territorium, så begynder det også med stadig større kraft at hævde og at håndhæve sin ret til at definere det legale og det illegale. Med voldsmonopolet får man altså også et definitionsmonopol, der giver beføjelsen til at erklære det ene lovligt og det andet ulovligt. Det vigtige er ikke handlingen i sig selv, men hvordan den bestemmes af staten. Denne ret til eller monopol på definitionen af det lovlige er afhængig af magten til at håndhæve sin definition. I den henseende er magt ret. Ret uden magt er ingen ret, men kun hensigt, eller som Thomas Hobbes siger i Leviathan: “Pagter uden sværd er kun ord”; dvs. retten bygger på et fundament af magt, og staten bruger denne magt, der opstår som resultat af den indre territoriale pacificering, til at ulovliggøre sine modstandere. Militær og politi er ‘kun’ den form for voldsapparat, som staten har erklæret lovlig, ganske som ordenshåndhævelse og krig er den form for voldsanvendelse, som staten har erklæret lovlig. Statens pacificering af det indre rum er altså ikke kun en befrielse fra vold for befolkningen; det er også en bemyndigelse og frihed til vold for staten.
Konklusion: spejling af terror og modterror
Det bemærkelsesværdige eller paradoksale er, at jo mere konventionel og regulær den moderne nationalstat bliver, jo mere det interstatslige system begrænser den acceptable mængde af organisationsformer til ideelt set kun én form, desto kraftigere melder irregulære modstandere sig. I det amerikanske 1997 Quadrennial Defense Review, står der, at “Den amerikanske dominans på den konventionelle militære arena kan opmuntre modstandere til at bruge […] asymmetriske midler til at angribe vores interesser og amerikanske borgere i USA” (citeret fra Freedman 2001: 70). Den overlegne konventionelle kapacitet tvinger potentielle udfordrere ud i et asymmetrisk svar. USA’s forfølgelse af militær overlegenhed imploderer forudsætningen bag den konventionelle krig: en tilnærmelsesvis lighed i militær styrke. Uden denne forudsætning tvinges underlegne aktører til at udligne forskellen ved at undvige den konventionelle krigs begrænsninger. Det er en lære, som den nuværende amerikanske regering sad overhørig, da den lod den nuværende National Security Strategy of the United States of America fra september 2002 udfærdige. Heri står der, at man aktivt vil forfølge en politik, der sikrer, at USA er “stærk nok til at overbevise potentielle modstandere om ikke at forfølge en militær oprustning i håbet om at overgå eller matche USA’s magt” (US Government 2002: 30). På den baggrund er det ikke overraskende, at den iranske regering, som også følger begivenhedernes forløb i Irak tæt, vælger at besvare USA’s sabelraslen med henvisning til, at man har titusindvis af selvmordssoldater klar i tilfælde af et amerikansk angreb. En så overvældende asymmetri mellem angreb og forsvar kan kun imødegås med en inddragelse af asymmetriske metoder.
Valget af sådanne ukonventionelle midler skyldes altså to ting. For det første at irregularitet bliver måden, hvorpå det regulerede kan udfordres – det er nærmest umuligt at udfordre en regulær hær på dens præmisser, medmindre man er en stat. Irregularitet og asymmetri bliver den ikke-statslige modstanders foretrukne eller påtvungne strategi. For det andet bliver alle ikke-statslige udfordringer af staten forstået af staten som irregulære overfald, det vil sige som kriminelle snarere end politiske udbrud. Det regulære kan kun forstå ikke-statslige konflikter som en konfrontation mellem orden og uorden, statslighed og kaos. Den terroristiske udfordring er irregulær i forhold til statens regularitet. Erfaringen viser, at den succesrige terrorist, f.eks. partisanen, bevæger sig fra irregularitet til regularitet for ikke bare at overvinde systemet, men overtage eller blive systemet. I sin bog om guerillakrig skriver Mao Tse-Tung, at en oprørsbevægelse må udvikle sig fra udelukkende at benytte sig af asymmetriske midler til at kæmpe med konventionelle midler for at kunne lykkes: “Der må være en gradvis forandring fra guerillaformationer til ortodokse regimentsformationer”, da sidstnævnte er de eneste, der kan “producere beslutningen”, det vil sige den endelige sejr, der tager statsmagten i besiddelse (Tse-Tung 1970: 113, 56). Irregularitet skal altså transformeres til regularitet, for at illegalitet kan blive til legalitet.
Bevægelsen kan også gå fra regularitet til irregularitet i anti-partisankrigen, det vil sige, at staten dels overtager partisanens eller terroristens måde at kæmpe på og dels overskrider sin lovregulerede begrænsning af sine handlemuligheder. Napoleon mødte i sin tid historiens første egentlige partisaner i sit felttog mod Spanien i årene 1808-1813, og den 12. september 1813 skrev han til sin general Lefevre, at: “for at kunne bekæmpe partisanen må man kæmpe som partisanen” (citeret fra Schmitt 2002: 20). Napoleons bemærkning har en nutidig parallel i et råd fra en amerikansk rådgiver af de civile myndigheder i Bagdad: “Vi kan kun vinde ved at blive ukonventionelle. Vi bliver nødt til at spille deres spil. Guerilla mod guerilla. Terrorisme mod terrorisme. Vi bliver nødt til at skræmme irakerne til lydighed” (citeret fra Moreiras 2005: 10). Når først truslen er beskrevet som terroristisk, sætter en indre statslig radikaliseringsproces i gang, der favoriserer den hårde, ukonventionelle, fordækte, lovoverskridende handling. Krigen mod terror har derfor en indbygget bevægelse henimod det stadigt mere voldelige (der dog kan modificeres eller endda afværges gennem modsatrettede pres, f.eks. fra befolkningen eller intern kritik). Ofte gives sikkerhedsapparatet et frihedsbrev for at genoprette den statsligt bestemte normaltilstand. Som George Bush sagde kort efter angrebet den 11. september: “I skal alle forstå, at vi er i krig, og at vi vil være i krig, indtil det her er afsluttet. Intet andet tæller. Alt står til rådighed til brug for denne krig. Alle forhindringer, der måtte stå i vejen for jer, er fjernet. Alle de penge, I måtte få brug for, vil I få. Det her er vores eneste dagsorden” (citeret fra Clarke 2004: 37).
Litteratur
Clarke, Richard A. (2004). Mod alle fjender, København: Gyldendal
Clausewitz, Carl von (1981, [1832]): Vom Kriege, Frankfurt am Main: Ullstein
Freedman, Lawrence (2001). “The Third World War?”, Survival, vol. 34, nr. 4, s. 61-88
Gentili, Alberico (1933, [1612]). De iure belli libri tres, Oxford: Clarendon Press
Giddens, Anthony (1985). The Nation-State and Violence, Cambridge: Polity
Hegghammer, Thomas, (red.) (2002), Dokumentasjon om Al-Qa’ida – Intervjuer, kommunikéer og andre primærkilder, 1990-2002, Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt
Hegghammer, Thomas, (red.) (2005). Al-Qaeda Statements 2003-2004 – A Compilation of Translated Texts by Usama bin Ladin and Ayman al-Zawahiri, Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt
Hegel, Georg W.F. (1974, [1818-1831]). Vorlesungen über Rechtsphilosophie, Stuttgart: Frommann
Hill, Christopher (1986). Puritanism and Revolution, Studies in the interpretation of the English Revolution of the 17th Century, Harmondsworth: Penguin Books
Hirst, Paul (1990). Representative Democracy and its Limits, Cambridge: Polity Press
Hirst, Paul (2005). Space and Power. Politics, War and Architecture, Cambridge: Polity Press
Houen, Alex (2002). Terrorism and Modern Literature. From Joseph Conrad to Ciaran Carson, Oxford: Oxford University Press
Ignatieff, Michael (2001). “It’s war – but it doesn’t have to be dirty”, The Guardian, 1. oktober
Jensen, Richard B. (1981). “The International Anti-Anarchist Conference of 1898 and the Origins of Interpol”, Journal of Contemporary History, vol. 16, nr. 2, s. 323-347
Lawrence, Bruce, (red.) (2005). Messages to the World. The statements of Osama bin Laden, London & New York: Verso
Michael Mann (1984). “The autonomous power of the state: its origins, mechanisms and results”, Archives européennes de sociologie, vol. 25, nr. 2, s. 185-213
Mann,
