det følgende hævde, at der er en interessant linje i de tre værker, uanset deres meget forskellige omfang og stil, og jeg vil forsøge at vise, at det, der forener dem, dels er en »tro uden religion«3, dvs. en tro, der ikke forlader sig på bønner, guddommelig lovgivning eller teologiske forklaringer af verdens mening, og dels, i forlængelse heraf, hvad jeg vil kalde en »tro på handling« – troen på, at handling er mulig, og at det er dén, der giver troen indhold. For at fremhæve denne linje på den korte plads vil de tre værker af og til blive behandlet næsten, som om de var skrevet af den samme forfatter; en reduktionisme, jeg håber læseren vil tilgive mig.
Tro uden religion
Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben kan ordet religion etymologisk spores tilbage til det latinske relegere – at genlæse (Agamben 2005, 71-72). At være religiøs er at »genlæse«, dvs. at fastholde, gentage, studere, en principiel og uoverkommelig adskillelse af det menneskelige og det guddommelige. For Agamben illustrerer etymologien dermed, at religionens væsentligste formål har været – og er – at fastholde mennesket i en underdanig og uforstående position, hvorfra det gennem ritualer, bønner og spekulationer skal »genlæse«, dvs. forsøge at fordybe sig i eller komme en smule nærmere det guddommeliges udtryk i verden, uden at formaste sig til at tro at det nogensinde »når frem« til at forstå guddommens uudgrundelige fremtrædelse. Konsekvensen er, at mennesket »indser«, at det intet formår over for eller i sammenligning med guden. Herrens veje er uransagelige, hedder det som bekendt, når menneskets afmagt og alt for begrænsede indsigt skal understreges.
Når
