zur Semantik Geschichtlicher Zeiten, Frankfurt am Main: Suhrkamp
Klarskov, Klarskov (2005). “Freverts afløser på kant med straffeloven” Politiken, d. 2. december
Lawrence, Bruce, (red.) (2005). Messages to the world. The statements of Osama bin Laden. London & New York: Verso
Locke, John (1988, [1698]). “First Treatise of Government” i Locke, Two Treaties of Government, redigeret af Peter Laslett, Cambridge: Cambridge University Press
Lukács, Georg (1972, [1919]). “Tactics and Ethics”, s. 3-11 i Lukács, Tactics and Ethics. Political Essays, 1919-1929, London: Harper & Row
Machiavelli, Niccolò (1999). Fyrsten, København: Borgen
Marighella, Carlos (2006, [1969]). “Manual of the Urban Guerilla”, s. 3-40 i David C. Rapoport (red.), Terrorism. Critical Concepts in Political Science, vol. III: The Third or New Left Wave. London & New York: Routledge
Rossiter, Clinton (1948). Constitutional Dictatorship, Princeton: Princeton University Press Schmitt, Carl (1928). Die Diktatur, Berlin: Duncker & Humblot
Schrøder, Marie Louise (1997). “Rockere ville myrde dommer og anklager”, Ekstra Bladet, d. 23. september
Thornton, Thomas Perry (2006). “Terror as a weapon of political agitation”, s. 41-63 i David C. Rapoport (red.), Terrorism. Critical Concepts in Political Science, London & New York: Routledge
Thorup, Mikkel (2006). “War, terror and enmity – the politics of Osama bin Laden”, paper præsenteret ved Nordisk Sommer Universitet, Estland den 23-30. juli 2006
Tilly, Charles (2004). “Terror, Terrorism, Terrorists”, Sociological Theory, vol. 22, nr. 1, s. 5-13
US Government (2002). National Security Strategy of the United States of America, september
Walther, Rudolf (1990). “Terror, Terrorismus”, s. 323-444 i Otto Brunner, Werner Conze & Reinhart Koselleck (red.), Geschichtliche Grundbegriffe, bind 6, Stuttgart: Klett-Cotta
Žižek, Slavoj (2002). “Are we in a war? Do we have an enemy?”, London Review of Books, vol. 24, nr. 10
Zulaika, Joseba & William A. Douglass (1996). Terror and Taboo. The Follies, Fables, and Faces of Terrorism, New York & London: Routledge
TERRORISME SOM MANGEL PÅ KOLLEKTIV MODNING
Jacob Alsted
Statsdannelse er ikke kun en institutionel proces, men også en psykologisk proces. Dannelsen og vedligeholdelsen af en stat kræver en psykologisk modning af den kommende stats indbyggere. Denne modningsproces indeholder en erkendelse og udspilning af konflikter mellem indbyggerne og efterfølgende bilæggelse og kompromisskabelse. Tilstedeværelsen af terrorister – hvad enten de er sørøvere, lejesoldater, partisaner, guerillaer eller terrorister – er et tegn på, at denne modningsproces stadig er i gang og ikke er tilendebragt. Terrorisme er altså tegn på et umodent fællesskab. Konflikten mellem staten og ‘terroristen’ bliver via konnotationerne i begrebet terrorisme en modstilling mellem godt og ondt. Hverken statens eller terroristens psykologiske evne til at håndtere konflikter er særlig god, hvilket betyder, at begge parter i stedet opstiller en dikotomi imellem dem/os i betydningen god/ond. Det er konfliktløsning uden løsning.
Inden for den historiske sociologi er det almindeligt at betragte vold som en naturlig del af statsdannelsesprocessen. Men man kan spørge, hvorfor denne forhandling om rammerne og omfanget af det statslige fællesskab nødvendigvis skal foregå med voldelige midler. For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at undersøge psykologien i dannelsen og vedligeholdelsen af fællesskaber. Denne undersøgelse starter med en diskussion af menneskets grundvilkår.
Blandt menneskets grundvilkår er ambivalens et af de forhold, der træder tydeligst frem som værende en egenskab ved den menneskelige eksistens (Kernberg 1976: 59). Alle fænomener i livet rummer både gode og dårlige sider. Selv stor overlegenhed rummer svaghed, stor kærlighed indeholder egennytte, og livet varsler død. Der er ingen faste holdepunkter. Eller med andre ord, intet er entydigt godt eller dårligt – alt er ambivalent.
Problemet med denne mangetydighed er, at vi konstant skal tage stilling til de forskellige muligheder for fortolkning, som situationen byder. Ambivalensen lader os aldrig i fred, men kræver, at vi hele tiden forholder os til den. Ambivalensen stiller således store krav til psykens fleksibilitet og beslutningsevne. I praksis kan intet menneske rumme og udholde en sådan allestedsnærværende dobbelttydighed. Ambivalensen truer vores psykologiske velvære og vores handlekraft, og ambivalensen er overalt.
Psyken etablerer derfor forsvar mod ambivalensen. Forsvarsmekanismerne gør omverdenen mere overskuelig ved at lette den enkeltes oplevelse af svære og konfliktfyldte følelser såsom angst, aggression eller stærk glæde.
Staten som kollektivt psykologisk forsvar
Disse forsvar fungerer ikke kun individuelt, men også kollektivt. Et historisk vigtigt kollektivt psykologisk forsvar er staten (Alsted 2005). Også fællesskaber såsom organisationer, religioner og familier kan anskues som kollektive psykologiske forsvar. For at kunne agere sammen må mennesker have fælles billeder af deres handlinger (Berger og Luckmann 1966), og skabelse af fællesskaber kræver, at fællesskabet bliver en del af hver enkelt medlems selvopfattelse (Lyth 1989). Fællesskabets medlemmer skal dele opfattelse af fællesskabets indhold. Sådanne fælles billeder kan kaldes kollektive psykologiske forsvar i og med, at dannelsen af de indre billeder af fællesskabet er underlagt de samme betingelser som individuelle psykologiske forsvar. Set ud fra et psykologisk synspunkt er statens vigtigste opgave, at den forenkler og overskueliggør verden for sine indbyggere. Staten hjælper borgeren med at håndtere verdens ambivalens. Et vigtigt perspektiv her er altså, at stater ikke kun dannes af magtbegærlige fyrster, men også af tryghedsbegærlige borgere. De statslige kollektive forsvar har mange forskellige udtryk. Nogle er flydende og uklare, som f.eks. forskelle i ‘folkekarakter’. Andre er mere konkrete, som f.eks. statslige institutioner. Således kan en række af velfærdsstatens institutioner betragtes som en kollektiv fortrængning af vanskelige og angstvækkende livssituationer. Her tænkes på specialiserede institutioner som parlamenter, sygehuse, plejehjem, skoler, daginstitutioner og fængsler.
Men at indgå i det statslige fællesskab er en psykologisk præstation, der kræver evne til nuanceret kategorisering og balancering af en række modsatrettede hensyn. På den ene side er fællesskaber meget attraktive for individet, fordi de øger den enkeltes mulighed for selvudfoldelse, f.eks. ved at mindske truslen om en tilfældig og voldelig død. På den anden side begrænser fællesskaber også individets selvudfoldelse ved at stille krav om overholdelse af fælles regler m.m. Foucault kaldte denne udvikling for disciplinering (Foucault 1975).
På grund af deltagernes modsætningsfyldte oplevelse af fællesskaber kan særligt større fællesskaber være meget vanskelige at danne og vedligeholde. Modsætningsfyldte situationer er vanskelige at håndtere og overskue for den enkelte. Det er derfor, fællesskaber kræver etablering af kollektive psykologiske forsvar. De hjælper den enkelte med at overskue fællesskabet ved at skabe forenklende kategorier, der gør det nemmere at kontrollere følelserne (Haslund og Alsted 2004; Alsted 2005). Staten som kollektivt psykologisk forsvar afgrænser altså ikke bare verden udadtil, men ordner den også indadtil for de deltagende individer.
Dannelsen af fællesskaber indebærer, at der må være et vist niveau af enighed mellem fællesskabets medlemmer.
