væsentligt element er eksklusionen af alle andre enheder, der ikke er tilstrækkeligt statslige og territoriale, dvs. ikke er suveræne i den ovennævnte forstand. De delegitimeres og formenes adgang til det interstatslige system. Suverænitetssystemet skaber derfor staten. Det giver staten anerkendelse udadtil og giver den monopol på vold og definition indadtil.
Som juristen Alberico Gentili skrev i 1612, så er krig “en retmæssig og offentlig kamp med våben” (1933: 12). ‘Retmæssig og offentlig’; krig er ikke en hvilken som helst konflikt, et privat skænderi eller en fejde, men netop en konflikt mellem to bevæbnede, offentlige magter. Krig er kun krig mellem offentlige magter. Fjenden er kun en offentlig fjende. Der har vi forskellen mellem hostis og inimicus. Fjenden udgør kun et retmæssigt, legitimt mål, for så vidt som han repræsenterer den offentlige fjende og ikke blot er en privat uven, og på dette krav om fjendens offentlige status funderes princippet om, at der skal være en stat på begge sider af konflikten, for at der er tale om en krig. Kun igennem den interstatslige delegitimering af private uvenskaber kan krigen i sin moderne betydning, en symmetrisk kamp mellem offentlige magter, opstå. I krigen står suveræn over for suveræn, og – igen – kun suverænen har titlen som offentlig; alle andre er private individer, der nok står i et forhold til hinanden og til suverænen, men principielt aldrig i noget forhold til andre suveræner; for i en sådan overtrædelse af skellet mellem offentligt og privat ligger forræderiets natur. Spionen må henrettes på stedet, og ingen stat vedkender sig hans eksistens.
Voldssystemet lukker sig om sig selv. Det anerkender ikke andre voldsaktører internt, og eksternt anerkender det kun andre voldsaktører, som ligner det selv, dvs. som er organiseret som territorialstat med et konventionelt voldsapparat bag sig. Genuin konflikt – krig – bliver i dette system reduceret til væbnet konflikt mellem regulære politiske enheder, det vil sige stater.
Venskab og fjendskab i grænselandet
Opsummerende: Vi kan forstå grænselandet både territorialt og ikke-territorialt. Territorialt er det enten at opfatte som en bræmme af ingenmandsland mellem to stater eller statslignende organiseringsformer, eller som den amerikanske prærie, et principielt uendeligt rum hinsides civilisationens sfære. Men ideen om grænselandet kan også ytres i en ikke-territorial betydning, og ligesom knæsættelsen af den infrastrukturelle dominans i den moderne territorialstat betegner en konkret historisk foreteelse, der ikke omfatter alle sociale organiseringsformer til alle tider, kan det ikke-territoriale grænseland også forstås i både en historisk og i en mere generel henseende.
Konkret og historisk medførte udbredelsen af det vestlige statssystems hegemoni, at de hvide pletter på kortet gradvist forsvandt i takt med indlemmelsen af det territoriale grænseland. Stat stod nu over for stat – grænsen blev en streg på landkortet – og på denne symmetri kunne forestillingen om det symmetriske fjendskab mellem to offentlige magter grundfæstes. Som ovenfor nævnt omfattede den infrastrukturelle dominans’ kortlægning af statens rum imidlertid ikke kun dens geografi, men også den minutiøse kortlægning af statsborgernes liv og levned. For suverænens magt må for at kunne være fuldstændig ikke blot betegne herredømmet over menneskenes legemer men også over sjælene. Derved var der skabt en afgørende forudsætning for en genforskydning af fjendskabet, hvor den fuldstændige identifikation med staten – i kraft af nationalitet, race eller troen på universaliteten af en given politisk ide – gjorde det muligt at sætte lighedstegn mellem den offentlige og den private fjende. Identifikationen skabte enhed mellem krigens formål, den offentlige politik og krigens mål eller dens ‘rene begreb’, den fuldstændige nedkæmpelse af fjenden (Clausewitz 1981: 675-676). I den henseende forudsatte massemobiliseringen ikke blot jernbaner, telegrafer og bagladerrifler, men også viljen til at gøre modstanderen til dødsfjende. For i kraft af den vilje kunne forestillingen om krigen som grænseland hinsides den regulering af krige mellem symmetriske aktører, som den vestfalske orden var funderet på, reetableres.
Generelt set betegner det ikke-territoriale grænseland det felt, der åbnes, når undtagelsestilstanden erklæres. Grænselandet er altid en slags undtagelsestilstand. Når suverænen erklærer undtagelsestilstand, så kan der siges at opstå et grænseland, hvor normaltilstandens begrænsninger og hæmninger opløses, retsstatsgarantier ophæves, rettigheder suspenderes. Ind træder mere brutale og skjulte voldsaktører for med ekstrem vold at genoprette den lov og orden, der er blevet forstyrret. Torturskandalen i Abu Ghraib er et eksempel på despotisk magt i grænselandet. Det irakiske indenrigsministerium benytter sig af sine egne private militser til at dræbe og torturere modstandere. Alle grupper i Irak har deres egne militser, kurderne har endda deres egen regulære hær. Irak er i dag at forstå som ét stort nationalt grænseland med en form, der først og fremmest er bestemt af den internationale anerkendelse af dets ydre grænser snarere end af en egentlig national enhedsopfattelse eller organisering. Grænselandet er stedet, hvor statens magt møder sin effektive grænse, men ikke grænsen for dens ambition. Territorialstaten er kendetegnet ved sin bestræbelse på at indlemme grænselandet – både som dets dominerede territorium og som en domineret normaltilstand. Forsøget på at gøre grænselandet konventionelt foretages med ukonventionelle midler. Grænselandet er der, hvor det statslige voldsmonopol udfordres og testes, udvikles og udvides, men også der, hvor det statslige voldsmonopol kan fejle, blive overvundet eller blive udskiftet af et andet.
Før staten kom til at fremstå som den hegemoniske, politiske organisationsform på det europæiske kontinent, benyttede den sig af konkurrerende voldsaktører såsom lejesoldater, kapere, handelskompagnier, røverbander, militser o. lign. Nok opstod staten igennem kriminaliseringen og undertrykkelsen af disse konkurrenter – en proces, hvori staterne blev indbyrdes enige om dels kun at anerkende hinanden og dels at afsværge brugen af sådanne ikke-statslige voldsaktører – men som borgerkrige, udstedelse af kaperbreve og den fortsat flittige brug af lejesoldater og private sikkerhedsfirmaer vidner om, så skete denne udvikling ikke fra den ene dag til den anden, men kan siges at være en realitet også i dag. Hertil kommer, at statens tilsyneladende besejring af dens umiddelbare konkurrenter og etableringen af de første voldsmonopoler ikke bragte dens konfrontationen og interaktion med sådanne voldsaktører til ophør. Dens opkomst skabte nye udfordrere: Napoleonskrigene, der i massemobiliseringen ganske vist knæsatte det statslige voldsmonopol, skabte således også partisanen som modstandsfigur (Schmitt 2002). Terroristen opstår i bevægelsen fra grænseland og ghetto til nationalstatsligt territorium og fjendeland. Idet staten påtvinger sit territorium infrastrukturel dominans, da bliver dens voldsapparat stadig mere konventionelt. Retningen synes klar, men denne bevægelse er aldrig komplet, og den frembringer selv sine anomalier. Den infrastrukturelle dominans gør grænseland til ghetto, men den skaber også et indre grænseland i både geografisk henseende, som i de ovenfor nævnte eksempler, hvor infrastrukturen ikke kan etableres, og i mental forstand, fordi den statslige dominans over menneskenes sjæle aldrig lukker sig om sig selv, men til stadighed skaber rum for udviklingen og udfordringen af opfattelsen af staten selv.
Ligesom statens voldsmonopol således har affødt modstand, har også fremstillingen af dens modstandere haft en positivt skabende effekt på statsapparatets opbygning og på statens vilje til at indgå tilsyneladende uhellige alliancer med ikke-statslige voldsaktører i dens kamp for dette voldsmonopol. Frygten for anarkisterne – de klassiske terrorister – skabte sammen med bekæmpelsen af arbejderbevægelsen i tiårene omkring forrige århundredeskifte grundlaget for de første internationale politisamarbejder. Netop fordi kommunister og anarkister ikke kæmpede for at befri besat land, men for at ændre hjemlandets forfatning, udviklede staten en undtagelsesinstitution til bekæmpelse af den indre fjende; en praksis, der blev strakt til det yderste i de vesteuropæiske staters bekæmpelse af ‘rød terrorisme’ i efterkrigstiden. I og med at staten stadig mere jaloux hævder sit voldsmonopol, så sker der en udgrænsning af de private voldsaktører gennem enten en delegitimering af dem eller ved deres inkorporering og forsvinden i det statslige voldsapparat. Udfordrere af statens voldsmonopol – om det er røverbander, krigsherrer, sørøvere, lejesoldater, duellanter, krybskytter, oprørere eller terrorister – bliver terroriseret, i og med at de for det første
