håndgribelige eksempel på territorialiseringen eller på etableringen af en infrastrukturel magt findes formentlig med landkortets opkomst. Etableringen af en målsætning om den korrekte topografiske gengivelse af et statsligt territorium markerer således et helt afgørende skred inden for kartografien fra et kosmologisk ideal til strategisk. Målet var nu ikke at gengive verden som udtryk for en guddommelig orden med Den Hellige Stad i verdens centrum, endsige at skildre dens harmoni med et klassisk ideal om kontinenternes balance, men derimod – i og med at verdens centrum nu befandt sig i centrum af den konkrete, enevældige fyrstes territorium – helt konkret at kortlægge den statslige enheds styrker og svagheder med henblik på netop at forsvare denne enheds beståen (Hirst 2005: del 2).
Men dette ideal om kortlægning standser ikke ved ønsket om at beherske jorden. Det udvides og kommer også til at omfatte kortlægningen og beherskelsen af landets afgrøder, af dets kroppe og ideelt set af sjælene. I den forstand er det statistik, vi betragter – statistik, som det oprindeligt blev forstået, nemlig som det i 1672 blev beskrevet, som Staatenkunde – statskunnen eller statskundskab. Det første nationale statistiske bureau blev oprettet i Sverige i 1749 under navnet ‘Tabellverket’, mens Norge og Danmark fik deres i 1797. I modsætning til den moderne betydning af begrebet statistik dækkede det i begyndelsen således over langt mere end en samling af numeriske data eller en gren af matematikken. Statistik betegnede et synspunkt på eller en beskrivelse af samfundets og befolkningens tilstand (Neocleous 2003: kap. 2). Tidligere statistikere kaldte sig selv for stat-ister, det vil sige statsarbejdere, hvilket tydeliggør forbindelsen til staten, og statistik blev i Tyskland del af en Polizeiwissenschaft, hvor ‘politi’ dækkede over den fulde række af tiltag over for befolkningen inden for hygiejne, mål og vægt, offentlig orden, byplanlægning, regler og forordninger. Adam Smith sagde i sin Lectures on Jurisprudence, at enhver regering bør:
[…] være ivrig efter at fremme statens velstand og rigdom. Denne opgave skaber dét, vi kalder for politiet. En hvilken som helst regulering med hensyn til et lands erhverv, handel, landbrug, manufakturer betragtes som hørende hjemme under politiet (Smith 1978: 5)
Og denne politividenskab benyttede sig i stor udstrækning af statistik til at lokalisere problemområder, måle fremskridt, afgøre indsatser etc. samt af land- og bykort til at omdanne det ukendte og uigennemtrængelige til noget kendt, håndterbart og manipulerbart. Statistik tjener ligesom land- og bykort til at gøre rummet og befolkningen til objekt for politisk viden og handlen.
Statistik og kort er derfor afgørende statsteknologier, der forvandler despotisk, diskontinuerlig, brutal og uforudsigelig magt til infrastrukturel eller administrativ magt, der er kontinuerlig, permanent, stille og rolig. Folkeoptælling, opmåling af landskab, ejendom, ressourcegrundlag, statistik giver en tilsyneladende objektiv beskrivelse af tingenes tilstand, ren og anvendelig viden. Folk, områder, bydele bliver klassificeret, kategoriseret, der bliver rettet specifikke strategier imod specifikke grupper. Staten udkaster sit blik og sin hånd til at omfatte det hele samfund med regler, målinger og politikker.
Infrastrukturel magt er altså kendetegnet ved det konventionelle voldsapparat: politi, militær og domstole, hvorimod den despotiske magt er kendetegnet ved ukonventionelle eller rettere ikke-statslige, men statsautoriserede voldsaktører. De opererer i det, vi kalder grænselandet, og i mindre omfang også i ghettoen, men de anvendes ikke eller sjældent imod konventionelle fjender, altså imod andre suveræne territorialstater. Derfor den slående forskel på den vildskab, hvormed hærene stødte sammen på henholdsvis Øst- og Vestfronten under Anden Verdenskrig. I Vest blev krigen ført over grænser og imod en symmetrisk, dvs. anerkendt statsfjende og dermed overvejende under iagttagelse af de internationalt gældende regler for krigsførelse. I Øst blev den ført i et grænseland og imod en asymmetrisk, dvs. ikke-anerkendt folke- eller racefjende hinsides enhver juridisk eller moralsk lovmæssighed.
Voldens monopolisering
Historisk har staten tilkæmpet sig sit voldsmonopol gennem fire delvist separate handlinger: For det første afstod den i stigende grad fra at anvende private voldsudøvere og udviklede og udrustede i stedet egne væbnede styrker; for det andet kriminaliserede den al ikke-statslig voldsudøvelse; for det tredje udstrakte den – som vi så ovenfor – sin infrastrukturelle dominans således, at den påtog sig ansvaret for både beskyttelse, fordeling, uddannelse og infrastruktur, hvilket yderligere bidrog til marginaliseringen af dens ikke-statslige udfordrere; og endelig for det fjerde, så udviklede der sig et internationalt statssystem, der kun anerkendte andre stater som legitime aktører, herunder voldsaktører.
Statens pacificering af det sociale landskab fandt i høj grad sted gennem en afvæbning af de ikke-statslige aktører og muliggjorde spredningen og fordybelsen af den infrastrukturelle dominans. Nogle af disse tiltag angik egentligt væbnede grupper, der til tider kunne konkurrere med staten i ildkraft og organisation som private handelsselskaber, fra middelalderens Hansestæder til East India Company. Private hære blev ulovliggjort og afvæbnet; kaperbreve blev inddraget; brugen af lejesoldater blev kraftigt indskrænket; adelens ret til at bære våben reguleredes og reduceredes. Men frem for alt fik etableringen af den infrastrukturelle dominans sit helt konkrete fysiske udtryk i overgangen fra en feudalt til en territorialt funderet forsvarsstruktur: Tudor-regimets knægtelse af stormændene langs den skotske grænse og ødelæggelsen af det system af borge, der tidligere havde sikret adelens magt og uafhængighed, kan dermed ses som den infrastrukturelle magts pendant til foreningen af de britiske troner med James I Stuarts kroning i 1603, og som den reelle forudsætning for den egentlige forening af rigerne godt 100 år senere. En helt parallel proces fandt sted i Frankrig, hvor Louis XIII væltede flere borge, end han byggede, men vel at mærke således, at dem, han og hans efterfølgere lod ødelægge, lå inde i landet, mens de nye, der blev opført, kom til at optegne den moderne territorialstats ydre grænser, en proces, der kulminerede under Louis XIVs hærfører Sébastien de Vauban (Tilly 1990: 69).
Civilbefolkningen blev afvæbnet i en lang række mindre skridt: For det første ved at domstolene satte rammerne for al mellemmenneskelig konfliktualitet gennem forbud mod blodhævn og fejder, dueller og selvtægt. For det andet ved at produktionen, besiddelsen og brugen af våben i det hele taget blev gjort til et statsligt anliggende. Staten skulle have kontrol med fremstillingen af våben og krudt, og helst i form af et egentligt statsmonopol. Staten og ingen anden udstedte våbentilladelser og bestemte, hvorvidt og under hvilke omstændigheder det var tilladt at bære våben eller uniform offentligt. Lignende tiltag gjorde sig gældende i forhold til privat vold i egentlig forstand, altså vold mellem enkeltpersoner. Dels straffedes personvold hårdere; og dels – og det er det afgørende – kan man iagttage en genoptegning af skellet mellem offentlig og privat. Den statslige domesticering af volden medførte således en afdomesticering af den private vold eller sagt på en anden måde: Vold blev et offentligt anliggende – også når den fandt sted inden for hjemmets fire vægge. Vold imod ægtefællen, børnene og tjenestefolkene blev efterhånden gjort ulovlig, en statslig intervention i privatsfæren og ikke mindst et brud på dens retslige autonomi, repræsenteret ved den klassiske pater familias’ hånd- og halsret. Som følge heraf blev også vold imod ens underordnede på arbejdet, mod ens lærlinge og vold mod eleverne i skolen kriminaliseret. Alt sammen udtryk for en generel uddrivelse af vold fra det sociale rum. Uddrivelsen var afgørende for statens etablering af kontrol over dens eget territorium, idet det dels pacificerede relationerne mellem mennesker og dels gav staten selv en række anledninger til at regulere og kontrollere det, der hidtil var blevet anset for privat (Giddens 1985: kap. 7).
Ligesom stadfæstelsen af den infrastrukturelle magt fik sit konkrete fysisk udtryk i optegningen af statens periferi ved hjælp af fæstningsværker, således markeres den statslige domesticering af volden i og med kasernens indhegning af voldsudøvelsen. Denne afgrænsning tjener helt naturligt en praktisk funktion som en beskyttelse af det omgivende samfund imod soldaternes konstante forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og i den henseende er en sammenligning med ghettoen nærliggende. Ghettoen befinder sig som kasernen ganske vist både i og uden for samfundet. Den
