ankerpunkt ikke skal findes i landbefolkningen, men i byen, og som følgelig blev ophavsmand til begrebet ‘byguerilla’, som Rote Armee Fraktion overtog (se tekster her i bogen). I modsætning til Che Guevara afviser Marighella ikke, at guerillaen har alle terroristens kendetegn. I 1969 skrev han, at byguerillaen er “regeringens uforsonlige fjende, der systematisk påfører skade på den etablerede autoritet og de, der udøver magt for at udbytte nationen […] Byguerillaen frygter ikke at afvikle og ødelægge det eksisterende brasilianske økonomiske, politiske og sociale system” (2006: 4). En sådan bestræbelse vil nødvendigvis få prædikatet ‘terrorist’, og Marighella er eksemplarisk for den position, der har et rent instrumentelt syn på betegnelsen, når han siger, at terrorisme normalt udøves ved at smide en bombe, der gør fjenden meget skade: “Terroristhandlingen er ikke anderledes end andre byguerillataktikker, andet end den tilsyneladende lethed, hvormed den kan udføres” (2006: 31), og han tilføjer, at “ordene bevæbnet kamp og terrorisme betyder ikke længere ondskab […] Det vanærer ikke nogen […] Det er en handling værdig for alle revolutionære i kamp mod det skammelige militære diktatur og dets monstrøsiteter” (2006: 3). Marighella vælger den offensive tilgang til beskyldningen om terrorisme. Ligesom man kunne se en udløber af adoptionen af det statslige skel mellem vold og terror i de grene af den revolutionære bevægelse, der opgav den væbnede kamp i kølvandet på den moderne terrorismes opkomst, er det ikke vanskeligt at se en forbindelse mellem den radikaliserede fornægtelse af denne distinktion hos på den ene side Lukács og Marighella og på den anden side i al Qaedas retorik, hvilket også bekræfter, at vor tids mest berømte terrororganisation således ikke kan betegnes som middelalderlig, men ligesom det statssystem, de eksisterer i modsætning til, tværtimod er helt og holdent moderne (Lawrence 2005; Gray 2006; Thorup 2006).
Konklusion: terroristiske figurer
Mens den traditionelle terror/antiterror-dikotomi kommer til kort, tilbyder Thomas P. Thornton to begreber, der bedre beskriver det faktiske forhold mellem legitim og illegitim vold, idet hans distinktion afviser den indbyggede statslige forståelse af situationen, der er indeholdt i en sådan skelnen. Han vælger i stedet at bruge begrebet ‘håndhævelsesterror’ til at beskrive den voldsudøvelse (antiterror), som anvendes af dem, der er i besiddelse af magten, samt ‘agitatorisk terror’ om voldsudøvelse anvendt af dem, der udfordrer magten (Thornton 2006: 42). Uagtet at en sådan distinktion er bundet op på en bestemt historisk kontekst, nemlig den moderne statsorden, så tjener den til at problematisere det statslige monopol på at udpege ‘terroristen’. Det er et både historisk og nutidigt faktum, at modsætningen terror/ antiterror ikke er sammenfaldende med modsætningen ikke-statslig/statslig, og derfor må vi ikke lade den statsligt definerede distinktion mellem det legale og det illegale sætte rammerne for vores analyse eller kritik. Det betyder på den anden side heller ikke, at vi skal acceptere de ikke-statslige udfordreres version af konflikten.
Det er således ikke vores hensigt at søge at vende skyldsspørgsmålet om, at gøre staten til den store dæmon eller glorificere diverse private voldsaktører. Vi har heller ikke nogen ambition om at postulere en moralsk ækvivalens mellem eksempelvis USA og al Qaeda, at afsløre staten som terroristisk eller at råbe ‘statsterror’, når staten reagerer på væbnede trusler. Målet er derimod en bedre forståelse af statsmagt og ikke-statslig modmagt. Begrebet statsterror er nok anvendeligt som et retorisk virkemiddel i forsøget på at delegitimere statens handlinger, men ret beset er skellet mellem terror og antiterror et skel, der sættes af staten selv. I den henseende er terror netop kendetegnet ved at være ikke-statslig, at udgøre en ikke-statslig pendant til den statsligt autoriserede vold, ganske som afpresning er den ikke-statslige pendant til skatteopkrævning. Forskellen ligger i legaliteten. Det er legaliteten, der afgør, om en handling er terror eller ordenshåndhævelse, afpresning eller skatteopkrævning. Et begreb som terrorisme giver kun mening som en praksis ulovliggjort af en stat eller et andet politisk organiseret fællesskab.
Artiklens fokus har været på den statslige side af ligningen, og terroristerne har optrådt som ‘terroristiske figurer’, det vil sige som bestemt ikke af deres praksis eller målsætning, men af deres forhold til staten og af det forhold, at det er statens benævnelse, der gør en politisk aktør i ordets bredeste forstand til terrorist. Vi hævder altså, at der op igennem historien kan identificeres en række terroristiske figurer, bestemt ved deres prekære forhold til magten, et forhold der har svinget mellem modstand og samarbejde, legitimitet og delegitimering: pirater/kapere, banditter, partisaner, mafiagrupper, selvtægtsgrupper, oppositionsgrupper etc. Betegnelsen terroristisk figur er naturligvis ikke uproblematisk. Begrebet terrorist er, som det fremgår af det ovenstående, både en forholdsvis moderne betegnelse og en betegnelse, der indtil for ganske nylig primært har været knyttet til den vestlige hemisfære. Hvad det sidste angår, er det ganske naturligt, eftersom den, terroristen først og fremmest identificeres i modsætning til, er den vestlige nationalstat eller statslignende strukturer; det har den konsekvens, at fokus i de følgende artikler er overvejende eurocentrisk. Hvad det første angår, så benytter vi netop en anakronisme, fordi de mere neutrale betegnelser, som ‘ikke-statslige’ eller ‘illegitime’ voldsaktører, har en tendens til at dække over såvel statens som disse figurers historisk kontingente status. Den historiske kontingens betyder, at vi i en vis forstand alle er i fare for at blive udråbt som terrorister, hvad enten vi står på den statslige eller på den ikkestatslige side af gærdet.
Når ikke al vold er ulovlig, når noget vold betragtes som lovlig og legitim, da står den centrale opgave tilbage: at spørge til forudsætningerne for at skelne mellem legitim og illegitim vold snarere end ukritisk at acceptere statens naturalisering, afhistorisering og selvfølgeliggørelse af sin egen historisk kontingente og lokalt variable magt (Dillon 1998). Forudsætningen for det statsligt definerede skel mellem lovligt og ulovligt betegner opkomsten, konsolideringen og effektueringen af en særlig form for konventionalitet, og det er denne konventionalitets udvikling, der skal skildres i det følgende.
Litteratur
Agamben, Giorgio (2003). “Undtagelsestilstand”, Lettre International, september, s. 31-33
Agamben, Giorgio (2005). State of Exception, Chicago & London: University of Chicago Press
Beck, Ulrich (2002). “The Terrorist Threat. World Risk Society Revisited”, Theory, Culture & Society, vol. 19, nr. 4, s. 39-55
Benjamin, Walter (1973a). “Forsøg på en kritik af volden” i Walter Benjamin, Kulturindustri. Udvalgte skrifter, København: Rhodos
Benjamin, Walter (1973b). “Historiefilosofiske teser” i Walter Benjamin, Kulturindustri. Udvalgte skrifter, København: Rhodos
Dillon, Michael (1998). “Criminalising Social and Political Violence Internationally”, Millennium, vol. 27, nr. 3, s. 543-567
Dillinger, Johannes (2004). “Terrorists and witches: popular ideas of evil in the early modern period”, History of European ideas, vol. 30, s. 167-182
Eagleton, Terry (2005). Holy Terror, Oxford: Oxford University Press
Ferejohn, John & Pasquale Pasquino (2004). “The law of the exception: a typology of emergency powers”, International Journal of Constitutional Law, vol. 2, nr. 2, s. 210-239
Gray, John (2006). Al Qaeda og hvad det vil sige at være moderne, Århus: Forlaget Slagmark
Gross, Oren (2006). “What Emergency’ Regime?”, Constellations, vol. 13, nr. 1, s. 74-88
Guevara, Ernesto Che (1961) Guerilla Warfare, New York: Monthly Review Press
Hobbes, Thomas (1985, [1651]). Leviathan, London: Penguin
Kant, Immanuel (1966, [1798]). “Streit der Fakultäten” i Kant
