enten der er tale om akademiske disputter om individualiseringsbegrebets politiske konnotationer som det er blevet diskuteret i forbindelse med Ulrich Becks teorier om samme (se endvidere kap. 4), eller om der er tale om mere lokale disputter i det danske akademiske miljø samt i de uddannelsespolitiske debatter og tiltag hvor det i høj grad har været uklart om begrebet har skullet indfange et særligt ungdomskulturelt fænomen, en pædagogisk metode, en politisk tendens eller noget helt fjerde. Begrebet er ikke desto mindre ofte anvendt i sine forskellige og uklare betydninger.
Jeg har her i afhandlingen anset det for at være nødvendigt at differentiere mellem forskellige niveauer af begrebet for det første for at undgå misforståelser og dernæst for at muliggøre en større grad af præcision i forhold til anvendelsen af begrebet i analyseøjemed. Der er her tale om en indledende præcisering af min forståelse af begrebet og de forskellige betydninger og niveauer, jeg er stødt på gennem mit arbejde.
Jeg skal på ingen måder hævde at jeg en gang for alle har fået klargjort begrebet og udredt dets forskellige niveauer fra hinanden. Dertil er begrebet for komplekst, begrebsniveauerne for indbyrdes afhængige og grænserne mellem dem for slørede. Jeg har ikke desto mindre tilstræbt en så klar afgræsning og nuancering som det har været mig muligt. Heraf vil det fremgå, at niveauerne er indbyrdes relaterede, men har forskellige betydninger om end det ikke altid forholder sig helt så enkelt.
Følgende bygger på en kombination af eget og andres arbejde (primært er det en forarbejdning og udbygning af den tyske sociologiprofessor Ulrich Becks teorier om individualisering (se tillige kap. 4 note 13). Hertil kommer inspiration fra bl.a. Mortensen, 1991; Ziehe, 1992; Nielsen, 1991; Simonsen, 2000). Jeg vil særligt i kapitel 4 diskutere begrebet yderligere gennem en mere teoretisk afsøgning.
Begrebet individualisering
På det begrebslige niveau optræder individualisering ikke overraskende i en uendelighed af sproglige afskygninger: Individualisering, individualisme, individualitet, individuel, individualiserings-processen, individualiseringstesen, individualiseringsteorien, individuering osv. Til disse forskellige begreber knytter sig – udover en række forskellige betydninger – også komplicerede begrebshistorier, som jeg vil undlade at komme nærmere ind på her.
Individualiseringen udgør en klassisk sociologisk tese som har sat ringe i vandet inden for stort set alle humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsfelter som udover ungdomsforskningen også er den pædagogiske forskning og uddannelses- og arbejdssociologien.
I al korthed kan begrebet individualisering ud fra en sociologisk betragtning hos eks. Ulrich Beck, Zygmunt Bauman, Thomas Ziehe og Anthony Giddens siges at kendetegne det forhold, at den enkeltes livsforløb bliver langt mere åbent i takt med de øgede muligheder for differentiering i relation til uddannelse, øget velstand, social mobilitet osv. og med den tendentielle erosion af traditionelle fællesskabsformer. Hos Beck kobles processen yderligere til fremvæksten af en ny form for institutionel indlejring og socialisering – det vil i overordnet forstand sige en ny måde at være samfundsmæssigt individ på.
Ifølge en psykologisk/pædagogisk forståelse er betydningen imidlertid en anden. I Nyt psykologisk leksikon står følgende:
“Individualiseret undervisning og indlæring. Pædagogisk term for en tilrettelæggelse af undervisningen, hvor man går ud fra individets behov, forudsætninger og indlæringstakt. Individualisering vil ofte blive betragtet i forhold til klasseundervisning. I den almindelige undervisning er der således en hårfin balance mellem at tilgodese de enkelte elevers forskellige forudsætninger og hensynet til fællesskabet og den samlede undervisningssituation. Dette karakteriseres som undervisningens grad af differentiering. Under indflydelse af skoleerfaringer fra bl.a. New Zealand er der i dag en tendens til at understrege behovet for individualisering.” (Egidius, 2001, p. 250)
Der refereres her til individualiseringen som pædagogisk metode hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere. Det står imidlertid klart at der ‘allerede’ her er flere niveauer repræsenteret, og at det er væsentligt at adskille disse fra hinanden.
Den institutionelle individualisering
På det man kunne kalde det institutionelle niveau, kan tendensen til individualisering iagttages både generelt, men i høj grad også inden for områderne arbejde, uddannelse og aktivering. Her sætter den institutionelle individualisering sig tendentielt igennem på det politiske (retoriske) niveau i eksempelvis regeringsgrundlag, lovgivninger, bekendtgørelser, udvalgsrapporter, debatter osv. Sekundært også som fænomen i den overordnede visionstænkning og i organiseringen af den daglige praksis om end på mere tvetydig vis. Det vil konkret sige i formålsbestemmelser tænkning omkring mål- og rammestyring, uddannelses-/arbejdstilrettelæggelse o.a.
Det gennemgående er at disse tiltag og institutioner retter deres opmærksomhed mod det enkelte individ frem for mod grupper eller andre organiseringer af individer. Det er det enkelte individ der er omdrejningspunkt for ’mødet’ med, hvad man med et samlebegreb kan betegne, staten. I dette møde er det netop den enkeltes rettigheder, pligter, ansvar osv. der er i fokus (det er vigtigt her at være opmærksom på at der er tale om tendenser, og at praksis altid vil være langt mere ambivalent og flertydig).
Overskriften og uddestilleringen af dette niveau er afledt af Ulrich Becks teorier om samme (mere herom i kapitel 4). Han siger i et interview:
“For så vidt har vi at gøre med en institutionaliseret individualiseringsproces, og den første empiri for individualisering ville for mig være eftervisning af, hvorvidt love, som stadig stærkere (eller det modsatte) forprogrammerer denne individualisering, i forskellige lande sætter sig igennem på institutions-niveau. (…) Dette institutionelle niveau skal adskilles fra niveauet, der er afledt deraf, nemlig niveauet for adfærd, orientering i livsverdenens arrangementer i partnerskab, familie, ægteskab, forældreskab osv. Centralt er, at institutionaliseret individualisme skaber ikke lineær og kausalt individualistiske livsformer” (Sørensen, 2002, p. 129).
Denne individualiseringsform svarer til den eksempelvis Birgitte Simonsen benævner den objektive individualisering (eks. Simonsen, 2000), eller til det der i en publikation fra Undervisningsministeriet benævnes uddannelsernes individualiseres (Nielsen et al., 1999, p. 55).
Her i afhandlingen indfanger begrebet den institutionelle individualisering en meget væsentlig dimension. En dimension som udgør en del af selve afhandlingens problemstilling, og som i kapitel 1 blev beskrevet i forbindelse med de mange politiske og institutionelle tiltag over for udsatte unge hvilket vil blive yderligere afdækket i kapitel 3.
Den institutionelle individualisering udgør en væsentlig del af det politiske, administrative og institutionelle baggrundstæppe – det sociologiske ‘lag’ – som de unge indgår i samspil med og danner sig i forhold til.
De individuelle metoder
Afledt af den institutionelle individualisering er de individuelle metoder som hænger snævert sammen med det der tidligere blevet betegnet som en “pædagogisk term for en tilrettelæggelse af undervisningen, hvor man går ud fra individets behov, forudsætninger og indlæringsakt” (Egidius 2001, p. 250). Her er der tale om en særlig pædagogik og uddannelsestænkning. Det drejer sig konkret om tilvalgsprincippet, opløsningen af stamklasser og hold til fordel for forløb som i vidt omfang sammensættes af den enkelte gennem valg af forskellige hold, kurser, forløb, aktiviteter, det drejer sig om individuelle uddannelsesplaner, handleplaner, fleksibelt optag og varighed på faglige forløb, MUS-samtaler (medarbejderudviklingssamtaler i erhvervslivet) m.m.
I
