nedskrevet.
Jeg har i feltopholdet søgt at indgå på ‘lige’ fod med de unge. Jeg er kommet og gået som dem og har i det hele taget søgt at indgå på en så indfølende måde som det har været mig muligt. Når det er sagt, har jeg selvsagt ikke indgået på lige fod idet mit udgangspunkt har været et grundlæggende andet. Jeg har haft en anden dialog og kontakt med de ansatte, og mit formål med at være der har været et andet end de unges. Men jeg har gjort forsøget og synes at det i vidt omfang har været vellykket.
Metodisk har jeg i feltarbejde været inspireret af etnografisk feltarbejdsmetode som stemmer overens den dybdehermeneutiske tilgang på grund af det sammenfald, der er i de to retningers måde at betragte forholdet mellem forsker og felt på.
“Forskerens subjektivitet er også inden for etnografien betragtet som eneste redskab til forståelse, hvilket er sat på spidsen i den etnografiske slangformulering ‘to go native’. Et centralt udgangspunkt for såvel feltarbejdet som dybdehermeneutikken er, at det talte sprog og den skrevne tekst kun delvist afslører (og indimellem tilslører) det, man ønsker at udforske.” (Katznelson, 1998, p. 38).
Kvalitative interview
Jeg har i forbindelse med mine feltophold gennemført følgende interview:
• Ti kvalitative og semistrukturerede interview med udvalgte unge,
• spot-interview af mere uformel karakter hvor jeg har fanget et antal unge i nogle konkrete situationer og spurgt ind til netop det der specifikt havde udspillet sig. Disse interview er foregået individuelt såvel som parvis, og
• fire interview og en lang række samtaler med de ansatte på projekterne.
Enhver form for interview har sine kriterier for udvælgelse af interviewpersoner. Hvor den kvantitative metode lægger vægt på den repræsentative udvælgelse, lægger den kvalitative vægt på en informativ udvælgelse eller en kulturelt betinget udvælgelse. Jeg har foretaget en kulturelt betinget udvælgelse med det formål at spejle gruppen af unges forskelligartethed. Derigennem sikres en eksemplarisk mangfoldighed i forhold til køn, alder, etnicitet, uddannelseserfaringer osv.
Fokusgruppeinterview
Som supplement og validering af materialet fra de to feltophold har jeg gennemført:
• To fokusgruppeinterview med ti unge fra diverse københavnske aktiveringsprojekter, arbejdsløse unge og unge under uddannelse som tidligere har været ledige.
• To fokusgruppeinterview med syv repræsentanter for vejledere og beslutningstagere på AF, i kommuner, div. socialpædagogiske projekter og alternative uddannelsesforløb for udsatte unge.
Fokusgruppeinterviewene var en del af det samlede datagrundlag til det internationale forskningsprojekt. Den metode som lå til grund for brugen af fokusgruppeinterview var i høj grad inspireret af Susan Weil, (1998). For yderligere diskussion omkring særligt metodens validitet og reliabilitet kan jeg henvise til Chioncel et al., 2003 som med baggrund i det nævnte forskningsprojekt samt tre andre europæiske projekter diskuterer metoden.
2.8 Et kvalitativt overgreb? Forskning i/med udsatte unge
I forhold til i særdeleshed anvendelsen af kvalitative interview skal jeg her afslutningsvis gøre mig nogle overvejelser om metodens anvendelighed i forhold til udsatte unge. Jeg vil indlede disse overvejelser med dels et par udpluk fra min feltdagbog, dels et citat fra en ung og endelig også nogle situationsbilleder fra forskellige interview med unge. Først et udpluk fra dagbogen:
Efter frokosten rydder Jan af bordene, og de fleste går igen over i værkstederne. Ronny, Thomas og jeg bliver siddende og begynder at spille Meyer. Da der er gået en rum tid, og alle andre har forladt lokalet, og jeg er i færd med at vaske gryder af, spørger jeg om de har lyst til at blive interviewet – det vil de tydeligvis meget gerne: “Oh yeah mand, så kommer vi sgu på TV og billeder og alt muligt”.
Samme fascination over det med at blive interviewet kommer igen da jeg tager min båndoptager frem. Især Thomas vender og drejer båndoptageren mellem sine hænder og kigger på den med et blik som forsøgte han at stjæle den med øjnene. Ikke for at rippe mig, tror jeg, men fordi han virkelig godt kunne tænke sig at eje sådan en (og vi snakker altså ikke om et B&O anlæg, men om en absolut beskeden walkman udlånt af institut X på RUC!). Han piller også ved mikrofonen flere gange under interviewet så jeg på et tidspunkt bliver nødt til at stoppe ham for at sikre mig en ordentlig optagelse og den nødvendige koncentration.
Bagefter er han helt vild efter at høre sig selv på båndet. Det gælder også for Ronny – straks efter interviewet begynder de at spole tilbage for at høre det forfra. Thomas, som ellers på det nærmeste var ved at falde i søvn under interviewet, vågner lige pludselig op og kunne uden problemer have holdt sig vågen længe nok til at høre hele interviewet igennem på båndet.
En anden situation beskrevet i min feltdagbog:
Jeg har en interviewaftale med Stine lørdag eftermiddag. Jeg skal ringe til hende for nærmere at aftale tidspunktet. Da jeg ringer klokken 12 lørdag formiddag, er hun endnu ikke gået i seng og vil helst skyde vores aftale. Vi aftaler mandag aften klokken 19.30 hvor jeg skal hente hende hjemme hos hendes forældre. Mandag ringer jeg for at bekræfte aftalen umiddelbart før jeg skal til at gå ud af døren. Jeg fanger hende på hendes mobil - hun har glemt aftalen og er ikke hjemme. Hun vil tage hjem nu, så vi kan mødes lidt senere klokken 20.30 samme sted. Jeg tror nu at jeg langt om længe har fået fanget hende og ringer på døren hos forældrene til den aftalte tid. Moren åbner døren og fortæller intetanende at Stine ikke er hjemme, og at hun ikke ved hvor hun er henne. Hun spørger mig: “Undskyld, men hvem er du?” Jeg fortæller at jeg kommer fra X-projekt og er ved at interviewe flere af kursisterne bl.a. Stine. Hun siger - som sin anden sætning: ”Jamen hun er heller ikke til at regne med - hun falder fra alt hvad hun går i gang med”, og ”Hende kan man ikke regne med”. Jeg smiler og siger undskyld ulejligheden og går igen. Længere nede af vejen stopper jeg bilen for at overveje mit næste træk. Stines mobiltelefon er sat på svareren, så jeg kan ikke få fat på hende. Efter et par minutter vender jeg bilen for at køre tilbage og skrive en seddel til hende. Jeg ringer på igen og bliver inviteret inden for. Begge forældre sidder og ser TV og spiser chips. Jeg skriver en seddel, og først i døren på vej ud kommer jeg i snak med moderen.
(…)
Efter at vi har stået og snakket lidt i døren, ringer telefonen, og det er Stine der er på vej hjem. Jeg sætter mig ind og venter endnu 5-10 minutter hvorefter Stine kommer væltende ind af døren sammen med Susan (en pige fra holdet). De er forpustede og har tydeligvis skyndt sig. Stine undskylder forsinkelsen.
(…)
Jeg snakker med Stine og Susan om at vi sammen går et sted hen for at lave interviewet. De når lige at ryge 2 cigaretter hver og Stine at skændes med forældrene inden vi siger farvel og går ud i bilen. Lidt nede ad vejen begynder Stine at snakke i mobiltelefon. Susan kommer ‘pludselig’ i tanke om at hun skal hente en nøgle til sin fars lejlighed for at kunne komme ind i den senere når hun skal sove. Derudover viser det sig at de tre kvarter senere skal mødes med Henrik fra holdet i Valby for at bowle. Vi er på det tidspunkt i Nordvest, lejligheden ligger på Vesterbro og de skal ende i Valby – alt sammen på tre kvarter!!! Susan finder på at vi kan lave interviewet hos faren. Det vil være smart for alle parter, og vi kører så af sted mod Vesterbro.
Efter
