om ’aktivlinjen’ fremhæves i denne forbindelse fordi jeg anser den for at udgøre en del af tendensen til institutionel individualisering. Det hænger sammen med en pointe som fremanalyseres af Annette Carstens i udgivelsen Det magtfulde møde mellem system og klient fra Magtudredningen. Hun fremhæver tre hovedsigter med aktivlinien:
• Et holdningsændrende sigte.
• Et sigte om at legitimere velfærdssystemet i den øvrige befolknings øjne.
• Samt at virke beskæftigelsesfremmende (Carstens, 2002, p. 32).
Det er i særlig grad det første holdningsændrende sigte der er interessant i denne sammenhæng. Carstens uddyber sigtet således:
“At skabe motivation for selvforsørgelse frem for at lade sig forsørge af det offentlige. Det handler om at genskabe ‘velfærdsstatens moralske fundament’ (Petersen, 1996), selvforsørgelsesprincippet som et fælles moralsk værdigrundlag, bl.a. for at undgå en polarisering af samfundet.” (Carstens 2002, p. 32)
De aktiverede skal i den forbindelse demonstrere, at de kan/vil foretage et holdningsskifte i retning af at “ville det rigtige” – det moralsk acceptable – i denne sammenhæng selvforsørgelsen (Carstens, 2002, p. 33).
Det er interessant at koble denne analyse med spørgsmålet om individualisering som et i stigende grad normativt baseret fælles moralsk værdigrundlag. Således handler aktiveringen af de unge ikke (alene) om selvforsørgelse, men også om at de udsatte skal demonstrere, at de forholder sig aktivt til deres livssituation.
Dette normative krav kædes således i aktiveringen sammen med spørgsmålet om forsørgelse. I den forbindelse peger Hanne Reintoft på at loven om aktiv socialpolitik og tænkningen bag den er et brud på en lang tradition inden for de forskellige politikområder. Hun formulerer det i forhold til socialpolitikken i markante vendinger i bogen Træd varsomt – Dansk socialpolitik ved en skillevej. Her skriver hun:
“Lov om aktiv socialpolitik er et afgørende brud med ca. 200 års forsørgelsesvæsen. I disse mange, lange årtier har forsørgelsesniveauet været svingende – oftest beskedent og givet som almisse – men altid givet som gave.” (Reintoft, 1998, p. 150).
Kravet om at forholde sig aktivt er således kommet til og kan i denne sammenhæng anses for at være en del af den institutionelle individualisering. Jeg skal senere i kapitel 4 argumentere yderligere for denne kobling.
Der er på flere måder sammenfald imellem tendenserne i uddannelsespolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og socialpolitikken set i relation til spørgsmålet om individualisering. Men der er også forskelle. Den individuelle tilretning, som indledningsvis blev nævnt i dette afsnit, er ikke så gennemført på det arbejdsmarkedspolitiske område som inden for uddannelsespolitikken. Dels er de individuelle uddannelsesplaner ikke lovpligtige om end mange gør brug af dem. Og dels skal planerne tage afsæt i ikke alene de unges ønsker, men også i arbejdsmarkedets behov (dette gør sig med den nye reform på vejledningsområdet også gældende for den brede ungdomsgruppe). I praksis har denne begrænsning af den individuelle tilretning dog hele tiden været til stede i forhold til de ledige unge idet det er muligt at pålægge dem at deltage i et aktiveringstilbud selv om dette ikke er i overensstemmelse med deres egne ønsker og forudsætninger. Der er således klare grænser for, hvor langt det individuelle hensyn rækker inden for arbejdsmarkedspolitikken.
I det tidligere nævnte notat, “En generations aktivering”, står der om forholdet mellem aktiveringsområdet og ungdomsuddannelsessystemet at der er store forskelle i forhold til den indvirkning reformerne har haft. Hvor ungdomsuddannelsesområdet har båret præg af udviklingen af nye pædagogiske principper, alternative forløb osv. har reformerne inden for arbejdsløshedsområdet ikke haft samme gennemslag på trods af retorikken langt hen ad vejen har været den samme:
“Her har der altid været snævre rammer for, hvad den arbejdsløse måtte og kunne, og hvad man måtte og kunne med den arbejdsløse. Decentraliseringen, fleksibiliteten og de individuelle handlingsplaner har ikke for alvor brudt med denne tradition” (Larsen og Schmidt, 1999, p. 53).
3.6 Den nuværende politik i forhold til de udsatte unge
Som skitseret i kapitel 2 begrænser empirien i denne afhandling sig til perioden frem til 2001. Der er således i dette kapitel indtil nu lagt vægt på tendenserne frem til da. Jeg vil imidlertid af hensyn til den senere diskussion af afhandlingens perspektiver kort og meget overordnet aftegne tendenserne i den nuværende VK-regerings uddannelses- og beskæftigelsespolitik (og delvist socialpolitik) (jf. note 10).
I publikationer fra regeringen finder man formuleringer som:
“Regeringens målsætning om at sætte den enkelte i centrum – at lade borgerne tage roret – skal udmøntes i større valgfrihed. Det frie valg skal være til for alle, og måske mest af alt for dem, der ikke er vant til at råbe højt og presse deres vilje igennem.” (Socialministeriet, 2002, p. 11)
Formuleringerne er på dette retoriske niveau i en vis forstand båret af forestillingen om at det individuelle frie valg er det politiske og institutionelle svar på forestillingen om det moderne menneskes behov. På dette meget generelle niveau skinner tanken om den individuelle tilpasning igennem i den politiske retorik og lovgivning på stort set alle områder lige fra ældrepolitikken hvor det er den enkelte ældre der skal have ret til at kunne foretage personlige valg og prioriteringer af de offentlige ydelser, til folkeskoleområdet hvor undervisningsdifferentieringen skal tage højde for det enkelte barns situation, ønsker og evner. Men der er som bekendt altid langt fra tale til virkelighed, og jeg skal ikke her tage stilling til spørgsmålet om retorikkens realpolitiske gennemslag.
Mere konkret i forhold til de udsatte unge synes der at være en tendens til at de udsatte unge i mindre grad end tidligere opfattes som en del af en uddannelsespolitisk problemstilling. I Regeringens handleplan Bedre uddannelser 2002 figurerer disse unge alene som en del af planerne om ændringer på vejledningsområdet.
Generelt er der i uddannelsespolitikken lagt vægt på netop den individuelle vejledning som i stigende grad skal målrettes de udsatte unge, øget fleksibilitet og mulighed for individuelle kombinationsmuligheder, meritoverførsel osv. Men der er samtidigt også en tendens i retning af en større grad af central fastsættelse af faglige krav, en forøgelse af kravene på de uddannelser som typisk vil være dem der er mulige for de udsatte unge (eks. SOSU, HG, EU) samt om nedlæggelsen af såvel FUU og UJF. Alt sammen realpolitiske forhold der indskrænker de udsatte unges muligheder. Der er således langt fra tale om et entydigt billede.
I relation til beskæftigelsespolitikken er der sket et skifte i retning af at prioritere arbejde frem for aktivering og uddannelse i relation til de arbejdsløse (se endvidere rapporten ”På kanten af arbejdsmarkedet – en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet” udgivet af Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2004).
Der hvor de udsatte unge for alvor synes at komme til syne er i relation til den socialpolitiske satsning omkring bekæmpelsen af den negative sociale arv. Derudover udgav Socialministeriet i 2002 en socialpolitisk redegørelse med overskriften: Frit valg – også for de udsatte grupper (Socialministeriet 2002). De udsatte grupper er i denne forbindelse misbrugere, hjemløse, sindslidende og prostituerede. Der er således kun delvist sammenfald med den gruppe af arbejdsløse og udsatte unge, som er omdrejningspunktet for denne afhandling.
Det samlede billede af indsatsen over for de udsatte unge er blevet mere sløret. Det synes vanskeligere at finde sammenhæng mellem på den ene side det overordnede retoriske niveau om frit valg for alle
