for mig. Min normale sprogteknik lader mig i stikken. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at de forstår hinanden eller ej.
Disse kontroverser ligner overhovedet ikke andre normale kontroverser. Grundene ser helt anderledes ud end normale grunde.
De er på en måde overhovedet ikke overbevisende.
Pointen er, at havde der været endegyldige beviser, så ville dette reelt have forpurret hele gesjæften.
Intet af det, jeg normalt kalder endegyldige beviser, ville have den ringeste indflydelse på mig. (FRT, 88)
Wittgenstein artikulerer her bl.a., at religiøs sprogbrug/religiøse sprogspil har en egen logik: langt hen ad vejen bruges de samme ord som i dagligsproget, men de er aldrig rigtig bundet til argumentativ logik eller erfaringsrelateret induktion. Det er grunden til, at Wittgenstein i det citerede mener, at han, skønt han ikke tror på, hvad der siges, ikke vil sige, at han modsiger eller modbeviser det. Han har opdaget, at han taler et andet sprog. Og lige så vigtigt: at det religiøse sprog har sin egen fulde gyldighed.
Her er indtrådt en opdagelse af, at grænsen mellem, hvad der kan tales om, og hvad der må ties om, er en anden end i Tractatus. For – læg mærke til – der er i Wittgensteins overvejelser intet som helst nedladende, irettesættende eller bedrevidende i forhold til den religiøse sprogbrug. På mange måder fortsætter han denne diskussion i Om vished. Her gør han den opdagelse, at det, som i religiøs sprogbrug kan gøres eksplicit, nemlig det man tror på, faktisk også gør sig gældende, men ikke ekspliciterbart, i andre livserfaringsmæssigt relaterede sprogspil – i ens eget verdensbillede. I Om vished hedder det bl.a.: »Hvad jeg ved, det tror jeg« (OV, § 177) og »Det vanskelige er at indse vor tros grundløshed« (§ 166). Og: »… mit verdensbillede har jeg ikke, fordi jeg har overbevist mig om dets rigtighed. Derimod er det den overleverede baggrund, hvorpå jeg skelner mellem sand og falsk« (§ 94). Man kunne – i forlængelse af dette standpunkt – tilføje eller hævde, at mit verdensbillede ikke bare er den overleverede baggrund, ud fra hvilken jeg skelner mellem sandt og falskt, men det som i det hele taget adskiller, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt i livet for mig.
Det religiøse og det eksistentielle
Men Wittgenstein taler ikke bare om religion, han taler også – især i dagbøgerne og andre private papirer – religiøst eller i religiøse vendinger. Det er uoverhørligt i de dagbøger, som han skrev under Første verdenskrig, hvor dødskonfrontationen og i det hele taget grænseerfaringer åbnede en religiøs åre i hans liv: »Nu ville muligheden være mig givet til at være et anstændigt menneske, fordi jeg står foran døden, øje i øje« (GTb, 21).1
En række problemer krydser hinanden i disse dagbøger: Et af dem er Wittgensteins bestræbelse på at finde en sammenhæng mellem de matematisk-sprogfilosofiske ideer i udkastet til Tractatus, som han havde arbejdet på siden opholdet i Norge kort før Første verdenskrig, og de religiøst-eksistentielle overvejelser, der nu tvinger sig på. Det var ham yderst magtpåliggende at forbinde de to områder – måske fordi hans liv skulle hænge sammen. Løsningen – om man vil – blev lokaliseret til det uudsigelige. Her var der noget, de to områder var fælles om at vise hen til.
Han skriver i Geheime Tagebücher 6. juli 1916: »Har tænkt meget over alt muligt, men kan mærkværdigvis ikke skabe forbindelsen til mine matematiske tankegange.« (GTb, 68) Dagen efter lyder det: »Men forbindelsen vil blive skabt! Hvad der ikke lader sig sige, lader sig ikke sige!« (GTb, 69)
En anden problemkreds er rent eksistentiel: Hvordan bevarer Wittgenstein sig selv som et anstændigt menneske midt i det ragnarok, som verden er blevet til? Altså: hvordan bevarer han sig som del af verden, men uafhængig af den, samtidig med at en kolossal pligtfølelse tynger ham?
Endelig er der som en tredje ingrediens direkte og forbeholdsløs fremsættelse af religiøse bønner, hvor der for fuld kraft tales til Gud:
Sover i dag i infanteriilden, går sandsynligvis til grunde. Gud være med mig! I evighed amen. Jeg er et svagt menneske, men indtil nu har han bevaret mig. Gud være lovet i evighed, amen. Jeg overgiver min sjæl til Herren. (GTb, 67)
Man kan selvfølgelig diskutere, om Wittgenstein her uden forbehold udtrykker en tro. Men det er vanskeligt at forstå en så intensiv bøn, dersom personen, der fremsætter den, antages ikke at tro. Der er i hvert fald næppe tale om spil for galleriet. Og skønt Churchill sikkert har ret i udtalelsen om, at i skyttegrave findes ingen ateister, stak sagen for Wittgenstein dybere. Der var ikke kun tale om, at en momentan angst udløste religiøse forhåbninger.
Men hvad kan der i øvrigt så siges om denne tro? Det lyder i en optegnelse fra juli 1916, hvor vi atter har denne blanding af en tale om religion og religiøs tale:
At tro på en Gud betyder at forstå spørgsmålet om livets mening.
At tro på en Gud betyder se, at det endnu ikke er gjort med verdens kendsgerninger.
At tro på Gud betyder se, at livet har en mening. (Tb, 168)
At tro betyder at tro på, at der er en Gud, der giver livet og verden mening. Det kan verden eller livet åbenbart ikke gøre af sig selv eller ud fra sig selv. Her trækker Wittgenstein på en lang og dyb tradition i tænkningens historie, nemlig den, der hævder, at det mundane og det menneskelige ud fra sig selv aldrig kan konstituere noget absolut, endsige i og for sig selv være noget absolut. Det grundlægges hos præ-sokratikerne, udtales eksplicit hos Platon, opretholdes, da kristendommen glider ind i metafysikken, og blev for første gang anfægtet i oplysningstænkningen – ikke så meget ved, at det blev hævdet, at det mundane eller det menneskelige kunne være grundlag for noget absolut, som ved, at hele spørgsmålet om det absolutte gled ud som irrelevant eller metafysisk nonsens.
Den anden sætning i det citerede er formentlig en direkte kommentar til åbningen af Tractatus, hvor det hedder: »Verden er alt, der er tilfældet« (TLP, 1). Stedet i dagbøgerne vil så sige: Alt, der er tilfældet, er ikke alt. Ud over, at Gud er den, der giver verden og livet mening, er Gud også den, der opretholder Wittgensteins liv (»er hat mich bis nun erhalten«).
En entydig bestemmelse af Wittgensteins religiøsitet i dagbøgerne og siden er vanskelig at give, al den stund der blot foreligger fragmenter af tanker. Dog er det hinsides tvivl, at det religiøse optog ham, både fagligt som filosof og eksistentielt som menneske.
Det er forholdsvis let at give en afgrænsning af det eksistentielt religiøse rum, som optog Wittgenstein. For det første er den religiøsitet, der optager ham personligt, den kristne religion i protestantisk radikalisering. Her er der tale om lidenskab og, som han gang på gang vender tilbage til i Kultur og værdi, ikke visdom:
Visdommen er noget koldt, og for så vidt dumt. (Troen derimod en lidenskab.) Man kunne også sige: visdommen skjuler blot livet for dig. (Visdommen er som en kold, grå aske, der skjuler gløden.) (KV, 68)
Typisk for de temaer, som Wittgenstein er optaget af – prædestination, dommedag, genopstandelse og treenighed – er, at de så at sige er hinsides fornuft, at de ikke kan tæmmes eller forstås via visdom eller klogskab.
For det andet er det klart, at Wittgenstein er konfessionsløs og frem for alt afviser religion som institution. Han kan ikke lide Paulus:
Kilden,
