udtryk ved at »rense« evangelierne, og ikke mindst oversættelserne af dem, fra de senere forsøg på at tilføre Jesus allehånde mirakuløse egenskaber og opstille gåder og stof til eftertanke over »hvad der er sandhed«. Det interessante ved kristendommen er ikke dens formulering af Guds ageren i verden, men dens placering af guddommeligheden i mennesket. Tolstoj udlægger denne radikale nyorientering i sine evangelier så tydeligt, at det næsten kan stilles op i et slogan: Spørg ikke hvad Gud kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din næste. I Evangeliernes version af Johannesevangeliet hedder det:
‘I skal ikke debattere, hvem jeg er og hvor jeg kommer fra,’ sagde Jesus. ‘Min lære er ikke sand, fordi jeg som Moses erklærer, at Gud talte med mig på Sinai, men fordi den også er inden i jer.’ (Tolstoj 1997, 100)6
Og senere, i udlægningen af (Matthæus 24:2): »Der er ét tempel for Gud; det er menneskenes hjerter, når de elsker hinanden.« (Tolstoj 1997, 174).
I denne udlægning er Jesus med andre ord ikke langt fra at formulere det kategoriske imperativ, der ifølge Kant »stråler som en juvel i menneskets bryst.«7 Moralloven er det højeste udtryk for menneskets bestemmelse. Ikke fordi den giver en metafysisk forklaring af verdens mening, men fordi den træder i denne forklarings sted. Den »udfylder den tomme plads«, der blev efterladt af den spekulative filosofis manglende mulighed for teoretisk at realisere tanken om et guddommeligt væsen, der styrer, eller i hvert fald griber ind i, verdens gang (Kant 2000, 52). Fordi der ikke er nogen manual til verdens historie, kan mennesket komme til at se sig selv som et frit og moralsk væsen. Med min wittgensteinske formulering: det mystiske er, at der ikke er en sådan forklaring, og med denne mystiske følelse vækkes idéen om mennesket som et frit væsen.8 Eller sagt på en anden måde: Den frie, moralske handling er mulig på grund af spekulationens nødvendige og uafvendelige iboende mangel.
Umiddelbart kan det faktisk være svært for en velopdragen kantianer at »tro på handlingen.« Enhver filosofistuderende ved, at pligten er altafgørende i Kants moralfilosofi. En handling er kun moralsk, hvis den er gjort af pligt overfor moralloven – det er ikke nok, at den er pligtmæssig, dvs. at den kan hævdes at være i overensstemmelse med moralloven. Det er menneskets uafvendelige pligt at opfylde moralloven, men vi kan aldrig få et »empirisk« bevis for, at der nogensinde har været en ægte moralsk handling; en handling der er foretaget alene af pligt. Det er så at sige altid muligt at angive en yderligere forklaring af vore handlinger. En handling, der ser ud til at være moralsk, kan være motiveret af alle mulige andre omstændigheder – begær, stolthed, medfølelse, anerkendelsesbehov, selvhad… Derfor forekommer Kants morallov ofte at være et uopnåeligt ideal – en rent formel beskrivelse af, hvordan mennesket burde handle, men aldrig faktisk handler. I religiøse termer er der ikke langt til opfattelsen af mennesket som et syndigt og mangelfuldt væsen, der kun i betingelsesløs underkastelse og bøn kan håbe på Faderens tilgivelse. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at det, vi gør, aldrig er godt nok. I sit religionsskrift drager Kant imidlertid den modsatte konklusion:
Det er en moralsk grundsætning, som intet bevis behøver: man bør ikke vove noget med fare for, at det er forkert […]. Altså er bevidstheden om, at en handling, jeg vil foretage, er den rette, ubetinget pligt. […] Det er heller ikke i det hele taget nødvendigt at vide om alle mulige handlinger, om de er rigtige eller forkerte. Men om den, jeg vil foretage, må jeg ikke alene dømme og mene, men også være vis på, at den ikke er forkert. (Kant 1997, 860)
Ikke alene skal vi handle i overensstemmelse med moralloven, uanset om det er muligt, vi skal også være sikre på, at handlingen er den rette, hvilket netop forekom som det eneste, der helt sikkert er umuligt. Når Kant heraf ikke drager den oplagte konklusion, at man for en sikkerheds skyld bør afholde sig fra at forsøge noget som helst, hænger det sammen med, at friheden ikke er en teoretisk, men en praktisk realitet. Netop fordi der ikke findes nogen endegyldig anvisning af, hvad der er det rette at gøre, har mennesket den fantastiske mulighed at kunne tro på, at det, jeg nu gør, er det rigtige. Uanset enhver teoretisk usikkerhed om en handlings baggrund og konsekvenser fastholder Kant således troen på den som virkelig. Om handlingen gælder, at man ikke skal forsøge den, hvis man tvivler på den, men også, at man ikke skal tvivle på den, hvis man forsøger den. Og at man skal forsøge den.
Det er alene, fordi mennesket kan tro på handlingen, dvs. tro på, at det har pligt til at handle, og at pligten kan efterleves, at det har moralsk værdighed. Forstandige handlinger, der gavner én selv eller andre og alene er motiveret af disse konsekvenser, er ikke udtryk for andet, end at mennesket er et intelligent dyr. Selvom der ganske vist må være noget rigtigt ved spørgsmålet om, hvad der sker, hvis jeg ikke udfører handlingen, eller hvis jeg gør det forkerte, som Wittgenstein anfører i Tractatus, så kan en belønning eller straf ikke ligge i de konsekvenser, handlingen måtte have. Dette ville åbne for tvivl og undskyldninger i forhold til alverdens mulige konsekvenser, og handlingen selv ville svinde ind til en beregnelig mekanisk aktivitet. Og dermed ville den netop ikke være handling, forstået som afbrydelsen af spekulationens evige frem og tilbage. Belønningen og straffen må derfor »ligge i handlingen selv« (TLP, 6.422). Troen på handlingen er selve menneskets højeste bestemmelse, og belønningen for en handling ligger i at (være et sådant væsen, der er i stand til at) udføre den.
Og således når vi tilbage til Agamben og den genlæsende religions reaktionære kraft. Troen på handlingen er evnen til at bryde ud af de endeløse bekræftelser af menneskets uformåenhed. Vi kan, fordi vi skal, siger Kant, og når han ironiserende forudgriber Tolstojs afvisning af de religiøse spekulationer over en begivenheds eventuelle mirakuløse status (gik Jesus på vandet, og var det et mirakel?), er det netop for at vise, hvordan besættelsen af fortidige mirakler kan tjene en politisk konservatisme, der ikke anerkender handlingens vedvarende praktiske virkelighed og nutidens pligt:
Derfor har vise regeringer til enhver tid ganske vist også indrømmet, ja sågar lovfæstet under den offentlige religionslære, at der for mange år siden skete visse undere, men nye undere har de ikke tilladt. (Kant 1997, 742)
1 Tolstojs lille værk hedder på russisk Soedinenie, perevod i issledovanie chetyrekh Evangelii. (»Integrering, oversættelse og undersøgelse af de fire evangelier«). I den engelske oversættelse, som der her citeres efter, hedder bogen The Gospel in Brief. Jeg henviser herefter til den som Evangelierne.
2 Samtidens, og især Wienerkredsens, forundring over for de afsluttende paragraffer i Tractatus betød, at de i mange år blev betragtet som et rent personligt vedhæng til den i øvrigt stringente logisk-filosofiske afhandling. Med Slavoj Žižeks ord førte netop den logiske positivismes forsøg på at systematisere Tractatus og tilpasse den sit eget formål til, at man overså det »mest værdifulde aspekt« ved bogen. (Žižek 1996, 223). Dette har haft fatale konsekvenser for forståelsen af værket som helhed, ikke alene i den analytisk-positivistiske reception af Tractatus, men også i en række forsøg på at gøre op med denne (se Bjerre 2001, 42-47).
3 Et udtryk Matthias Kross bruger til at beskrive religionsopfattelsen i Tractatus (Kross 1993, 106).
4 Lovreligion kan kaldes »traumatisk«, fordi den påtvinges subjektet uden nogen anden forklaring end Faderens brutale autoritet: Det er sådan, fordi jeg siger det.
