blev gift med Pommerns Hertug, og hendes Søn var Erik, Danmarks, Sveriges og Norges konge.
Fremdeles skete det i Aaret 1363, at nysnævnte Hertug tillige med den ældste Søn Junker Albert og fornævnte Riddere kom med en Hær til Stockholm og lagde hele Sverige under sig. […]
Årbogsnotits i Codex Holmiensis B 99. 50 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 327
1361 tog Valdemar, konge af Danmark, Gotland og Visby, hvor omkring 1800 bønder blev dræbt i et slag Sankt Jakobs aften [= 24. juli]; en stor skat tog han af byen og landet og vendte så hjem med sine folk.
Uddrag af Årbog 31-1463.51 Bevaret i flere afskrifter på latin. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 339
[…]
1361, tirsdag efter Sankt Jakobs dag [= 27. juli], vandt Valdemar, Danmarks konge, på én dag Gotland i tre slag.
[…]
Uddrag af Årbog 266-1430.52 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 286f
| […] | |
| 1360 | Endnu engang stor pestepidemi, som kaldtes barnedød. Samme år fik kong Valdemar Skåne fra kong Magnus.[…] |
| 1361 | Valdemar, konge af Danmark, kom i besiddelse af Øland og Gotland og mister samme år Øland.Samme år blev kong Magnus taget til fange af sin søn i kirken i Kalmar. |
| 1362 | [borgene] Axvall og Oppensten53 blev genopbygget. Samme år blev kong Håkon gift med Margrethe, datter af kongen af Danmark. |
| 1363 | Albrecht, søn af hertugen af Mecklenburg, indføres i kongeriget Sverige.[…] |
Uddrag af Årbog 826-1415.54 Bevaret i flere afskrifter på latin. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 3 4f
| […] | |
| 1360 | Valdemar, Danmarks konge, tog med list og svig og ved kong Magnus af Sveriges enfoldighed Skåne tilbage fra de svenske og brændte alle kong Magnus’ breve. |
| 1361 | Valdemar, konge af Danmark, besatte Øland og Gotland, men mistede dog samme år Øland; Gotland beholdt han.Samme år blev kong Magnus taget til fange i Kalmar af Håkon, hans søn, fordi han havde ladet sig franarre Skåne, som svenskerne havde købt så dyrt. Sveriges Riges stormænd stod bag dette og ophidsede sønnen mod faderen. |
| 1362 | [Borgen] Axvall rejses på ny. I dette år tog Håkon, Norges konge, Margrethe, kong Valdemars datter, til hustru. |
| 1363 | Albrecht, søn af hertugen af Mecklenburg, blev valgt til Sveriges konge til skade og fordærv for kong Magnus Smek,55 men til stor skade og splid for svenskerne. […] |
Uddrag af Olaus Petri:56 Een swensk Cröneka. Gengivet efter oversættelsen i Tortzen, s. 87f
[…]
Så havde og kong Magnus det så bestilt, at kong Valdemar skulle fare til Gotland og straffe dem der på landet, men hvad årsagen har været dertil, kan man ikke ret vide. Nogen siger dog, at han lod det gøre, fordi de der på landet ikke ville give ham sådan skat, som han begærede af dem. Dog, hvordan det nu end er, så er det jo klart, at han har haft en ond vilje til dem, og da han ikke selv for rigens råds skyld kunne straffe dem, som han ville, lod han en anden gøre det.
Samme kong Valdemar fordærvede Gotland i grund. I tre slag på een dag overvandt han dem der på landet, og 1800 bønder blev slagne på Sankt Jacobi aften [= 24. juli] a[nno] d[omini] 1361. Da fordærvedes landet så, at det aldrig kom til sådan magt igen, som det før var. Det var i fortiden et mægtig rigt land, thi dér havde været stabelen57 i Østersøen. Men nu blev det fordærvet. Og kong Valdemar lod alle rigdomme føre bort fra landet, usigeligt guld og sølv. Dog kom det ham ikke til gode, thi skibet, som det var i, blev borte. Han satte også sine fogeder og befalingsmænd der på landet. Men de blev der ikke længe, førend bønderne slog dem ihjel. Så skændede kong Valdemar også Øland, ødelagde slottet der, og der blev 500 bønder ihjelslagne og landet plat fordærvet.
Det behagede rigets råd og de svenske ganske ilde, og de blev så meget værre tilfreds, end de før var, at kong Magnus således lod Skåne gå bort og kronens land fordærve. De havde også mange andre sager imod ham, hans onde levned udråbtes åbenbart, mange til forargelse, og det rygte udgik om ham, at han ikke andet havde i sinde end at fordærve riget i grund.
[…]
Uddrag af Arild Huitfeldt:58 Danmarckis Rigis Krønnicke, Chronologiae II (København 1601).Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 88f
[…]
År 1361 var der atter krig imellem kong Valdemar og kongen af Sverige, hvilken kom for mange artiklers og løfters skyld, som tilforn var lovet, og endnu skulle fuldgøres, som var for det giftermåls skyld med kong Håkon og hans datter, som var lovet og ikke bragt i stand. Den svenske historie indeholder, at kong Magnus har været vred på de gotlandske og handlet med kong Valdemar, at han skulle overdrage dem: hvilket og kan være lovet tilforn og af begge samtykket. Thi siden Visby blev en stabel- og oplagsplads, viste de kong Magnus føje vilje af deres land.
Kong Valdemar drager med sin hær først til Øland, hvor han ihjelslog 500 mand, besatte Borgholm, indsatte sin høvedsmand der og gjorde sig hele landet underdanigt. Men da han var bortdraget, fik de svenske Øland tilbage. Derfra drog han til Gotland, hvor han gjorde tre slag med almuen på én dag og blev dem overmægtig. Af landfolket blev slagen 1800. Da han kom til byen, stod den ham velvilligt overfor, dog ville han ikke drage ind ad porten, men lod nedslå et stykke mur og kom igennem med hans hele slagorden: hvilket skete fjerdedagen for S[ankt] Jakobs dag.59 Her samlede han et usigeligt stort bytte og rov, fordi det var en stabelstad og oplagsplads, og med samme rigdom sejlede han tilbage. Et af hans skibe blev under Karlsø60 med kosteligt gods fra kirker, klostre og borge taget af søen med meget sølv på. […] Herefter følger et afsnit om Visby som den rige stabel- og handelsstad. Det slutter med ordene:
[…] Til hvad rigdom den by har været kommet er endnu at se af de mange skønne stenhuse, hvælvede gader og tårne om byen, som findes. Men der findes nu inden murene mange steder øde og goldhed, at man kan så nogle læster korn inde.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Kristoffer dem i Visby alle deres privilegier og friheder, de før havde haft. Item61 forundte han dem at have slig frihed udi Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi danske stæder havde. Sammeledes at bruge deres gods frit i riget, item at have deres egen mønt som af arild. Overværendes
