den statslige udviklingshistorie har forhandlingen som regel været ført med voldelige midler. Der er heller ikke noget automatisk over denne forhandling. Den foretages af aktører (individer og grupper), der træffer selvstændige valg, som både kan hæmme og fremme statens centralisering.
Kollektiv modenhed og terrorister
Terrorister – forstået bredt som private voldsudøvere, f.eks. pirater, banditter og oprørske bønder – indgår som aktører i forhandlingen om statens udformning. Som voldsudøvere kræver de anerkendelse af, stiller spørgsmålstegn ved og truer det statslige fællesskab.
Imidlertid er terrorister ikke kun aktører – de er også symboler. For statens indbyggere bliver terroristen et symbol på det onde udefrakommende, der truer fællesskabet med ødelæggelse. Terroristen dæmoniseres og gøres til en illegitim voldudøver. Begrebet terrorist skal altså forstås som en kategori – et kollektivt psykologisk forsvar – der forenkler verden og gør det muligt for statens ledere og indbyggere at kontrollere og isolere den angst og aggression, der opstår inden for fællesskabet. Terrorismebegrebet er udtryk for et umodent kollektivt forsvar. Terrorisme og antiterrorisme er derfor en almindelig (men formentlig ikke uafvendelig) del af dannelsen og vedligeholdelsen af stater.
Ligesom individuelle forsvar kan kollektive forsvar have forskelligt modenhedsniveau. Fællesskabers handlekraft og koordineringsevne er direkte proportional med modenheden af deres kollektive psykologiske forsvar. I den historiske sociologi arbejder flere forfattere med ideen om, at staters effektivitet er bundet til borgernes evne til at samarbejde indbyrdes ved løsningen af statens opgaver (Mann 1986; Alsted 2001: kap. 4). Denne ide videreføres her med den tilføjelse, at evnen til at samarbejde igen er bundet til den enkelte borgers modenhed og til statens modenhed.
Det bliver derfor relevant at undersøge forskellige niveauer af modenhed nærmere. Man kan groft opdele psykologiske forsvar i tre modenhedsgrader alt efter deres evne til at håndtere ambivalens:
Splitting
Fortrængning
Integration
Kun splitting og fortrængning er relevante i denne artikels sammenhæng. Splitting, eller dikotomisering, er den nydannede stats psykologiske forsvar, og det sættes ind, når der opstår en trussel mod det skrøbelige, nye fællesskab. Terrorismebegrebet er knyttet til dette niveau af psykologiske forsvar.
Splitting er et ‘primitivt’ forsvar, der virker ved at opdele verden i to klare kategorier: det gode og det onde. Denne måde at kategorisere verden på er fundamental for alle mennesker. Det er grundlæggende for os alle at opdele vores erfaringer i det, der er kilde til tilfredsstillelse og nydelse, og det, der er kilde til smerte og angst. En organisations forsvar mod dette, dens måde at udholde ambivalensen og undgå opløsning på, er at ‘splitte’ omverdenen, således at nogle fænomener kategoriseres som udelukkende gode og andre som udelukkende dårlige eller onde. Fordelen ved dette forsvar er, at det er simpelt og ikke stiller store krav til selvkontrol og -analyse. Ulempen er, at nuancerne i verden går tabt. Kategorierne godt og ondt er ikke gode som begreber til at navigere i en ambivalent verden. Der er derfor grænser for effektiviteten af en gruppe under påvirkning af splitting-forsvar.
Udøvelse af vold er ofte en del af et sådant splitting-forsvar. Vold er et forsøg på at få noget til at ‘gå væk’, forsvinde, og er ofte en reaktion på noget, der opleves som en trussel på livet: frarøvelse af identitet. Splitting som kollektivt udtryk er karakteriseret ved lav individualitet, begrænset loyalitet over for fællesskabet, stor intern konkurrence mellem medlemmerne, skiftevis idealisering og dæmonisering af lederen, skiftevis stærk over- og undervurdering af egne evner, stærk dæmonisering af samfundets ydre fjende, brug af syndebukke og indgåelse af skiftende alliancer (Kernberg 1998; Haslund og Alsted 2004). Lederen af gruppen baserer sig på personlig styrke og karisma samt gruppemedlemmernes idealisering (Bion 1961).
Et vigtigt element i splitting er projektiv identifikation. Projektiv identifikation er et ubevidst psykologisk forsvar, der gør det muligt at overføre indre konflikter til ydre personer eller institutioner og derefter at tage afstand til eller idealisere disse (Visholm 2004). Når vi tager afstand fra terrorister, er der ofte tale om projektiv identifikation.
Det er således et vigtigt budskab her ikke at se terroristen som noget, der er uden for staten, men som et fænomen, der er en del af staten. Det er netop en mekanisme karakteristisk for splitting-forsvar: fraspaltning af indre konflikter ved hjælp af syndebukke. Syndebukke er personer eller grupper, der ubevidst udpeges eller lader sig udpege til at bære svære ubevidste konflikter i gruppen. Via projektive identifikationer bliver det muligt for gruppen at få kontrol over konflikten ved at placere den i en ydre person og tage afstand fra vedkommende. Den indre angst og ambivalens, konflikten gav anledning til hos gruppemedlemmerne, ‘forsvinder’ og erstattes med en klar ydre fjende. Men syndebukke rejser som regel et reelt problem i gruppen, om end det sker i fordrejet form (Obholzer og Roberts 2003). Terrorister fungerer meget ofte som syndebukke i de statslige fællesskaber. Ved at udskille terrorister som illegitime og ‘onde’ kommer staten ‘af med’ den konflikt, terroristen repræsenterer, og kan bekæmpe den.
Terroristerne er naturligvis selvstændige aktører, der træffer egne valg. Men det er formentligt ikke tilfældigt, hvem der bliver terrorister. Der er en tendens til, at det er personer i periferien af en organisation, der udpeges som syndebukke (Obholzer og Roberts 2003). Således har både excentrikere og ledere en høj risiko for at blive syndebukke. Også personer med et usikkert personligt eller fagligt fundament har større risiko for at blive syndebukke. Denne type personer ‘vælges til/påtager’ sig formentlig opgaven, fordi de er mere modtagelige for projektive identifikationer. Et højt niveau af indre tvivl gør én følsom over for projektiv identifikationer. For at bekæmpe denne indre tvivl bliver mange terrorister fundamentalister (Giddens 1991). Fundamentalister har lige som andre mennesker et legitimt krav krav på anerkendelse. Men de har en urealistisk og umoden forestilling om, hvordan denne anerkendelse skal gives.
Fortrængning betegnes ofte som et mere modent forsvar. Det virker ved, at uoverskuelige, indre konflikter fortrænges til det ubevidste. Dermed integreres det konfliktfyldte mere end ved splitting, men dog ikke fuldt. Fortrængningen tillader nemlig ikke en bevidst bearbejdning af det angstvækkende. For psyken repræsenterer fortrængningen alligevel en gevinst, idet den sparer individet eller gruppen for de voldsomme følelsesudsving mellem godt og ondt, der er forbundet med splitting-tilstanden.
Fortrængning er et kompromis mellem en bevidst hensigt og et fortrængt ubevidst ønske om noget andet. Dette kompromis opnås blandt andet gennem rutineprægede – ofte rigide – handlingsmønstre, der kan holde konflikterne under kontrol. Fortrængninger kommer ofte til udtryk som rationaliseringer, tabuisering og formalisering.
Men fortrængningens mest kendte kollektive udtryk er bureaukratiet. Ønsket om at kunne skabe den konfliktfri organisation, hvor produktionen forløber punktligt og præcist, findes i utallige forklædninger, som alle har det til fælles, at man på forhånd forsøger at beskrive og fastlægge forløbet af en given proces. Bureaukratier, hvad enten de er skatteforvaltninger, indfødsretslovgivning eller nationalstatsgrænser, muliggør en vis kontrol med uregerlige konflikter gennem skabelse og fastfrysning af kompromiser. Ligesom ved splitting gøres dette gennem at kategorisere og systematisere omverdenen. Men i modsætning til splitting er der ved fortrængning overskud til at skabe mere nuancerede kategorisystemer.
Ulempen ved fortrængninger er deres rigiditet. Virkelighedens nuancer kan ikke indpasses fuldstændigt i fortrængningens kategorier. Der er altid sager, situationer og personer, der unddrager sig kategoriseringens logik, og som kræver større fleksibilitet og tolerance. I sådanne tilfælde trues den fortrængende organisation
