og mål (Larsen, 2001, p. 102-3).
Individuelle metoder som disse er blevet stadig mere udbredte i uddannelseslandskabet og har også i relation til de udsatte unge fået en stadig større vægt. Det vil jeg også komme nærmere ind på i kapitel 3.
Det er vigtigt at adskille de individuelle metoder fra det der efterfølgende benævnes den bevidsthedsmæssige individualisering. Ofte blandes niveauerne sammen, og der opstår en lige linie mellem brugen af individuelle metoder og ‘skabelsen’ af de individualiserede unge. Der er imidlertid langt fra nogen enkelt eller automatisk kobling mellem niveauerne.
Den bevidsthedsmæssige individualisering
Når jeg her i afhandlingen benytter betegnelsen den bevidsthedsmæssige individualisering, henviser jeg til en gradvis bevidsthedsmæssig forandring særligt hos unge i moderniteten, en forandring som medfører en særlig tænkning og adfærd. Der er ikke tale om en forandring som en gang for alle har forandret den samlede danske ungdom som ved et trylleslag, men om en gradvis proces, som ungdommen generelt i særlig grad er sensitiv over for (dette vil blive yderligere uddybet i kapitel 4).
Den bevidsthedsmæssige individualisering dækker over det forhold at den enkelte oplever en indre forpligtigelse til at kunne se sig selv og definere og afklare sin egen person igennem de valg han eller hun foretager. Med andre ord manifesterer den bevidsthedsmæssige individualisering sig som en internaliseret forventning (eller et krav) om at skulle tage personligt stilling til hvad man godt kunne tænke sig, uddannelses- og arbejdsvalg, stil, holdninger, værdier osv. En forventning om at placere sig selvstændigt og som enkeltindivid i forhold til alle disse arenaer og at handle aktivt i forhold til dem og tage dem til sig som en individuel identitetsopgave (Illeris et al., 2002).
Den bevidsthedsmæssige individualisering knytter sig til den institutionelle idet de bevidsthedsmæssigt individualiserede unge indgår som argument eller figur i forbindelse med eksempelvis uddannelsesreformer (dette er bl.a. fremanalyseret i Andersen & Sommer, 2003, p. 44; Hansen, 2003, p. 227). Ligesom den institutionelle individualisering antages at være medproducent af den bevidsthedsmæssige individualisering – et forhold som netop vil blive gjort til genstand for analyse her i afhandlingen.
Den bevidsthedsmæssige individualisering er relateret til det der eksempelvis i publikationen fra Undervisningsministeriet benævnes unge individualiseres (Nielsen et al., 1999, p. 55).
Her i afhandlingen spiller betegnelsen den bevidsthedsmæssige individualisering, ligesom den foregående om den institutionelle individualisering, en væsentlig rolle. Den blev kort introduceret i kapitel 1 som værende en del af undersøgelsesresultatet fra den undersøgelse afhandlingen her er en viderebearbejdning af. Den bevidsthedsmæssige individualisering vil yderligere blive uddybet i kapitel 4 ud fra et teoretisk perspektiv, men vigtigst vil den udgøre en del af genstandsfeltet i selve afhandlingen. Det vil sige være en del af selve det som de kommende analyser vil gå i dybden med. Der er således på dette niveau tale om individualiseringen forstået som et bevidsthedssociologisk begreb.
Begreberne om den institutionelle, bevidsthedsmæssige og metodiske individualisering udgør de centrale forståelser her i afhandlingen. Jeg vil imidlertid eksplicit afgrænse disse fra en fjerde som kort har været berørt tidligere, nemlig det man kan kalde en neoliberal individualisering:
Individualisering som opløsningen af socialiteten – en neoliberal variant
Denne forståelse af individualiseringen som opløsningen af socialiteten adskiller sig fra den der er gældende her i afhandlingen. Den skal ikke desto mindre nævnes her, da den ofte dukker op i den offentlige debat og i karakteristikken af unge. Her hører man jævnligt de unge karakteriseret som ‘individualister’ (eller for den sags skyld egoister, narcissister, selvoptagne, …). Individualiseringsbegrebet anvendes i sådanne sammenhænge – i min optik – som del af en større forfaldsmytologi som fremhæver et værditab som følge af ‘den nye tid’, og som på forskellig vis peger på et generelt moralsk forfald. Et forfald som knytter sig til en ganske særlig forståelse af et solidarisk fællesskab, som det samfundsmæssige bindevæv der hvis det eroderer, vil føre os ud i et samfund af rene ‘individualister’ (Mortensen, 1991, p. 36; Ziehe, 1992, p. 89).
Denne forfaldstænkning – eller reelle politiske og moralske bekymring – kobler også jævnligt individualiseringen til nyliberale politiske strømninger. Individualiseringen bliver den subjektive pendant til den voksende kommercialisering, markedsgørelse, privatisering osv.
Jeg anser en sådan tænkning for at knytte sig til en ‘misforstået’ ontologi om et frit individ som i stigende grad bliver autonomt i takt med udvidelsen af netop det frie marked. Det er imidlertid ikke en ontologi, der er i overensstemmelse med den der ligger til grund for dette arbejde. Her er det ontologiske afsæt at individ og samfund groft sagt er at betragte som et uadskilleligt dialektisk partnerskab – om end ikke et ukompliceret og modsætningsfyldt et (jf. en klassisk sociologisk forståelse). Individualiseringen er i forlængelse heraf at forstå som en kollektiv proces og social foreteelse.
Den neoliberale tolkning af begrebet om individualisering er i min optik udtryk for en af faldgrupperne i forbindelse med brugen af begrebet. Forståelsen er ensidig og reducerende, og den forfejler sin ambition om at indfange og forstå de forandringer der finder sted. Forandringer i ungdommen kan ikke reduceres og afgrænses til at være ungdomskulturelle forfaldsfænomener, men må anskues som resultater af et ændret samspil mellem samfundsmedlemmerne og det samfund de er en del af. Det er således ikke muligt at forstå den bevidsthedsmæssige individualisering uden samtidigt at have blik for den institutionelle – og vice versa.
Udover de individualiseringsformer jeg har været inde på i dette afsnit kan der også udpeges et teoretisk niveau, hvorfra individualiseringen kan forstås.
Teorien om individualisering – individualiseringstesen
På dette niveau er der tale om udviklingen af en meget bredt favnende, epokal, sociologisk teori, som indfanger såvel samfunds-, kultur- og individrelaterede aspekter (sociologiske, kultursociologiske og bevidsthedssociologiske). På dette niveau er det netop en teori eller tese der har en meget kompleks, uklar og indirekte forbindelse til ‘virkeligheden’ – fænomenniveauet. Forbindelsen er prekær idet institutionsniveauet bruges til at argumentere for udviklingen af den teoretiske tese (og vice versa).
Teorien favner indholdsmæssigt en kompleks differentieringsproces som jeg ikke vil udrede her, men derimod i kapitel 4.
Som nævnt indledningsvis rodes niveauerne ofte sammen hvorefter der opstår spøjse kortslutninger som i eksempelvis følgende formulering: “Når samfundet er blevet individualiseret, vil det sige, at hver enkelt borger sætter sig selv i centrum for sit eget liv. Selvrealiseringen – indfrielsen af egne behov – bliver det primære, og relationen til og ansvaret for fællesskabet forekommer sekundært for det enkelte menneske.” (formuleringen er taget fra et speciale på RUC). Her rodes fænomen- og teoriniveauet sammen.
Det er vigtigt at understrege at individualiseringen som teoretisk begreb ikke kan forstås så konkret og manifest. Der er ikke tale om at individualiseringen kan henføres til en konkret indtruffen begivenhed eller proces der en gang for alle har gjort os alle til centrum for vores eget liv. Mennesker kan reagere meget forskelligt på individualiseringsprocesserne, og der er i det hele taget tale om en mangefacetteret proces, der trækker i flere retninger. Men når det er sagt, er det ofte meget vanskeligt at skelne den ene brug fra den anden, fordi grænserne er flydende, og fordi begrebet er diffust.
Forskellige
