år 1361 til Visby.
[…]
Uddrag af Hans Nielssøn Strelow:62 Cronica Guthilandorum. Den Guthilandske Cronica (København 1633). Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 89-94
[…]
Udi Sverige stod det meget ilde til. Kong Magnus førte et utugtigt, sodomitisk63 levned, ville ej lade sig sætte til rette, skønt ofte påmindet, hvorfor hans regimente var alle hadeligt. Han forliger sig med kong Valdemar og giver ham Skåne igen. Kong Valdemar mente, at de tyske, som havde det i pant, kunne ej sælge det, som de ikke ejede: han [kong Magnus] frygtede for sine egne undersåtter og turde ikke forlade sig på dem, hvorfor han forbinder sig med kong Valdemar. De svenske historier siger, at han endogså skulle have bevilliget kong Valdemar, at han måtte indtage Gotland og Visby, thi de viste kongen af Sverige en ringe ting til vilje af deres by. Kong Valdemar drager til Gotland som en købmand om høsten, har haft sit tilhold længst sydpå i landet, 10 mile fra Visby, hos én af høvdingene i landet ved navn Unghanse (er kommet i venskab med hans datter, som er blevet frugtsommelig. Hendes far er engang kommen forsnart,64 da de var ene, gav han kong Valdemar en ørefigen, som han på den tid tog til takke). Er den vinter ofte kommet til Visby og rejste landet igennem, udspejdede hvor stærke de var og lejligheden over alt landet med lejlighed til hans skibsflåde at ansætte.
Kong Magnus fortrød, at Skåne således var borte, og fik kundskab om, at kong Valdemar gjorde sig rede med en stor krigsmagt, og han ville forsvare det han havde. Kong Magnus tænkte, at Gotland lå i hans vej i Østersøen, og at Visby var meget berømmet alle vegne for sin rigdoms skyld. Hvorfor han skriver til indbyggerne på Gotland og i Visby […] Brevet er så lydende.
Her følger tekst 1 i latinsk originalaffattelse.
Heraf kan man let slutte, at de svenske tager fejl i deres beskyldninger mod kong Magnus. Han har ikke været, som de foregiver, som af ovennævnte dokument er bevist, at han skulle have givet sit samtykke til, at kong Valdemar indtog Gotland, eller villet deres fordærv.
[…]
Han kom til landet ved Chronevold [Kronvald], hvor indbyggerne straks holdt slag med ham, og han blev dem overmægtig. Siden samlede de sig igen og holder et andet slag med ham på Fiellemyer i Meistebye [Mästerby]. Den anden dag holder de på samme sted et tredje slag, og da blev den gotlandske magt nedlagt, de andre taget til fange. Der lod han oprette et stenkors, som står i Grensgård. Om det er flyttet fra Fiellemyer, eller stedet, hvor gården står, har ligget i myren, er mig uvist. Da de i Visby hørte om dette store nederlag, som kong Valdemar havde gjort guterne, og at han havde i sinde at belejre Visby, lod de forstæderne uden for den østre og nørre port nedbryde, som aldrig siden blev genopbygget, og de lod deres folk forsamle. Han drog med sin krigsmagt for Visby stad og belejrede den, men borgerne gjorde udfald og sloges med ham, hvorved 1800 blev ihjelslagne. De kunne ej længere udstå belejringen og yde mere modstand, men gik ud af byen og svor ham og leverede ham byens nøgle og regimentet. På stedet, hvor dette skete, lod han til minde derom oprejse et stenkors og lod der på udhugge disse efterskrevne ord, og står samme kors i slottets bedning.65
Her følger tekst 22 i latinsk originalaffattelse.
Men han ville ikke inddrage ad portene, thi han frygtede for forræderi (eller at det ikke skulle siges, at de havde givet sig under ham, og at han ikke med krigsmagt havde vundet byen). Men han lod straks nedslå et stykke mur ved den søndre port, hvor han er draget ind med hele sin slagorden. Og da samme mur igen er opmuret, lod han sætte et minde om, hvor mange mænd der havde været i hvert geled, og der gik 11 mand i hvert geled.
Valdemar lod straks bygge et kapel uden for Visby udi Slotsbedningen over de døde og faldne og kaldte det Sølffberrig [Solbärgning]66 til en ihukommelse, thi det var imod aften, at han fik byen. Det er blevet til et nonnekloster.
Han samlede et usigeligt bytte og rov og gjorde en kontrakt med Visby borgere, at om de inden tre solemærker kunne fylde tre af de største ølkar med sølv, skulle de blive ved deres forrige friheder. Ølkarrene blev opstillet på torvet, og alle bragte godvilligt deres bidrag (thi de havde meget gods af sølv og guld nedgravet og forvaret i muren). Og samme dag var de fyldt. Siden frarøvede han alle kirker og klostre deres sølv, guld og dyrebare stene, som han allevegne lod udtage af billederne, besynderlig de to karfunkelstene i Vor Frue Kirke, som sad i muren, hvad stedet i muren endnu bærer vidne om. De skinnede om natten så klart som solen om dagen, og hver nat vågede 24 vægtere over samme kirke, at ingen skulle gå derind efter solens nedgang ved deres livs fortabelse. Klokkerne røvede han fra kirkerne, dog det bekom ham ilde, thi da et af hans skibe kom til Karlsø, sank det der med top og tavl med samme kostelige gods om bord, som han havde ladet tage fra kirker, klostre og borgere. Og kong Valdemar indsatte sine fogeder i landet med nogle folk, som skulle holde folket i lydighed og tvang, oprette ting og stævne, som endnu kaldes Valdemars Ting, men disse fogeder optrådte grusomt, hvorfor almuen forsamlede sig og straks slog alle hans folk ihjel.
[…]
Den samme Niels Guldsmed med sin datter så bold på Gulland67 er bortrejst til Danmark, har fortalt kong Valdemar om den store rigdom, deres meget guld og liggendefæ. Derover klager de [gotlændingene] i en vise udi deres selskab:
Niels Guldsmed drager til kongen og lyver,
den lede forræder og slemme tyv:
De Guter haver så meget guld,
de kunne det ikke eje,
svinene æder af sølvertrug,
hustruer spinder med guldtene.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Christoffer dem til Visby alle deres privilegier, de før havde haft.
Item at have deres egen mønt, som af Arilds tid. Overværendes: Hertug Erik af Saxen, hr. Claus Limbeck, hr. Henning Podebusck, hr. Valdemar Sappe. Datum 5 dage efter Sankt Olai dag [= 3. august] år 1361 til Visby.
Item forundte han dem at have slig frihed udi i Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi Danmarks stæder har, sammeledes at bruge deres gods udi riget.
[…]
***
1 Magnus Eriksson (1316-74), konge af Sverige og Norge fra 1319; se i øvrigt indledningen.
2 Leding betyder her udskrivning af mandskab eller skat til krigsformål.
3 Dvs. retsgyldig, bekræftet afskrift (af latin vidimus: vi har set).
4 Valdemar Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark fra 1340; se i øvrigt indledningen. Kristoffer (ca. 1341-63), søn af Valdemar Atterdag.
5 Dvs. købstæder.
6 De nævnte personer er alle fremtrædende adelsmænd i Valdemar Atterdags tjeneste; Erik af Sachsen er hertug af (Sachsen-)Lauenburg.
7 Håkon Magnussøn (1340-80), yngre søn af Magnus Erikssøn, valgt til kommende konge i Norge 1343, tiltrådt som (med)konge her 1355; se i øvrigt indledningen.
8 Disse byer udgør, med undtagelse af Bremen, de såkaldt
