og til trods for at jeg i et vist omfang gør brug af en spids analysevinkel der går i dybden med et særligt aspekt, også søger at have blik for trægheder, mønstre og strukturer ved netop tilnærmelsesvis at betragte individualiseringen som en sådan (mere herom senere).
Jeg forventer dog ikke med fokuset på individualiseringen at kunne indfange og belyse hele den mangfoldighed og kompleksitet som gennemsyrer rammerne omkring de unges liv. De unges situation og udsathed har mange og komplekse årsager, vinkler, aspekter osv. De er blevet belyst af andre ungdoms- og uddannelsesforskere fra mange forskellige indfaldsvinkler og fokuset på individualisering udgør i denne sammenhæng mit bidrag til en samlet forståelse af de unge og deres samspil med de sammenhænge de indgår i (eksempelvis kan nævnes Andreasen et al., 1997; Simonsen, 2000; Nissen, 2000; Højmark et al., 2003; Hansen, 2003, men der kunne nævnes mange flere).
Opsamlende er det således i krydsfeltet mellem ‘udsathed’, ‘ungdom’ og ‘individualisering’ at denne afhandling giver sit særlige bidrag til de bredere forskningsfelter. Spørgsmålet om de unges udsathed eller mere traditionelt den marginaliseringsproblematik, der er indlejret i afhandlingens problemstilling, vil således blive diskuteret ud fra en uddannelses-/arbejdssociologisk og ungdomsforskningsvinkel. Med valget af disse vinkler og indskrivningen i disse forskningsfelter sker der automatisk et fravalg af andre vinkler: Eksempelvis den meget omfattende socialforskning inden for området, særskilt forskning i etnicitet, socialpsykologien osv. (igen udvalgte eksempler Nissen, 2000; Yvonne Mørck, 2001)
Med afsæt i uddannelses-/arbejdssociologien og ungdomsforskningen vil jeg her foretage en yderligere afklaring af begreberne om ‘udsatte unge’ og ‘individualisering’.
2.4 Udsatte unge som gruppe og begreb
Unge i aktivering
I snæver forstand er de unge, der er i fokus i afhandlingen, unge kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse som har været ledige i minimum 13 uger, og som derfor er i aktivering7. Det drejer sig om unge der ikke har taget en ungdomsuddannelse enten fordi de aldrig har påbegyndt en, eller fordi de er startet på en uden at gennemføre.
Unge kontakthjælpsmodtagere er en delmængde af den gruppe der i sociologiske termer benævnes restgruppen uden uddannelse8, og som gennem de sidste 10 år er blevet støt mindre. Særligt har den sidste halvdel af 1990’erne været præget af denne nedgang, og indsatsen er mange gange blevet fremhævet som en arbejdsmarkedspolitisk succeshistorie (eks. Madsen et al., 2003).
Restgruppen er faldet fra i 1983 at udgøre 27% af en ungdomsårgang til i år 1999 at udgøre 17% af en ungdomsårgang (Nielsen et al., 1999). Danmarks Statistik understøtter dette i et nyhedsbrev under overskriften “Restgruppen uden uddannelse svinder”9:
“En fjerdedel af dem, som blev færdige med grundskolen i 1990, befinder sig i den såkaldte restgruppe, som ikke har fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse ti år efter, de forlod grundskolen. Blandt de elever, som blev færdige med grundskolen i 1981 var en tredjedel i restgruppen 10 år efter.” (Nyt fra Danmarks Statistik 2002)
I forhold til de unge ledige på dagpenge skete der et markant fald i denne gruppe omkring 1996 efter den meget målrettede ‘Ungeindsats’ over for unge på dagpenge. Den bidrog direkte til at antallet af ungdomsarbejdsløse på rekordtid faldt fra godt 30.000 unge med en lang arbejdsløshedsperiode bag sig i 1995 til ca. 10.000 i 1997. Alene det at indsatsen blev lanceret, gjorde at mange unge selv søgte ud af arbejdsløshedssystemet. Indsatsens længerevarende effekt (undersøgt 2 år efter af SFI i 1998) er siden også vurderet til at være meget positiv set ud fra en statistisk optik (Nord-Larsen, 1998).
Langt størstedelen af de unge som dengang forlod arbejdsløshedssystemet, var i 1998 fortsat i uddannelse (ca. 40%). 22% i ordinær uddannelse og 18% i uddannelses- og jobkvalificerende forløb som var en del af ungeindsatsens tiltag. Ca. 35% fortsatte i almindelig beskæftigelse, 6% var på orlov og yderligere 6% i jobtræning eller anden aktivering. 12-13% var fortsat ledige (Nord-Larsen, 1998, p.8).
Ifølge undersøgelsen kan der ikke tegnes en specifik køns-, alders- eller etnisk profil af den gruppe af unge som efter Ungeindsatsen fortsat var ledige (Nord-Larsen, 1998, p.30). Kun det forhold var gennemgående, at de unge der forblev arbejdsløse, alle havde en meget lav skoleuddannelse og lang arbejdsløshed bag sig.
Alt imens antallet af langtidsledige unge dagpengemodtagere fra 1995 og fremefter er blevet reduceret med 75% er antallet af kontanthjælpsmodtagere derimod kun faldet med 10%. Tager man yderligere højde for den demografiske udvikling fra midten af 1990’erne til slutningen af 1990’erne – der er færre unge i dag end i midten af 1990’erne – viser det sig at andelen af unge der har modtaget kontanthjælp i mindst et halvt år, stort set slet ikke er faldet. Det er stadig ca. 3%. af alle unge der mere varigt modtager kontanthjælp, mens andelen af alle unge der mere varigt modtager dagpenge fra en a-kasse, er faldet fra 4 til 1% (www.cefu.dk/publikationer/uiu).
Samlet vil det sige, at der er langt flere langtidsledige unge på kontanthjælp end på dagpenge, og at det derfor er blandt kontanthjælpsmodtagerne man skal finde den umiddelbart største gruppe af udsatte unge. Disse udgør – til trods for den arbejdsmarkedspolitiske succeshistorie – en uændret andel af en ungdomsgeneration.
Jørgen Goul Andersen et al., anfører, at den registrerede arbejdsløshed blandt unge i dag er på godt 3%,. men at der eksisterer en skjult ledighed på grund af de mange aktiverings- og uddannelsessammenhænge som dækker over en reelt større gruppe af unge arbejdsløse (Andersen, 2003b, p. 58). Hertil kommer, at der også fra politisk hold kan være en interesse i at sløre gruppens reelle størrelse gennem brug af forskellige definitioner, da uddannelsespolitikken såvel nationalt som internationalt vurderes på dens formåen i forhold til at mindske restgruppens størrelse (Hansen, 2003, p. 153).
Begrebet udsatte unge
Jeg betragter som tidligere nævnt de unge kontanthjælpsmodtagere i aktivering som en delmængde af en bredere gruppe af ‘udsatte’ unge som jeg forstår som unge der er i fare for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse og ikke at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Når jeg knytter de konkrete unge i aktivering til denne bredere gruppe af udsatte unge, hænger det sammen med, at de unge, jeg konkret undersøger, netop er unge der for en stor dels vedkommende bevæger sig ind og ud af uddannelse, arbejde og aktivering. Der er tale om en kvalitativ afgrænsning som i sagens natur er udflydende og svært afgrænselig. En afgrænsning er dog at begrebet alene relaterer sig til de unges samfundsmæssige integration på arbejdsmarkedet og/eller i uddannelsessystemet og ikke til andre former for udsathed. Man kunne også tænke sig unge som var udsatte socialt, psykisk, kulturelt, helbredsmæssigt osv. Der vil ofte være tale om overlap mellem udsathed inden for forskellige livsområder, men fokus i afhandlingen her vil være på udsathed i forhold til de samfundsmæssige organiseringer.
De aktiverede unge rekrutteres således fra den bredere gruppe af unge som i vidt omfang er identisk med det der, jf. note 8 ovenfor, kaldes for uddannelsernes restgruppe. Men hvorfor så vælge at bruge et begreb som udsatte unge?
For det første af simpel respekt for de unge. Det er ifølge min sprogforståelse langt at foretrække at være udsat frem for at høre under det ofte anvendte, men mere stigmatiserende begreb ‘restgruppen’. Gennem de senere år har også betegnelser som de ‘svage’ og ‘utilpassede’ unge været fremme. Her mener jeg på linie med Erik Jørgen Hansen (2003, pp. 150-1) at det er væsentligt at finde et begreb der ikke automatisk peger på de unges mangler – i tråd med netop tendensen til individualisering – men også peger på den
