eller lovskabende diktatur, hvor den konstitutionelle undtagelsestilstands bemyndigelser og lovgivninger bliver gjort permanente. Undtagelsestilstanden bliver i en vis forstand permanent. De dramatiske eller synlige tegn på en sådan permanent undtagelsestilstand ses, når staten Israel, der traditionelt bryster sig af at være Mellemøstens eneste demokrati, med henvisning til sin historie og sin geopolitiske situation siden 1948, gang på gang har påberåbt sig undtagelsens nødvendighed i såvel militære som retslige handlinger, eller når Nordirland, en region i et af verdens ældste demokratier, kan befinde sig i undtagelsestilstand i 30 år (Gross 2006: 75). Men overgangen fra det retskonserverende til det retsskabende kan også ske glidende og ubemærket, som når undtagelseslovgivning bliver til almindelig lovgivning. Overgangen fra en kriminalitetstrussel til statstrussel afspejles i overgangen fra politi til efterretningstjeneste, fra én etat til en anden. Da PET i 1990’erne blev givet bemyndigelse til at overvåge rockerkriminalitet, skete det således blandt andet på baggrund af afsløringen af Hells Angels’ planer om at myrde højesteretspræsident Bent Otken (Schrøder 1997), deres handlinger var altså ikke blot kriminelle, men udtryk for decideret samfundsomstyrtende virksomhed. Der er tilsyneladende en indbygget tendens i det statslige system til at beholde lovgivning og bemyndigelser, der først er besluttet og indført. Gross (2006: 80) beskriver i den henseende, hvorledes undtagelsestilstanden bliver indlejret eller forlænget. Først indføres de med henvisning til nødvendighed, og dernæst beholdes de med henvisning til effektivitet eller belejlighed.
Det rejser spørgsmålet om den permanente undtagelsestilstand, hvor krigen imod terror har indspundet os i en permanent krigs- og undtagelsestilstand, hvilket er med til at forklare genkomsten af diverse skyggekrigere, paramilitære militser og lejesoldater (Agamben 2005). I videre forstand rejser det også spørgsmålet om det forhold, at hvis det er sandt, at vi lever i en terrortid, så opløses kendte distinktioner mellem krig og fred, undtagelse og normalitet, civil og kombattant. Hvis terrorisme er det nye paradigme, det ‘globale risikosamfund’ (Beck 2002), ‘et nyt livsvilkår [a new condition of life]’ (US Government 2002: 31), så bliver modterror også en gængs eller dagligdags realitet.
Historisk set er enhver opposition af alvorlig karakter – set fra staten eller det politiske samfunds side – blevet mødt med påstanden om at være illegitim eller ‘terroristisk’, da den netop står i modsætning til den institutionaliserede normalitet og legalitet, som den politiske magt har defineret, naturaliseret og monopoliseret. I en vis forstand bliver enhver væbnet opposition imod staten og dens institutioner således terrorisme. Derfor udgør stat og terror ikke blot hinandens modsætninger men også hinandens forudsætninger. Tesen blandt aktørerne i det statslige voldsapparat har ofte været den at: ‘For at bekæmpe en terrorist må man tænke og handle som en terrorist’. Derfor opstod der f.eks. i 1970’ernes Italien en tæt forbindelse mellem statens sikkerhedskompleks og ‘sort terrorisme’, og derfor har staten til stadighed ‘skabt’ sådanne ‘terroristiske’ aktører både eksternt, i forhold til samfundsmajoriteten, og i det indre af sit voldsmonopol: I den nutidige krig mod terror inddrages der således til stadighed midler, der i enhver konflikt mellem statslige enheder ville blive betragtet som illegitime eller terroristiske. Disse delegitimeringer eller illegaliseringer er, hvad der skaber den terroristiske figur. Terror bliver til terrorisme, når voldsudøvelsen kan bestemmes som ikke-statslig. Terroristen er den, der fremtvinger undtagelsen. Terror bliver et middel til at skabe den retsskabende undtagelsestilstand.
Staten skaber ikke-autoriserede terroristiske figurer i et komplekst samspil mellem statslig dominans, repression, modstand, vold og mod-vold. Det er ikke det samme som at sige, at staten altid er ansvarlig for den voldelige modstand, der bliver rettet imod den, men ej heller kan man påstå, at den er uskyldig. Dels vil statens forsøg på at håndhæve sin dominans skabe modstand, og dels vil bekæmpelsen af terroristisk vold skabe radikaliseringer, der giver sig udtryk i mere vold; og endelig skaber staten terroristiske figurer igennem den retslige og propagandistiske ud-grænsning af sine modstandere, som vi ser det i den israelske, amerikanske eller den russiske regerings legitimering af særdeles repressive handlinger med henvisning til, at deres modstandere som terrorister følgelig også skal behandles som sådanne. Om de så faktisk ‘er’ terrorister i objektiv forstand (om en sådan gives), er i den henseende mindre vigtigt. Det afgørende er dels måden, hvorpå de italesættes som terrorister i og af deres statslige omverden, og dels hvordan de selv overtager eller imødegår denne sproglige stigmatisering.
Terrorisme som sproglig strategi
I 1919 skrev Georg Lukács artiklen ‘Taktik og etik’, hvori han reflekterede over forholdet legalitet/illegalitet. Skønt han ikke diskuterer terrorspørgsmålet eller konkrete, praktiske handlinger, så er hans diskussion interessant, fordi han eksplicit tager afstand fra enhver tendens til, at den revolutionære kamp lader sig fange ind af systemets endsige af den i fortiden eller i nutiden herskende morals opfattelse af brugen af voldsmidler:
Hvis vi definerer taktik som et middel, med hvilket politisk aktive grupper opnår deres erklærede mål, som et bindemiddel mellem det endelige mål og virkeligheden, da opstår der fundamentale forskelle alt afhængig af, om det endelige mål kategoriseres som et moment inden for den givne sociale realitet eller hinsides denne. Den principielle forskel mellem det immanente og det transcendente endelige mål er, at den førstnævnte accepterer den eksisterende legale orden som et givet princip, der nødvendigvis og normativt bestemmer enhver handlings mulighedsrum, hvorimod den legale orden i det socio-transcendente tilfælde ses som ren realitet, som real magt, der højst tages i betragtning, hvis det er formålstjenstligt. (Lukács 1972: 3)
Lukács fortsætter med at understrege, at ethvert revolutionært mål “afviser den moralske raison d’être og det historisk-filosofisk passende ved både nutidige og fortidige legale ordner; i hvilken grad de – hvis overhovedet – skal tages i betragtning, er derfor et rent taktisk spørgsmål” (1972: 4). Heri ser vi den radikaliserede form af den forskydning af revolutionsbegrebet, som Schmitt og Koselleck diagnosticerede: den totale afvisning af systemets koder og den rene instrumentalisering af metoden ud fra, hvad der er mest formålstjenstligt. For hverken fortiden eller nutiden har noget krav på at bestemme fremtiden. Måske vi med dette kan sige, at afstanden mellem oprører og system bestemmer, hvor meget det, som Lukács kalder ‘den givne sociale realitet’, det vil sige de gældende juridiske og moralske love, får lov til at bestemme og yde indflydelse på kampen.
I Ernesto Che Guevaras vejledning til guerillakrig – et værk, der skulle opnå en helt central betydning inden for såvel den revolutionære kamp som i bekæmpelsen af den – ser vi derimod et forsøg på at spille ‘systemets spil’. For Che Guevara pointerer vigtigheden af at skelne mellem terrorisme og sabotage:
Sabotage har intet med terrorisme at gøre; terrorisme og personangreb er fuldstændig forskellige taktikker. Vi tror oprigtigt på, at terrorisme er af negativ værdi, at det på ingen måde producerer de ønskede effekter, at det kan vende folket imod en revolutionær bevægelse, og at det kan koste livet for dets udøvere ude af proportion med dets effekt. (Guevara 1961: 93)
Selv om man godt kan argumentere for, at denne argumentation er taktisk, at dens primære formål ikke er at lægge en dæmper på volden, men at undgå at den folkelige opinion vender sig væk fra oprøret, så er det centrale, at Che Guevara hermed overtager den udefra pålagte distinktion mellem det tilladelige og det utilladelige. For det første fordi denne strategi står i skarp modsætning til den opfattelse, Lukács gjorde sig til talsmand for. For det andet fordi hans diskursive adoption af det traditionelle begrebsapparat fik afgørende betydning for de revolutionære bevægelsers opfattelse af forholdet mellem mål og midler. Det var netop denne distinktion, der efter den 11. september fik en lang række af de illegitime voldsorganisationer med tæt tilknytning til den revolutionære bevægelse – den baskiske befrielsesorganisation ETA er nok det mest berømte eksempel – til simpelthen at nedlægge våbnene af frygt for at blive slået i hartkorn med ‘egentlig’ terrorisme.
Langt
