se symbolsk interaktionisme og specielt det såkaldte stemplingsperspektiv som forholdsvis kausale analyser af, hvordan relativt uskyldige individer på baggrund af samfundsmæssige klassifikationer af neutrale handlinger træder ind i allerede eksisterende definitioner og herefter udvikler en afvigende karriere. Dette er dog ikke tilfældet. For det første har forskellige studier vist, hvordan afvigende løbebaner er alt andet end lineære, de brydes, tager nye former, er kaotiske og udspiller sig i cyklusser (Downes & Rock 2003:192-195). For det andet, og som ovenstående eksempler viser, er symbolsk interaktionisme ikke en teori, men en fragmenteret analytisk retning, med det fællestræk at beskrive og analysere i detaljer alle de forskellige måder, situationer og omstændigheder, hvorigennem afvigende identiteter forhandles, udleves, bruges som klassifikationsskema for statslige indsatser, og ikke mindst modsættes. Symbolsk interaktionistiske analyser viser også, hvordan denne interaktion med afvigende sociale identiteter er en proces, der udspiller sig i den sociale interaktion og herefter i den enkeltes selv mellem jeget og miget for derefter at vende tilbage til det sociale.
Magt
Den sidste tilgang inden for afvigelsessociologien, som jeg vil fokusere på, kendetegnes ved sit eksplicitte fokus på magtforhold i samfundet. Disse magtforhold antager to former. På den ene side en synlig magt, hvor konkrete magtfulde personer, institutioner eller interesser i større grad end andre definerer samfundets spilleregler, herunder love og regler. På den anden side en usynlig magt, der ikke er knyttet til konkrete individer eller interesser, men som giver sig udslag i en stadig øget kategorisering af personer og grupper og skabelse af viden herom. Denne retning er da også blevet kaldt en vidensmagt, netop fordi magten ligger i det, at der produceres stadig mere viden, ikke hvordan denne viden bruges af nogle med objektive interesser. Denne usynlige magt fungerer undertiden ved, at den, ofte i en øjensynlig god sags tjeneste, får folk til ikke-bevidst at udøve magt på sig selv; eller med andre ord magten består i en styring af folks styring af sig selv.
Sådanne analyser af magtforhold i samfundet står ikke i modsætning til symbolsk interaktionisme og specielt ikke stemplingsperspektivet. Der er dog forskel på at beskæftige sig med konkrete menneskers konkrete interaktioner, hvorigennem symboler og sociale identiteter internaliseres og omformes, til magtstudiernes fokus på, hvordan sociale kategorier, identiteter og definitioner af sociale problemer er blevet skabt historisk, af hvem, med hvilke interesser og til hvilke formål. Magtstudierne har således forladt mikroperspektivet på subgruppers betydningsskabelse og er vendt tilbage til et makroperspektiv, bl.a. ved at analysere, hvordan kriminalitet, afvigelse og det kapitalistiske og disciplinerende samfund hænger sammen i sin totalitet. Samtidig er der tråde tilbage til funktionalismen, i og med at skabelsen af problemkategorier menes at være funktionelle i opretholdelse af eksisterende magtforhold.
Den synlige magt
Den afvigelsessociologi og nye form for radikal kriminologi, der voksede frem i 1970’erne og 1980’erne, havde et udtrykkeligt fokus på ulige magtforhold i samfundet. Samtidig rettede retningen kritik mod den symbolske interaktionisme for dens manglende fokus på netop de magtforhold, der rammesatte og bestemte folks interaktion og betydningsskabelse. Fx har det været anført, at Garfinkels etnometodologi og Goffmans interaktionisme helt overså de magtfulde interesser, der historisk havde defineret de afvigeridentiteter, folk blev nødt til at spille eller spille op imod, og som de blev undertrykt af (Gouldner 1970; Giddens 1987). Symbolsk interaktionisme blev i forlængelse heraf kritiseret for ikke at være en egentlig teori, men blot en række analyser af et væld af forskellige praksisser – homoseksualitet, prostitution, hashrygning, mental sygdom, blindhed etc. – der tilsammen fremstod mere som et raritetskabinet af iøjnefaldende mennesker og deres handlinger end en sammenhængende teori, der kunne levere politiske analyser af forholdet mellem afvigelse og magt, specielt i det kapitalistiske samfund. Samtidig blev det anført, at symbolsk interaktionisme havde for meget fokus på underklassens afvigelse og kriminalitet på bekostning af en undersøgelse af magtfulde gruppers lovovertrædelser. Endelig blev stemplingsteoriens logik om, at social kontrol og kategorisering fører til afvigelse, anfægtet, da den blev set som reducerende afvigere til passive stakler og ikke grupper med et samlet potentiale for modstand (Downes & Rock 2003:261-292). En del af disse nye magtanalyser var inspireret af marxismens kritik af ulige magtforhold i det kapitalistiske samfund. Fx hævdede Taylor et al. (1988), at det kapitalistiske samfund i sig selv var kriminalitetsskabende grundet ulighederne i ejerforhold i samfundet og den udbytning, der følgelig finder sted. Den eneste type samfund, som forfatterne mente kunne være kriminalitetsfrit, var et socialistisk samfund med plads til diversitet. Dvs. et samfund uden økonomisk ulighed, hvilket fjerner motivet til at begå berigelseskriminalitet, og et samfund med tolerance over for minoriteter og afvigende adfærd (fx stofbrug), hvilket fjerner ønsket om at opdrage eller tilpasse vha. straf.
I tråd hermed argumenterede Steven Box (1992) i sit studie af lovgivningen og straffepraksis i England for, at retssystemet afspejler eksisterende magtforhold i samfundet. Lovgivningen er med andre ord resultatet af samfundets magtkampe. Straffesystemets fokus på og mediernes ensidige dækning af visse typer af kriminalitet har ført til, at vi generelt ser unge, uuddannede, arbejdsløse mænd, der lever i ghettoer, og som ofte ikke er europæisk etniske, som den største trussel mod lov og orden. Endvidere portrætteres disse personer ofte som aggressive, utilregnelige og uden selvcensur. Men kaster vi blikket opad i det sociale hierarki, siger Box, vil vi opdage en mængde mere eller mindre skjult kriminalitet begået af magtfulde, veluddannede, hvide, respektable borgere. Kriminalitet der ofte fører betydelig større skader med sig end det, vi konventionelt forbinder med kriminalitet. Han nævner fx skatteunddragelse, miljøkriminalitet, boligspekulation, manglende overholdelse af sikkerhedsregler på arbejdspladser, politibrutalitet og visse former for aktiespekulation. Men fordi sådanne forbrydelser begås af de magtfulde i samfundet, unddrager de sig opmærksomhed, og resultatet er en mystifikation, hvor vi er blevet socialiseret til at se verden gennem statsapparatet og de magtfuldes interesser. I forlængelse heraf har den danske kriminolog Flemming Balvig (1999) argumenteret for, at den ulighed, der er i samfundet i forhold til lovgivning og straf, ikke nødvendigvis skal ses som resultat af konkrete personers bevidste handlinger, men af strukturelle processer, der reproducerer eksisterende magtforhold. Lidt forenklet kan man hævde, at myndighedspersoner og de magtfulde har ringe interesse i at straffe sig selv, hvorfor love og regler sjældent berører fundamentet for deres magt.
Undertiden kan den strukturelle reproduktion og ikke-bevidste magtkamp på det retslige område dog blive meget bevidst og reflekteret, dette sker, når man fra magthavernes side eksplicit skaber, hvad der er blevet kaldt moralsk panik (Cohen 1972), for herved at rette opmærksomheden mod udvalgte problemstillinger, og hermed opmærksomheden væk fra uønskede forhold. En slags afledningsmanøvre. Som Hall et al. (1978:16) definerer dette populære, men også vage begreb:
When the official reaction to a person, group of persons or series of events is out of all proportions to the actual threat offered, when ‘experts’, in the form of police chiefs, judiciary, politicians and editors perceive the treat in all but identical terms, when the media stress ‘sudden and dramatic’ increases and ‘novelty’, above and beyond that which a sober, realistic appraisal could sustain, then we believe it is appropriate to speak of the beginning of a moral panic.
Selv viste Hall et al. (1978), hvordan et overdrevent samfundsmæssigt fokus på sorte som overfaldsmænd, fjernede fokus væk fra eskalerende økonomiske problemer og klassekonflikter i 1970’ernes England.
Som beskrevet ovenfor kunne det analytiske begreb moralsk panik og de funktionelle forklaringer, det gør brug af, ses som en udløber af Durkheims teori om kriminalitet. Christie & Bruuns bog Den gode fiende er et eksempel herpå. Jeg vil uddybe bogens argument, da den er et godt eksempel på, hvordan et fokus på magt og moralsk panik er blevet brugt til at analysere narkotikasituationen i Norden, herunder specielt Norge.
Overordnet mener forfatterne (Christie & Bruun 1985), at den sociale
