udtryk. I overensstemmelse med dette begrebsapparat gives følgende overordnede forståelse af denne antologis historiske perioder: Europa i århundrederne før 1450 må forstås som staten på splitting-niveau. Den efterfølgende formative periode fra 1450-1870 må forstås som en gryende fortrængning/bureaukratisering af konflikter, hvor private aktører langsomt luges ud. Perioden for den moderne national-stat, 1870-1989, må forstås som fortrængning, der næsten – men ikke helt – er lykkedes.
Før 1450: feudalisme
For at forstå, hvordan terroristen og staten definerer hinanden historisk, er det nødvendigt kort at se på den ubureaukratiserede stat. Århundrederne før 1450 i Europa beskrives ofte med begrebet ‘feudalisme’ (Spruyt 1994) eller ‘patrimonialism’ (Tilly 1990). Periodisering er altid et problem i historisk sociologi, og man kan diskutere, om ikke den feudale organisationsform var på retur allerede i århundredet før 1450. Allerede fra omkring 1000-1100 er de første europæiske stater begyndt at tage form og vinde indflydelse.
Men staterne er stadig svage, og det betyder, at vi i perioden meget tydeligt ser de karakteristiske splitting-forsvar i de statslige fællesskaber. Centralt for denne antologis emne er krigens ‘private’ karakter i perioden før 1450. Man fører krig for at vinde rigdom, indflydelse og sikkerhed for sig selv og sine. Vincent Gabrielsen har beskrevet dette som ‘røvertogt-mentalitet’. Begreber som offentligt og privat er endnu ikke skabt (Gabrielsen 2001; 2003), og der er således ikke knyttet nogen særlig autoritet til det ‘statslige fællesskab’. Det betyder, at enhver, der er i stand til at udøve vold, er legitim. Der er ingen central konfliktløser. Tværtimod løses konflikter på ‘privat’ initiativ gennem forskellige netværk og ofte med kirkens klostre som udgangspunkt (se f.eks. Esmark 2002 for et studie af konfliktløsning i Anjou 900-1100).
Den stærke mand har en magtfuld rolle i samfund, hvor staten er svag. Han er gruppens idealiserede helt, der giver ære, omsorg og håb til gruppemedlemmerne. En sådan leder kan udpeges/opstå blandt alle samfundets grupper. Således er følgende aktører almindelige og legitime deltagere i krig i perioden op til 1450: bønder, adel, sørøvere, røvere, lejesoldater, bystater og byligaer, bisper, lejesoldater, ridderordner, paver og købmænd.
Der er i det feudale Europa ingen klar indehaver af legitim voldsmagt. Tilsvarende kan man derfor sige, at alle voldsaktører er terrorister set med modstanderens øjne (og måske særligt med den almindelige befolknings øjne). Men mere rigtigt er det nok at sige, at benævnelsen ‘terrorist’ forstået som illegitim voldsaktør ikke giver mening i et sådant samfund.
Denne karakteristik er selvfølgelig fortegnet. Der er i perioden frem til 1450 en række tendenser, der trækker statsdannelsen i en mere institutionaliseret retning. Disse tendenser lægger sporene for udviklingen af staten i de kommende århundreder:
Den kristne kirke skaber omkring år 1000 en slags samfundsteori, hvori befolkningen opdeles i tre ordner: præster, adel og bønder. Af dem havde kun adelen ret til at gå i krig. Denne opdeling repræsenterer et tidligt forsøg på at kontrollere voldsudøvelsen (Esmark og McGuire 1999: 170).
Teologer kodificerer omkring 1150 (Jensen 1993) reglerne for den ‘retfærdige’ krig i et forsøg på at gøre privat krig illegitim.
Det feudale system med herrer og vasaller repræsenterer i sig selv et forsøg på at organisere og regulere krigsførelsen.
Kongerne er allerede på dette tidspunkt begyndt at forsøge at inddæmme de andre krigsaktører gennem forhandling og eliminering (Spruyt 1994). Det er denne sidste proces, der for alvor tager fart efter 1450.
Periode I (1450-1870): gryende fortrængning
I perioden efter 1450 er splitting som kollektivt psykologisk forsvar i staten stadig dominerende. Men som et led i statens styrkelse ses en begyndende fortrængning af en række samfundsmæssige konflikter. Ved begyndelsen af perioden kan pirater, bystater, territorialstater, lejesoldater, herremænd og oprørske bønder m.fl. mere eller mindre ses som ligeværdige modstandere. Men efterhånden lykkes det staten at definere en stigende andel af disse aktører som ikke-legitime: at gøre dem til terrorister. Afgørende i denne proces er statens evne til løbende at konsolidere og udvide sit territorium.
Denne proces betragtes traditionelt som en institutionaliserings- og krigs-førelsesproces. Som et supplement kan den ses som en meget stor gruppedannelsesproces. Som nævnt kræver alle gruppedannelsesprocesser erkendelse og udspilning af konflikter og efterfølgende bilæggelse og kompromisskabelse i de samme konflikter.
Afgørende elementer i denne proces er systematisering og standardisering af vægt- og møntenheder, af retssystemet, af sprog, af religion og af skatteinddrivelsen (Spruyt 1994; Alsted 2004). Alle de nævnte områder repræsenterede stærke konflikter mellem grupper i fællesskabet og var barrierer for en styrkelse af det statslige fællesskab. Gennem systematisering og standardisering fortrænges disse konflikter. Staten skaber ‘orden’ ved at fastlåse konflikter i de kompromiser, som systematiseringen og standardiseringen er udtryk for.
Ligeledes vigtigt er det fremvoksende skel mellem offentligt og privat. Dette skel kender man ikke i den feudale middelalder, hvor kongens jord var hans personlige ejendom og ikke statens. Skabelsen af ideen om noget ‘offentligt’ kan ses som fremkomsten af ideen om et statsligt fællesskab – en gruppe – der krævede selvdisciplin af sine medlemmer (Elias 2000; Alsted 2001).
Men som nævnt er splitting stadig en væsentlig del af de statslige fællesskabers kollektive psykologiske forsvar. Dæmonisering af statens fjender og udpegning af syndebukke er et afgørende led i denne proces. Personer eller grupper, der ikke kan eller vil passes ind i det statslige fællesskab, bliver i stigende grad betegnet pirater, banditter og ‘byttejægere’ (Gabrielsen 2001; 2003). I perioden skifter den afgørende repræsentant for fællesskabet fra at være kirken til at være staten. Dermed skifter også rollen som syndebuk langsomt karakter fra at være kættere og hekse til at være pirater, røvere, lejesoldater m.fl.
De private voldsaktører, der i perioden optages i staten, inkluderer bl.a. byer, herremænd, bønder, købmænd, handelskompagnier, den kristne kirke samt byligaer, hvorimod de private voldsaktører, der ikke optages i staten, men derimod defineres som illegitime, bl.a. inkluderer pirater, lejesoldater, ridderordner og røvere.
På denne måde ‘tilskæres’ det statslige fællesskab på en stadig mere præcis måde. Noget og nogle inkluderes – andet og andre ekskluderes. Igen er det vigtigt at understrege, at det ekskluderede ikke er noget, der ligger uden for staten, men problemer og konflikter der ikke kan overskues/behandles i staten. For eksempel falder det i øjnene, at de ekskluderede er forholdsvis ressourcestærke grupper, hvis ønske om selvbestemmelse dårligt kan indpasses i stændersamfundet. I stedet bliver de til syndebukke.
Periode II (1870-1989): fortrængning som primært forsvar
Perioden mellem 1870 og 1989 er karakteriseret ved, at der ikke længere er nogen reelle trusler mod det national-statslige fællesskab. Bureaukratiseringen er nu meget veldefineret. Det er ikke længere nogen private voldsaktører, der er stærke nok til at udgøre en egentlig trussel mod staten, og ideen om et højere mål med fællesskabet er nu så rodfæstet, at en stærk mand/helt ikke kan konkurrere. For staten har skabt kompromiser om mange væsentlige konflikter inden for fællesskabet: Nationalismen og forestillingen om statslige fællesskaber har i nogen grad overtaget religionens og herremændenes plads som meningsskaber for den enkelte; staten er trængt langt ud i lokalsamfundene med velfærdsordninger; og den enkelte borgers indflydelse på staten er forøget væsentligt gennem indførelse af
