style="font-size:15px;"> Mecklenburg43 og de svenske
mange bud til kong Magnus sendte,
at han ville tage dem til nåde
og bedre for Sveriges rige råde
og vinde Skåne til Sverige igen,
som bort var kommet, riget til mén,44
og lade dem nyde Sveriges lov
og ikke således [dem] gods og arv fratage.
Kongen dette ej gøre vil.
Derfor skrev de ham siden således til,
at enhver kunne anklage ham på det værste,
og de forenedes siden med Mecklenburg således,
at de hyldede hertug Albrecht hans søn,
som var kong Magnus’ søsters søn,
og ham til konge i Sverige tog.
Han svor at overholde Sveriges lov.
Mecklenburg lod straks udruste
skibe og folk, som skulle med drage.
Så førte de hertug Albrecht ind.
Først på Gotland med samme hensigt,
dér hyldede ham både land og by,
eftersom Sveriges [riges] råd dem [derom] bad.
Siden førte de ham til Stockholm da.
Der blev han og hyldet så[ledes]
efter Guds fødsel 1300 år
60 og tre, Sankt Andreas’ dag [= 30. november] det var.
[…]
Uddrag af Detmars lybske Krønike.45 Bevaret i manuskript på plattysk fra ca. 1400 i Stadtbibliothek, Lübeck. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen, s. 130
[…]
I det Herrens Aar 1360 samlede kong Valdemar af Danmark en stor Hær og sagde, at han vilde bringe Krigerne derhen, hvor der var nok af Guld og Sølv, hvor Svinene aad af Sølvtrug; og han førte dem til Gotland og slog mange til Riddere dèr. Overmaade mange Folk dræbte han dèr, eftersom Bønderne var ubevæbnede og uvant til Kamp. Han drog frem for Staden Visby, men de gik ham i Møde uden for Byen og overgav sig til Kongens Naade, da de godt saa, at Modstand var umulig. Saaledes fik han Øen i sin Magt og tog svær Skat i Guld og Sølv af Byens Borgere og fòr saa derfra.
[…]
Uddrag af Yngre Sjællandske Krønike.46 Bevaret i flere senere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Rikke Agnete Olsen: Sjællandske Krønike (Århus: Wormianum, 1981), s. 62f
[…]
1361: Krigen mellem kongerne Magnus af Sverige og Valdemar af Danmark udbrød ligesom før på grund af mange artikler og løfter, som skulle have været holdt tidligere, og som i fremtiden skulle holdes. Kong Valdemar, der ikke ville sove tiden bort til ingen nytte, men hellere ville kaste sig over sagesløse, samlede en stor flåde og en hær og søgte til hr. kongen af Sveriges land, gik i land på Øland og belejrede borgen Borgholm dér. Da den var vundet, indsatte han sine egne høvedsmænd og underlagde sig hele øen. Derfra drager han omsider helt til Gotland, hvor han efter tre slag vinder sejren med sine mænd og tilkæmper sig hele øen næsten uden tab, mens utallige af øens mænd falder ved byen Visby, som af sig selv åbner sig for ham. Endelig vender han lykkeligt hjem til sit eget med sine folk efter at have tvunget guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte ud af byen.
1362: Byen Lübeck og alle de andre søstæder, der var harmfulde og forbitrede over, at lykken således havde været med kong Valdemar på Gotland, rustede sig under megen pralen af, at de ville knuse den nævnte konge
[…]
Uddrag af Chronica Visbycensis (Visbykrøniken).47 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Trykt i Göte Paulsson: Annales Suecici Medii Aevi (Lund: Gleerup, 1974) (herefter: Paulsson). Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen, s.95-98
[…]
1361 kom samme Valdemar til Gotland med en stor Hær og førte med sig en Mængde Hertuger fra Tyskland. Det var den hellige Marie Magdalene dag [= 22. juli]. Og Dagen efter den hellige Jakobs dag [= 26. juli] kæmpede han med Landets Bønder foran Stadens søndre Port og fældede 1800 af dem i Striden, hvorpaa han straks efter fik Byen Visby ved Overenskomst. Endelig den hellige Augustins dag [= 28. august] sejlede han bort medførende en dyr Skat i Guld og Sølv, som han havde taget af Byen og Landet. Samme Aar rejste Østersøstæderne [Hansestæderne] Krig mod kong Valdemar og ødelagde Borgen ved Havn [København], men saa tog Kongen tolv Kogger fra Stæderne, fangede saa mange, som var dèr om Bord, og sendte dem til Sjælland, hvor han ubarmhjertigt lod dem trælle og sulte. Og umiddelbart herefter blev Freden genoprettet mellem Kongen og Stæderne uden for Helsingborg, som Tyskerne just da belejrede. Den Valdemar var den 112te fra Dan, Danernes første Konge; efter ham fulgte Olaf, den norske Kong Haakons Søn, som kun levede kort.
[…] Herefter ved Aar 1360, da Kong Valdemar havde vundet Sejr over Holstenerne og bragt hele Danmark til Fred, plagede han i Skaane Kong Magnus nu med Trusler, nu med Løfter, saa at Magnus uden Vederlag gav ham hele Skaane med alle Borgene uden i mindste Maade at have spurgt Rigets Raader. Tilmed gav han sit Minde til, at han ogsaa tog Gotland, hvis han kunde faa det. Nu døde nemlig Magnus’ Søn Erik.48
I Aaret 1361, da Kong Valdemar havde taget Gotland og Øland, rejste Stormændene i Sveriges Rige sig mod Kong Magnus, især fordi hans Søn Kong Haakon med Faderens vilje, men mod det Løfte, som Rigets Raader havde givet de holstenske Grever, tog Margrethe, Kong Valdemars Datter, til Hustru.
Derfor sluttede samme Kong Haakon sig til Rigets Raader i Sverige og fangede sin Fader paa den hellige Mortens Dag [= 11. november] i Kalmar Sognekirke; han satte ham i Taarn, men Kristi Himmelfartsdag [= 26. maj 1362] befriede han ham af Fængslet, rørt af Anger. Efter at være friet af Fangenskabet forligede Kong Magnus sig da med sin Søn i alle Dele, og alle Rigets Stormænd, som havde givet deres Minde til hans Fængsling, drev han af Lande og lod dem erklære fredløse. Deres navne er: Hr. Niels, Bisp af Linköping, Hr. Niels Turesson, Sveriges Riges Drost, Bo Jonsson, som senere blev Drost, Hr. Karl af Tofta, Hr. Karl af Ulfåsa, Hr. Erik Karlsson, Hr. Bengt Filipsson og adskillige andre, som, forjagne af Kongen, kom til Gotland, der da var under Danmarks Rige, og blev dèr Vinteren over. Og senere lige efter Paaske begav de sig til Wismar til Hr. Albert, hertug af Magnopolis eller Mecklenborg. Hertugen
