Gary T. (2006). “Thoughts on a neglected category of social movement participant. The agent provocateur and the informant”, s. 194-235 i David C. Rapaport (red.), Terrorism. Critical Concepts in Political Science, vol. 3: The Third or New Left Wave, London & New York: Routledge
Moreiras, Alberto (2005). “Preemptive Manhunt: A New Partisanship”, Positions, vol. 13, nr. 1, s. 9-30
Neocleous, Mark (2003). Imagining the State, Maidenhead: Open University Press
Olsen, Rikke Agnete (2000). Magten og Æren, København: Fremad
Osterhammel, Jürgen (1995). “Kulturelle Grenzen in der Expansion Europas”, Saeculum, vol. 46, nr. 1, s. 101-138
Rapley, John (2006). “The New Middle Ages”, Foreign Affairs, vol. 85, nr. 3
Ron, James (2003). Frontiers and Ghettos. State Violence in Serbia and Israel, Berkeley & Los Angeles: University of California Press
Schmitt, Carl (2002, [1963]). Theorie des Partisanen. Zwischenbemerkung zum Begriff des Politischen, Berlin: Duncker & Humblot
Smith, Adam (1978, [1762-3/1766]). Lectures on jurisprudence, Oxford: Clarendon Press Thomson, Janice E. (1994). Mercenaries, Pirates, and Sovereigns, Princeton, NJ: Princeton University Press
Tilly, Charles (1985). “War Making and State Making as Organized Crime”, s. 169-191 i Peter B. Evans, Dietrich Rueschemeyer & Theda Skocpol (red.), Bringing the State Back In, Cambridge: Cambridge University
Tilly, Charles (1990). Coercion, Capital, and European States, ad 990-1990, Oxford: Basil Blackwell
Tse-Tung, Mao (1970). On Guerilla Warfare, New York: Praeger
US Government (2002). National Security Strategy of the United States of America, September 2002
Weber, Max (2003). Udvalgte tekster, bind 2, København: Hans Reitzel
Weigley, Russel F. (1973). The American Way of War, A History of United States Military Strategy and Policy, New York: Macmillan Publishing
UNDTAGELSE OG TERROR
Mikkel Thorup & Morten Brænder
‘Terrorist’ og ‘terrorisme’ er blevet hverdagsbegreber. Det skyldes den masseterrorisme, som al Qaeda er blevet symbol på; det skyldes den globale krig imod terrorisme anført af USA; og det skyldes begrebets stærkt politiske karakter. Man behøver bare følge forskellige gruppers bevægelse ind og ud af EU’s, USA’s og FN’s terrorlister for at se, hvordan ‘terrorist’ er et meget mobilt begreb, der mindre betegner en egenart ved den omtalte gruppe end en politisk vurdering foretaget af dens modstandere. I USA udfærdiges en sådan liste ved, at udenrigsministeren på baggrund af en anbefaling fra Office for Counterterrorism beslutter, hvilke lande og grupper der er terroristiske. I 1988 angav en Pentagon-rapport Nelson Mandelas ANC som en af verdens “mest berygtede terrorgrupper”, mens terrorgruppen Renamo – der støttede apartheidregeringen, og som ifølge samme rapport havde dræbt over 100.000 civile i Mozambique mellem 1986 og 1988 – kun var beskrevet som en “indfødt oprørsgruppe” (Zulaika & Douglass 1996: 12).
Et andet eksempel på begrebets manglende tyngde er den lethed, hvormed prædikatet ‘terrorist’ afløses af prædikatet ‘statsleder’. Personer og grupper, der gennem mange år er blevet udråbt som terrorister af de stater, de står i opposition til, kan pludselig ændre status fra ‘terrorist’ til ‘rationel aktør’ inden for statssystemet selv – hvis deres oprør viser sig succesfuldt, eller hvis nødvendigheden af at finde et varigt kompromis genererer en interesse hos staterne. Det har blandt andet gjort sig gældende for Vaclav Havel (Tjekkiet), Lech Walesa (Polen), Nelson Mandela (Sydafrika), Menachem Begin (Israel) og Yassir Arafat (Palæstina). Det fik et bizart udtryk i november 1991, da delegationer fra Israel og de arabiske stater mødtes til den fredskonference i Madrid, der senere skulle lede til Oslo-fredsaftalen. Her beskyldte den israelske premierminister, Yitzhak Shamir, Syrien for at være en ‘førende terroriststat’, hvorefter Syriens udenrigsminister fremviste en britisk efterlysningsplakat fra 1940’erne, der afbilledede ‘terroristen’ Shamir (Zulaika & Douglass 1996: 14). Shamir havde da også i sin tid været et fremtrædende medlem af Abraham Sterns yderligtgående Lehi-gruppe, der bl.a. forestod likvideringen af Folke Bernadotte i 1948.
Disse eksempler viser, at terrorbegrebet kan anvendes af alle, og i dag er det sådan, at alle, der er i konflikt med hinanden, søger at beskrive sin modpart som terrorist, da det er den afgørende delegitimerende beskrivelse, ganske som kolonialist, kommunist, kapitalist, racist og lignende har været det tidligere. Hvis det er påkrævet, kan terroristen endog tildeles en metafysisk status som absolut ondskab, og f.eks.. Johannes Dillinger (2004) har gjort opmærksom på en række interessante paralleller mellem terroristen og præmoderne rædselsfigurer som ildspåsætteren og heksen.
‘Terrorist’ og ‘terror’ er svært definerbare, og hensigten her er ikke at bidrage til rækken af tvivlsomme definitioner. Det er dog væsentligt at bemærke først det åbenlyse, at en terrorist er en, der begår terror, og dernæst, at terror ikke er en ideologi, men en praksis. Det vil med andre ord sige, at alle kan benytte sig af den. De fleste voldsgrupper – forbrydersyndikater, partisaner, stater etc. – benytter sig fra tid til anden af rædslen som våben, af terrorisme. I dag er al Qaeda sandsynligvis unik i sin ensidige brug af terror, mens de fleste andre grupper, der praktiserer terror, kombinerer det med socialt arbejde, ordinær befrielseskamp eller andre mindre ekstreme tiltag (Tilly 2004: 6). Deraf følger, at der heller ikke findes nogen form for vold, der i og af sig selv er terroristisk. Om den konkrete voldshandling udøves med et dynamitbælte eller en tidsindstillet bombe, med et fly eller et missil, gør i den henseende ikke nogen forskel.
Der er altså ingen principiel forskel mellem statens og privates voldsanvendelse. Men historisk set, i og med staten begynder at hævde sit voldsmonopol, bliver det afgørende, hvem der udøver volden, ikke hvilken form for vold det er. I denne proces identificeres terrorisme med privat vold, idet statens vold bliver reserveret de statslige aktører: politi og militær. Disse statsligt legitimerede voldsinstitutioner bliver afgørende for distinktionen mellem stat og ikke-stat, legal vold og illegal vold samt ikke mindst for distinktionen mellem normalitet og undtagelse. I stigende grad bliver det sådan, at normalitet forstås som en monopoliseret statslig voldsudøvelse og undtagelsen som enhver større udfordring af denne. Det synes måske ikke kontroversielt eller underligt, men staten, som vi kender den, den stat, der stadig mere jaloux hævder sin enestatus som legitim voldsaktør, er i historisk henseende en nyskabelse.
Terror som statsterror: undtagelsestilstandens oprindelse
Terror betyder oprindeligt ‘skræk og rædsel’, og det er i den betydning, vi finder det i den politiske teori fra før Den Franske Revolution. Forestillingen om rædslen som egentligt politisk virkemiddel optræder ganske vist allerede hos Niccolò Machiavelli, der fremhæver frygtens fortrin frem for kærlighedens i den årvågne fyrstes bestræbelser på at bevare sin position (Machiavelli 1999: 72), men som så mange andre af den forkætrede florentiners forestillinger var det først flere hundrede år efter hans død, at denne ide blev omsat i egentlig statsræson.
I Hobbes’ Leviathan fra 1651 bruges ‘terrour’ således i sin klassiske betydning: som synonymt med dødsangsten, et helt centralt element i hans antropologiske fundering af ideen om statens negation i naturtilstanden. Det kommer til udtryk på to måder. For det første kan skellet mellem ret og uret ifølge Hobbes kun blive virksomt, hvis der etableres en statsmagt, der med straffen i hånd kan tilvejebringe et egentligt incitament
