situation (1973b: 185). Inspireret af Benjamin har en række moderne teoretikere såsom Slavoj Žižek og Giorgio Agamben søgt at henlede nutidens opmærksomhed på, at statens udgave af undtagelsestilstanden er et forsøg på at undgå den reelle undtagelsestilstand, at stoppe Benjamins svingningslov, at immunisere ordenen, at fastholde undtagelsen som institution snarere end som revolutionært øjeblik. Og det vil altså sige at fastholde undtagelsen som stats-bevarende snarere end som stats-skabende:
Når en statsinstitution proklamerer en undtagelsestilstand, da gør den det per definition som del af en desperat strategi for at undgå den reelle undtagelsestilstand og vende tilbage til ‘det normale’ […] Kort sagt, så er reaktionære proklamationer af undtagelsestilstanden i virkeligheden et desperat forsvar imod den reelle undtagelsestilstand. (Žižek 2002)
Det er netop en statslig undtagelsesinstitutions rolle og funktion at være konservativ og restorativ (Ferejohn & Pasquino 2004: 212), da målet er at vende uændret tilbage til udgangspositionen. Undtagelsestilstanden set fra staten er altså retskonserverende vold. Man søger at forhindre den revolutionære situation og dermed skabelsen af en ny orden, og dette finder sted netop gennem den suspension af frihedsrettigheder for befolkningen og den udvidelse af handlemuligheder for politi og militær, der ligger i det gængse begreb om undtagelsestilstanden.
Undtagelsens forskydning
Ligeledes inspireret af Benjamin udviklede Carl Schmitt (1928) i mellemkrigstiden en distinktion mellem det konstitutionelle diktatur og det suveræne diktatur. Det konstitutionelle diktatur ophæver forfatningen i en krisesituation for at forsvare den. Det betegner den faktiske undtagelsestilstand i betydningen ‘den faktisk foreliggende’ eller ordinære undtagelsestilstand. Det suveræne diktatur ophæver derimod forfatningen for at skabe en ny og betegner således den reelle undtagelsestilstand, en undtagelse i ordets egentlige betydning. Enhver revolutionær bevægelse eller oprørsgruppe forsøger at ændre det konstitutionelle diktatur eller den faktiske undtagelsestilstand til det suveræne diktatur eller den reelle undtagelsestilstand.
Det konstitutionelle diktatur er modelleret over den klassiske undtagelsesinstitution, den romerske diktator. I den klassiske romerske republik kunne en embedsmand på senatets anbefaling i krisetider – tumultus – udpeges som dictator, hvilket indebar, at vedkommende fik absolut frie hænder til at gøre det nødvendige for at afværge den forestående fare. Man proklamerede da et iustitium, hvorved den juridiske orden, iust, blev ophævet eller standset, sistere. I en af sine fillipiske taler, hvor Marcus Antonius’ hær marcherer imod Rom, siger Cicero således: “Jeg finder det påkrævet at erklære tumultus, bekendtgøre iustitium og forberede os på kamp” (citeret fra Agamben 2003). Den romerske diktators handlinger var vel at mærke begrænset af følgende regler (Rossiter 1948):
1) De, der bestemte, at en diktator skulle udpeges, kunne ikke selv blive diktatorer (aktør-begrænsning).
2) Diktaturet ophørte, når opgaven var løst eller senest efter 6 måneder (tidsbegrænsning).
3) Diktatoren måtte ikke indføre nye love eller ændre forfatningen (formålsbegrænsning).
I den klassiske forståelse af undtagelsestilstanden opereres der således med en forudsætning om temporalitet, det vil sige, at der er en tidsbegrænsning. Der indtræffer en undtagelse, og dernæst indstiftes en undtagelsestilstand. Der kan måske nok ikke opstilles regler for undtagelsen, men det kan der for undtagelsestilstanden. Og det væsentlige er, at undtagelsestilstanden er politisk-juridisk indstiftet med det formål at overkomme undtagelsen og vende tilbage til normaliteten. Historisk set har den faktiske undtagelsestilstand eller det konstitutionelle diktatur altså ikke været uden love eller uden for loven, som man nogle gange hører. Tværtimod er den faktiske undtagelsestilstand solidt placeret inden for loven; den er af loven; og den skal forsvare loven. Den er i den forstand en konstitutionel undtagelsestilstand. Det konstitutionelle diktatur er et diktatur i den forstand, at en enorm magt koncentreres for at forhindre den endegyldige opløsning af magtdelingen. Det er netop konstitutionelt, fordi det har til formål at hindre Benjamins svingningslov i at gøre sig gældende, således at det undgås, at en reel undtagelsestilstand kan sætte sig igennem, og dermed forhindres det, at undtagelsestilstandens aktører kommer i besiddelse af så megen magt, at de enten bliver de nye magthavere, eller at deres overdrevne vold gør alle til statens modstandere.
Det er en pointe hos Schmitt, at det suveræne diktatur i høj grad er et produkt af historien, af Den Franske Revolution og af den marxistiske bevægelse. ‘Proletariatets diktatur’ udtrykker således en anden form for diktatur end det konstitutionelle, nemlig et, der har som målsætning at opnå en ny politisk, social og retslig orden. Målet er “at virkeliggøre en forfatning, der ses som den sande forfatning. De refererer altså ikke til en bestående forfatning [som det konstitutionelle diktatur] men til en kommende” (Schmitt 1928: 134). I sit hovedværk Vergangene Zukunft, zur Semantik Geschichtlicher Zeiten uddyber Schmitts elev, Reinhart Koselleck, denne pointe. Gennem sin begrebshistoriske analyse påpeger Koselleck således, at den græske betegnelse for en politisk omvæltning, metabolē politeion, skulle forstås som et led i den cykliske bevægelse, hvorved styreformer afløser hinanden på skift. Skoleeksemplet for denne opfattelse findes hos Aristoteles i Politikken, hvor det beskrives, hvorledes monarki udarter sig til tyranni, aristokrati til oligarki og demokrati til ochlokrati eller pøbelvælde, og eftersom ingen af de rene styreformer derfor kan bestå, men uvægerligt perverteres, må de – med mindre de kombineres – løbende forgå og erstatte hinanden. Denne opfattelse er også indeholdt i den oprindelige betydning af det latinske revolutio. Nikolaus Kopernikus’ De revolutionibus orbium caelestium, der blev trykt i 1543, havde således til hensigt at beskrive ‘himmellegemernes kredsløb’ og netop ikke egentlige forandringer på himmelhvælvingen (Koselleck 1979: 70). Denne betydning er også bevaret i det mere profane begreb ‘revolver’, der netop henviser til cylinderens kredsløb om sin egen akse. Ideen om revolutionen som betegnelse for en politisk omvæltning, der medfører irreversible forandringer i menneske- og samfundslivet, blev tidligst konciperbar midt i 1600-tallet og vandt først almindelig udbredelse med historiefilosofiens opståen og oplysningens kulmination i Den Franske Revolution. Først her kunne forestillingen om det suveræne diktatur, der i modsætning til det konstitutionelle diktatur markerer indstiftelsen af en radikalt ny politisk orden, erkendes og søges virkeliggjort. På samme måde kan vi forstå terrorbegrebets forandring fra en skræk og rædsel, der er menneskelivet iboende, til ideen om, at man med vold kan forandre samfundet (Gray 2006). Idet vi holder os for øje, at der er tale om et historisk kontingent forhold, kan vi opsummere med denne figur:
Den faktiske undtagelsestilstand står altså ikke i modsætning til hverken loven eller normaliteten. Den bekræfter retsordenen i sin suspension af retten. Enhver orden forsøger at forhindre den svingningslov mellem orden, destruktion og ny orden, Benjamin skildrer som et historisk vilkår, og hvis begrebslige forskydning i historien, Schmitt og Koselleck beskriver. Frygten for denne benjaminske sandhed er præcis, hvad der gør statsmagten så frygtsom over for enhver trussel. Truslen selv eller – og måske oftere – den overdrevne reaktion på truslen åbner muligheden for svingningslovens realisering.
Den statslige bestræbelse går ud på at transformere politik i diverse former til administration, det vil sige at konstituere en given orden, grundlægge en fredelig og varig orden, der dernæst kan administrere sig selv gennem en række forskellige logikker såsom markedet, retssystemet og privatsfæren. Her er det relevant, at det forskyder politisk konflikt til det ydre, gør internationale relationer til den eneste arena for legitim væbnet kamp, en social praksis, der sorterer under militæret. Enhver anden form for vold kategoriseres derimod som kriminalitet, som det er politiets opgave at tage sig af.
Undtagelsen som konstans?
