med begrebet udsat samtidigt at signalere at de unge er på grænsen af en marginal situation: Det kan tippe den ene vej – integrationen kan lykkes – men det kan også tippe den anden vej og mislykkes. Begrebet udsat indfanger således en proces mere end en egentlig tilstand (Heggen, 2001, p. 122).
Begrebet marginalisering kan sprogligt også indfange denne grænsesituation, men i daglig tale synes dette begreb at have bevæget sig således, at det i stigende grad betegner grupper der er bragt i en mere permanent marginal situation. Det er særligt i forhold til unge vigtigt at insistere på en åbenhed i forhold til deres fremtidsperspektiver og muligheder. De er trods alt netop unge og undervejs.
Sidst men ikke mindst ønsker jeg at markere en selvstændig pointe omkring selve muligheden for at foretage en formel afgrænsning af de unge ud fra deres statistiske registrerbare placering og kompetenceniveau i uddannelsessystemet alene. Der er efter min opfattelse som nævnt ikke tale om en ‘gruppe’, men i mange henseender en langt vanskeligere afgrænselig størrelse. Betegnelsen ‘udsatte’ unge er netop mere uskarp og placerer langt mindre kategorisk de unge i den ene eller anden gruppe.
Ulempen ved den formelle afgrænsning af ‘gruppen’ er, at der findes velfungerende unge som ikke tager en ungdomsuddannelse, men konstruerer sig et stærkt individuelt og alternativt forløb på tværs af det ordinære uddannelsessystem, arbejdsmarkedet og den frivillige sektor.
Det kan være svært på baggrund af formelle kriterier alene at gennemskue hvilke unge der er i færd med at sammenstykke sammenhængende og utraditionelle forløb, og hvilke unge der er faret vild i de mange muligheder og ikke magter at udstikke sig en kurs og forfølge en retning.
Hvem er de unge i restgruppen?
Således udgøres de udsatte unge eller restgruppen af en broget skare af unge som det er vanskeligt at betragte som en gruppe med nogle fælles træk. Den eneste fællesnævner der med sikkerhed kan siges at være, er at de netop ingen ungdomsuddannelse har (Nielsen et al., 1999, p. 16).
I det største nyere forskningsprojekt omhandlende unge i restgruppen forsøger man at foretage en egentlig afgrænsning af gruppen. Og her fremhæves særligt tre parametre som spillende en afgørende rolle:
1) De unges sociale baggrund, hvor dels den traditionelle socialstatistiske forståelse af social arv spiller en rolle, men hvor også stabiliteten i de familiemæssige relationer har betydning
2) De unges aflagte prøver i folkeskolen hvor tendensen er at jo flere prøver den unge har gennemført, jo større er chancen for efterfølgende at komme i gang med en ungdomsuddannelse
3) Endelig de unges boglige færdigheder forstået som at læse, regne, skrive osv. viser sig at have afgørende betydning (Andreasen et al., 1997).
Over for disse karakteristikker kan man indvende, at det er for snævert og netop individualiserende at fokusere på de unges individuelle situation, formåen og baggrund. ‘Udsatheden’ produceres også i mødet og samspillet mellem de unge og de institutionelle rammer. Det vil sige at ‘udsatheden’ udover at knytte sig til de unge også må betragtes ud fra et bredere samfundsmæssigt perspektiv som er bestemt af konjunkturer, de førte politikker og i det hele taget arbejdets og uddannelsernes tilgængelighed for de unge.
Erik Jørgen Hansen fremhæver i den forbindelse, at de unges udsathed i forhold til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet ikke er noget absolut fænomen. Han formulerer det således:
“Når de pågældendes færdigheder og egenskaber ikke er umiddelbart anvendelige på arbejdsmarkedet, skyldes det ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Derimod, at arbejdsmarkedet fortsat udvikler sig i en retning, som tilsyneladende gør netop restgruppens færdigheder og egenskaber mindre anvendelige.” (Hansen, 2003, p. 150-1)
Samme pointe fremgår af en undersøgelse foretaget af Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvori det konkluderes at antallet af ledige i høj grad afhænger dels af kommunernes rammebetingelser, men også af den indsats, de lægger for dagen (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2004).
Det vil sige, at udsatheden ud over at fortælle noget om de unge, i høj grad også fortæller noget om den sammenhæng, de unge er udsatte i forhold til og om det perspektiv, hvorfra de unges situation anskues. I den konkrete uddannelsessammenhæng, vil den udsatte unge ofte blive beskrevet som havende adfærdsproblemer som eksempelvis tilpasningsvanskeligheder, læse- og skrivevanskeligheder, funktionel analfabetisme, problemer med at indgå i sociale og faglige sammenhænge, motivationsproblemer, problemer i forhold til både uddannelses- og arbejdskulturen, vanskeligheder ved at afkode normer og krav, høj fraværsprocent, besvær med at komme op om morgenen osv.
Det er karakteristisk, at de adfærdsproblemer der springer i øjnene, og de løsninger der søges efter, alle formuleres med udgangspunkt i uddannelsessamfundets perspektiv – det vil, som her, for langt størstedelen af de unge sige den uddannelsessammenhæng de befinder sig i. Lene Larsen argumenterer for, hvorledes det stigende politiske fokus på uddannelse spiller ind på vores forståelse og afgrænsning af problemer omkring de udsatte unge (Larsen 2001, p. 89-90). De unge anskues med uddannelsesinstitutionens briller og gennem den optik anses de for udsatte.
Et eksempel på dette kunne være en socialt og personligt kompetent ung som uden problemer er i stand til at passe og fastholde et arbejde, men som fejler i mødet med uddannelsessystemets fortsat stigende krav om at mestre de boglige skolekundskaber, eller som Anders Mathiesen benævner det: “den verbaliserede, skolastiske paratviden” (Mathiesen, 2000, p. 105).
En sådan ung bliver stadig mere udsat i takt med at den generelle historiske (individualiserings)proces har gjort uddannelse til de unges væsentligste integrationsarena frem for arbejdet. Et skift der ifølge Lene Larsen netop er med til at ændre på opfattelsen og karakteren af de unges udsathed (Larsen, 2001, p. 89).
Pointen er, som også ungdomsforsker Sven Mørch pointerer, at fokuseringen på de unges integration i uddannelsessystemet muliggør en overeksponering af særlige faktorer omkring deres integration i uddannelsessystemet og følgelig en blindhed over for såvel andre problematiske sider af de unges situation som deres ressourcer i forhold til andre livsområder (Mørch, 2000, del 3, p. 7). De problematiske sider kan også være relateret til eksempelvis sundhed/misbrug, boligmangel osv. som tendentielt er usynliggjort i uddannelsesoptikken.
2.5 Individualisering som begreb og ramme
Det andet begreb som står centralt placeret i afhandlingens problemstilling, er individualiseringsbegrebet. Det indtager flere funktioner i afhandlingen, men inden jeg kommer nærmere ind på disse, er det vigtigt at afklare og nuancere selve begrebet.
Overordnet skal begrebet i denne sammenhæng forstås som et bredt favnende sociologisk begreb der omfatter både en subjektiv og en samfundsmæssig dimension. Meget kort fortalt læner jeg mig op ad den forståelse der ser individualiseringen som en strukturel samfundsmæssig udviklingstendens, hvor individualisering er en social foreteelse og ikke – som det ofte forstås – en opløsning af det sociale (se endvidere Mortensen, 1991).
En sådan overordnet karakteristik af begrebet er imidlertid ikke nok. Det er min erfaring gennem arbejdet med begrebet, at det i bedste fald kun giver mening på dette meget overordnet niveau og i værste fald giver anledning til misforståelser og støj på linien.
Misforståelserne eller de forskellige forståelser udspringer blandt andet af begrebets teoretiske spændvidde som rækker fra at være et overordnet og generelt sociologisk og samtidsdiagnostisk begreb til at være en art bevidsthedssociologisk
