en lang række klager over kong Erik af Pommern til kejser Sigismunds udsendte kommissær i anledning af en retssag for kejseren mellem dem og kongen om Slesvigs tilhørsforhold. Blandt klagerne hedder det:
Ligeledes anklager vi kongen vedrørende landet Gotland, som er i hans magt, og som var blevet pantsat til os for 4000 mark lødigt sølv, og vedrørende dette ønsker vi retfærdighed.
Hertil svarer kongen senere i 1423:
Ligeledes det, de skriver om […] som skulle være deres pant; det er vi ikke bekendt med, og hvis de har nogen beviser for dette bør de fremlægges, og så kan vi svare på dette. På samme måde bør de gøre vedrørende landet Gotland.
Den 16. august 1423 fremstilles der for de slesvigske hertugers regning en højtidelig bekræftet afskrift af dokumentet af 26. juli 1364 (tekst 12) til brug i processen. Herefter hører vi ikke mere om denne sag.
Latinsk indskrift på mindekorset uden for Visbys bymur.35 Gengivet efter oversættelsen i Tortzen, s.72
I Herrens år 1361 tirsdag efter Sankt Jakobs dag [= 27. juli] faldt udenfor Visbys porte de her begravede gotlændinge for danskernes hænder. Bed for dem.
Mindekorset på Korsbetningen, i baggrunden Visbys bymur. Tegning fra ca. 1850.
Uddrag af Libellus de Magno Erici Rege (klageskriftet mod kong Magnus), forfattet før 1371. Original på latin i Riksarkivet, Stockholm. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen: Valdemar Atterdag. Udvalg af Kilder (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1911) (herefter: Ellen Jørgensen), s.92f
[…] Efter dette gik en kort Tid, men saa blev Forholdene værre end før. For det første fordi Kongen [Magnus Eriksson] paa ny ophøjede en anden fremfor alle og over alle, ved hvem og i hvem den forrige Skændsel kaldtes til Live igen, og stor Lejlighed gaves alle til Klage og Had. Det andet var, at han mod alle sine Raaders Vilje overgav Skaaneland til Dankongen, uden at den Pengesum, for hvilken det før var købt, blev krævet tilbage eller givet tilbage, og uden at der fra nogen af Siderne blev sikret Fred mellem Folk og Riger, hvorover Folk var ilde tilfredse; og utrygge, som de var, troede de, at alt var sandt, hvad Dankongens Raader tidligere lydeligt raabte op om, nemlig at begge Kongerne havde sammensvoret sig mod deres Folk for at styrte dem i Fordærv, hvilket senere blev bevist. Den tredje Ulykke var, at Kongen tillod Dankongen med Hæren at gaa i Land paa to af hans Øer, saaledes som de tidligere havde aftalt mellem sig, og forsøge, om han kunde tage dem. Paa den første Ø, som hedder Øland, dræbte han mere end 500 Mennesker, og efter at have taget Borgen lagde han hele Landet i Trældom og under sit Herredømme; han røvede alt, hvad han havde Lyst til og satte sine Fogeder paa Borgen og over hele Landet. Den anden Ø hedder Gotland, og dens Beboere har siden Hedenskabets dage af god Vilje adlydt Sveriges Konge og har ikke i mindste Maade været Danmarks rige til Fortræd. Den Ø vandt Dankongen i tre Slag, og efter at have slaaet 2000 Mand ihjel og lagt en tung Skat paa Landet krævede han Troskabsed af det Folk, som var tilbage; han drog saa bort og har endnu den Dag i Dag samme Land i Hænde som sit eget. En Konge, der paa den Vis forlader sine Faar, kan da med Rette kaldes en Forræder, men den, som saaledes røver en andens Faar formedelst Hovmod og Griskhed og dræber uskyldige Mennesker, maa hedde mördare36 og en ugudelig Manddraber. […]
Uddrag af Den Svenske Rimkrønike.37 Bevaret i mange senere afskrifter på middelaldersvensk. Trykt i G.E. Klemming: Svenska medeltidens rimkrönikor, I (Stockholm: P.A. Norstedt, 1865). Oversat efter gengivelsen smst. s. 180 og 183-85, jf. Tortzen, s. 86f
[…]
Han [Magnus Eriksson] bad kong Valdemar,
om han ville fare til Gotland
og tvinge gotlændingene til bod,38
thi de gjorde ham imod,
at de ej så megen skat gav,
som han ville af dem have.
[…]
Medens dette så gik til,
gjorde kong Valdemar sig klar
til skibs med en hær så stor,
med hvilken han til Gotland for
og lagde ind i Garna havn [Västergarn],
de arme guter39 til liden gavn.
De ville ej under kongen gå,
thi lod han dem gribe og slå,
sekshundrede mistede der deres liv,
Gud straffe kong Magnus for denne kiv,
han burde have fundet bedre id,40
end så at fordærve sin almue.41
Siden skændede han staden og landet i rod,
så de aldrig bedrede skaden.
Usigeligt guld og sølv han der fik.
Gud føjed det så, at alt forgik,
som han ville til Danmark føre,
da således som man må høre
ved Tjuste Skær42 på en sten
blev både skib og gods igen
og alle, som i skibet var
forgik på samme gang.
Han lod sin foged på Gotland blive
og bød almuen svare ham skat.
Da han med guterne var til ende,
straks han sig til Øland vendte.
Ølændingene gik det sammelund,
han lod dem røve og skænde i grund.
Dog mistede ingen der sit liv,
thi de bød ham ikke kiv.
Da han havde gjort dette fortræd,
fór han straks til Danmark igen.
Og knap var han kommet derhen,
førend guterne slog hans foged ihjel
og
