køre hen og møde ham. Undervejs prøver vi på at få en aftale i stand om et nyt interview, men emnet afløses hele tiden af andre emner. ”Der bor en vildt lækker fyr derinde” (siger Stine og peger på et boligkompleks)
Jeg forsøger ind imellem at henlede opmærksomheden på mit elendige interview som jeg efterhånden er blevet helt besat af. Da vi nærmer os Valby, har vi stadig ikke fået en aftale på plads, og jeg begynder at køre langsommere og langsommere i håb om at vi ved et mirakel måske kan få samling nok på snakken til at der kan blive stablet en aftale på benene. Stine ender med at sige: ”Vi skal jo også finde et tidspunkt…”. Jeg griber den og siger: “Jeg kan bare indrette mig efter jer, bare jeg så kan regne med at I er der”. Efter lidt parlamenteren finder de ud af at, hvis Susan kan sove hjemme hos Stine, kan vi gøre det i morgen formiddag. Hvis ikke Susan sover der, kan det ikke lade sig gøre at samle dem om formiddagen. Men så skal Stine lige ringe hjem og spørge om det er i orden for forældrene.
Pludselig er alt på plads - vi skal mødes hos Stine klokken 12 næste dag, og vi er også nået frem til bowlinghallen hvor Henrik dingler over vejen for at gå ind og tisse i en baggård.
(…)
Næste dag ringer jeg klokken 11.30 for igen at konfirmere aftalen med Stine og Susan. Stine er hjemme, men hverken hun eller Susan har fået penge fra bistanden så det hele er meget forvirrende for dem. Susan er på vej hen til sit socialkontor for at brokke sig inden det lukker klokken 13. Jeg spørger om jeg kan komme og snakke med Stine alene. Hun siger ja, men tilføjer at en af hendes venner også er der, - og faktisk er det som når man snakker om solen - han ringer netop på døren. Jeg siger at det er ikke smart at han er der, og at vi så hellere må vente.
Et lille udsnit fra optakten til et andet interview:
Noemi: Interviewet tager nok lidt tid, 1-2 timer måske.
Interviewpersonen: Nå nå, det er ligesom når jeg er hjemme hos min mor og far.
Endelig nogle enkelte situationsbilleder fra andre interviewsituationer:
• Halvvejs gennem et interview (efter godt en ½ time) bliver den unge stadig mere ukoncentreret. Han taber ofte tråden i sin fortælling og ender med at skiftevis nærmest ligge hen over bordet eller lægge ansigtet i hænderne og støtte albuerne på benene foran sig. Indimellem prøver han at tage sig sammen, rejser sig op, gaber og kigger på mig igen. Muligvis er han påvirket af hash. Han oplever tydeligvis interviewet som uendelig langt.
• Undervejs i et interview begynder interviewpersonen at vippe med benene så bordet rokker. Efter lidt tid bliver det umuligt at koncentrere sig på grund af larmen og båndoptageren, der rutscher frem og tilbage på bordet.
Man kan selvfølgelig hævde at disse udvalgte situationer i højere grad end at sige noget om interviewmetoden og de unge siger noget om mig som interviewer. Det er formentlig også en del af sandheden, men (forhåbentlig) ikke den hele (jeg må hellere for en god ordens skyld understrege at størstedelen af mine interview ikke bærer præg af de tendenser jeg her fremhæver). Jeg mener imidlertid at disse brudstykker fra min empiri udgør nogle helt centrale udfordringer for den kvalitative interviewmetode som enkeltstående empirikilde i forskningen med og i udsatte unge – og måske også i forhold til andre målgrupper. Det drejer sig om følgende udfordringer:
Udfordring: At få en interviewaftale i stand
Som det fremgår af feltdagbogsnotaterne med Stine og Susan, er det med nogle af de unge vanskeligt overhovedet at få en interviewaftale i stand med mindre man på autoritativ vis kræver, at det er noget de skal. På et af de projekter jeg har fulgt, har logistikken ikke muliggjort at jeg uforstyrret kunne interviewe de unge, hvorfor interviewene fandt sted også uden for projektet. Men som det netop fremgår af dagbogsnotaterne, ender selve det at nå frem til interviewsituationen med på det nærmeste at rumme flere informationer end interviewet selv.
Oplevelser som disse peger på vigtigheden af at kombinere metoder og indrette sig fleksibelt i forhold til de mennesker man ønsker at interviewe. Målgruppen må gå forud for metodevalget og ikke omvendt.
Udfordring: Situationen læses forkert
I det første citat med Ronny og Thomas der bliver interviewet, er det uklart, hvordan interviewpersonerne aflæser interviewsituationen, om de aflæser den som noget andet end den er tænkt til trods for at de er blevet informeret om at interviewet er anonymt, og at det indgår i en undersøgelse. Genren – forskningsinterview – er ukendt for de unge, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvordan de læser situationen og dermed også hvilken betydning det, de fortæller, kan tillægges. Tror de at de er på vej til MTV, eller er de blot smigrede – som mange andre ville være det – over at nogen er interesseret i at tale med dem? Og hvis de nu tror noget andet om interviewet end hvad det er, hvilken betydning har det så for validiteten af deres udsagn?
Udfordring: Interviewpersonen er fremmed over for interviewsituationen – modsat forskeren
Interviewmetoden gør primært brug af sproget som redskab og relaterer sig mere eller mindre – afhængigt af den anvendte interviewmetode – til en fortællegenre. Hertil kommer, at et ustruktureret eller semistruktureret kvalitativt interview typisk strækker sig over flere timer. For en del af de unge er begge disse forhold, såvel den meget verbale udtryksform som samtaler af op til flere timers varighed hvor man fysisk ikke bevæger sig eller afbrydes undervejs, en meget uvant situation (og nærmest fysisk umuligt for nogen). Flere af de unge er simpelthen, som det fremgår af eksemplerne, ikke i stand til at udholde en sådan situation, og der kan således tendentielt blive tale om det jeg noget hårdt formuleret kalder et ‘kvalitativt overgreb’. Forskeren kommer således tendentielt til at modarbejde sin egen intention om at ville skabe tryghed omkring interviewsituationen og interviewpersonen.
Problemstillingen dækker også over en voldsom ulige situation idet situationen og den refleksive dialogform for forskeren typisk vil være velkendt og tryg hvilket som oftest ikke er tilfældet for den unge. Hertil kommer den ulighed der ligger i at forskeren er i arbejde modsat den unge, og at interviewet blandt andet handler om hvorfor den unge netop ikke er i arbejde.
Udfordringen består således i at overskride disse fordringer og ad andre veje skabe tryghed omkring de unge og situationen.
Udfordring: Den unge har voldsom modstand mod situationen
De mange overspringshandlinger og den modstand mod (interview)situationen som eksemplerne afspejler, kan være udtryk for mange komplekse forhold som jeg ikke skal søge at afklare i denne sammenhæng. Jeg vil senere i kapitel 7 komme nærmere ind på også andre af de unges modstandsformer og søge at afdække de mekanismer som de er udtryk for.
Set ud fra et rent forskningsmæssigt udgangspunkt er der på et niveau ikke noget ‘galt’ med modstandsformerne, da disse kan indgå som en del af et forskningspotent datagrundlag, jævnfør den dybdehermeneutiske metode hvor også det der ikke verbaliseres, indgår som data. Men det er ikke desto mindre relevant at spørge til, hvorvidt metoden rent faktisk er den bedste til at favne hvem disse unge er, hvad der er deres perspektiv osv.
Hertil kommer at eksemplerne rummer en etisk udfordring: Er det en rimelig fysisk situation at fastholde de unge i når de ikke bryder sig om at sidde stille så længe? Er det rimeligt at spørge ind til forhold og ting som interviewpersonen ikke finder behagelige? I en vis forstand risikerer jeg som forsker at stå i den paradoksale situation at jeg tendentielt bliver en del af
