Den professionelle distance sløres
Endelig skal også nævne en mere klassisk udfordring eller problemstilling som jeg dog ikke har medtaget som eksempel fordi den i højere grad end de øvrige udfordringer er velbeskrevet inden for mange forskellige faglige retninger (fra socialarbejdere, til psykologer, dokumentarister, forskere osv.). Det drejer sig om hvordan man kommer ud af et interview og får ‘lukket’ af for den åbenhed og intimitet som interviewet kan frembringe. Særligt når man har med sårbare mennesker at gøre, er denne udfordring relevant. Man kan med rette spørge hvor tæt man kan tillade sig at gå på et menneske, som man vil ‘forlade’ så snart man har fået sit interview? Hvor går grænsen for hvornår man misbruger det andet menneskes tillid?
Samlet har jeg søgt at håndtere disse udfordringer, ikke ved at undlade at gennemføre kvalitative interview, men ved i høj grad at søge at tilpasse dem de konkrete omstændigheder omkring de unge og den situation såvel de som jeg har befundet os i. Derudover har jeg netop anvendt en flerhed af metoder som gensidigt supplerer hinanden og dermed øger validiteten af mit datamateriale. Dermed har der været en glidende overgang mellem feltarbejdet, situationen omkring indgåelsen af aftaler vedrørende interview, interviewene osv. Denne tætte kobling mellem de forskellige dataformer har også været dirigerende for det senere analysearbejde og endeligt også fremstillingsformen her i afhandlingen som er bygget op omkring nogle cases. Men mere herom i kapitel 5.
Her skal det afslutningsvis opsummeres at dette kapitel har været omkring afhandlingens overordnede metode, udvalgte forskningsfelter og centrale begreber. De mere specifikke analysemetoder vil jeg komme nærmere ind på i kapitel 5. Det følgende kapitel vil i forlængelse af dette kapitel yderligere nærme sig selve afhandlingens tema omkring individualisering ud fra en institutionel vinkel.
3. Tendens til institutionel individualisering?
I indledningen og kapitel 2 har jeg indkredset, hvad jeg i begrebslig forstand forstår ved tendensen til institutionel individualisering. I forlængelse heraf giver dette kapitel et kort, men bredt vue over tendensens gennemslagskraft på de arenaer der har betydning for de unge i al almindelighed og de udsatte unge i særdeleshed. Det drejer sig i bred forstand om arenaerne aktivering, uddannelse og arbejde.
3.1 Tiltag og aktører på forskellige niveauer
Når man, som her med baggrund i uddannelsessociologien og arbejdsmarkedsforskningen, ønsker at tegne profilen af en tendens i uddannelses-/arbejdsmarkedspolitikken10 og de institutionelle rammer omkring de unge, er det vigtigt at være opmærksom på at der er mange aktører i spil på forskellige niveauer. Rækkende fra det helt overordnede niveau, som i denne kontekst kan siges at være EU, over det nationale niveau bestående af arbejdsmarkedet, det politiske niveau, lovgivningen og centraladministrationen til det mere praksisnære institutionelle niveau med konkrete forvaltninger, kommuner, uddannelsesinstitutioner og aktiveringsprojekter og deres respektive formålsbestemmelser, traditioner og praktikker.
Der er mange lag, og deres samspil er både komplekse og uigennemskuelige. Alene en analyse af tiltagene og reformerne på politisk niveau er et omfattende projekt som indbefatter politisk legitimering, kompromisser, studehandler, magtkampe, visioner osv. Og ofte vil særligt de formuleringer og den retorik der figurerer på dette niveau, være krydret – eller sløret om man vil – af særlige plusord som dækker over netop de mange kompleksiteter og kompromisser.
Det er i denne forbindelse ikke ambitionen at foretage en selvstændig analyse af de mange processer på de forskellige niveauer og af den institutionelle individualiserings mulige gennemslag og indvirkning på alle disse områder – om end det kunne have sin vigtighed (af relevante undersøgelser der har afdækket dele af dette felt, kan nævnes: Lejre et al., 1999, Mathiesen, 2000, Mørch, 2001). Jeg vil hæfte mig ved de væsentligste og overordnede træk.
Som det blev nævnt i det foregående kapitel, er den institutionelle individualisering, som den tematiseres i det følgende, én af flere mulige vinkler. Temaer som aktivering, handleplaner, afklaring osv. kunne også belyses ud fra vinkler som marginalisering, læring, velfærd, rummelighed m.m. Jeg foretager således en spids vinkling af tendensens gennemslag på et stykke dansk virkelighed.
Af hensyn til overblikket er tiltagene og de involverede aktører skematisk aftegnet i den efterfølgende illustration. Den systematik der ligger til grund for skemaet, vil gå igen i den efterfølgende struktur. Dog vil den inderste ‘kasse’, institutionen, de professionelle og de unge, som er genstand for selve analysen i afhandlingen, først blive ‘afdækket’ fra kapitel 6 og fremefter.
3.2 EU
Helt overordnet kan tendensen til institutionel individualisering siges at optræde i rapporter og skrifter om uddannelse publiceret af internationale institutioner som EU, UNESCO og OECD hvor der i stadig stigende grad fokuseres på bl.a. globalisering og individualisering (Korsgaard, 1997, p. 206). Anbefalingerne fra centralt hold til EU-landene er at de nationale uddannelsespolitikker må indrette sig på netop globaliseringen og individualiseringen som uomgængelige vilkår for al uddannelses- og arbejdsmarkedsplanlægning. Det globale arbejdsmarked vil i stigende grad forudsætte omstillingsparathed, fleksibilitet og nye læringsformer.
Lars Geer Hammershøj har i den forbindelse søgt at afdække det nærmere indhold i individualiseringsbegrebet som det anvendes i EU-konteksten (Hammershøj, 2003, p. 86f). Det knyttes sammen med behovet for en arbejdsstyrke der er bærer af en række personlige – eller individualiserede – handleegenskaber. Egenskaber som evnen til at kommunikere, løse problemer, samarbejde, være kreativ osv. (Hammershøj, 2003, p. 87). Der er således i denne forståelse tale om en institutionaliseret individualisering i den forstand at arbejdsmarkedet forudsætter disse kompetencer.
Men problematikken er bredere end som så fordi de forskellige kompetencer også betragtes som relateret til den enkeltes personlige udviklingsproces og -mål: “Education is more than an investment in human capital, however; it is also an avenue for personal development” (OECD, 1996, p. 39). Der er således ikke alene tale om en tendens til institutionel individualisering, men også i bred forstand tale om at der forudsættes en bevidsthedsmæssig individualisering forstået som en forventning hos borgerne i EU om personlig udvikling som systemerne og institutionerne skal geares til at imødekomme.
Individualiseringsbegrebet bliver således i denne sammenhæng anvendt tvetydigt, idet det dækker over et krav der rettes mod arbejdsstyrken i EU, samtidig med at det indfanger en art kompetence der knytter sig til personlige handleegenskaber frem for alment faglige kompetencer. Der sondres i ikke begrebsligt mellem de to perspektiver; det globale arbejdsmarkeds og det enkelte individs. Mellem den institutionelle individualisering og den bevidsthedsmæssige.
3.3 Arbejdsmarkedet
Arbejdsmarkedet spiller en central rolle i forbindelse med tendensen til institutionel individualisering ligesom de udsatte unges situation hænger sammen med forhold der ligger uden for aktiverings- og uddannelsessystemet.
Arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedsforholdene er med til at afgøre de unges muligheder for integration i såvel uddannelse som arbejde, og individualiseringstendenserne på arbejdsmarkedet spiller en afgørende rolle i den forbindelse (dette bliver nuanceret og diskuteret i kapitel 4).
En generel tendens er at tilrettelæggelsen af meget moderne arbejde bærer præg af en øget individualiseret organisering og en øget efterspørgsel på individualiserende kompetencer, forstået
