SundhedspAedagogik og sundhedsfremme. Aarhus University Press

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press страница 15

SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press

Скачать книгу

rum på mange måder er præget af stereotypier og simplificerede forståelser af, hvordan livet som senior er og bør være. Lad os først vende blikket mod de pædagogiske værdier og visioner i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre.

       Handlekompetence som udfordring i det sundhedspædagogiske felt for ældre

      ‘Den tredje alder’ er livsafsnittet, hvor arbejdslivet ophører eller nedtones, og de fysiske, mentale, sociale og økonomiske forudsætninger og ressourcer forandres. Det kan være en tid præget af eksistentiel angst for livets afslutning, men også af vilje og lyst til at forandre og udvikle sig i takt med de nye udfordringer, som denne tid også byder på. Sundhed betyder generelt meget for ældre, fordi den er fundamentet for at bevare et aktivt liv. At ældre udvikler handlekompetence over for ‘den tredje alders’ sundhedsproblemer, kan derfor være nødvendigt for at håndtere udfordringerne i denne del af livet.

      Begrebet handlekompetence er ofte sat i forbindelse med værdier og idealer i forhold til at fremme demokrati (Jensen & Schnack, 1995; Simovska, 2007). Det er på mange måder et pædagogisk ideal og en vision om dannelsens indhold. I forhold til sundhed kan handlekompetence forstås som en kapacitet til at handle for egen og andres sundhed i den personlige og sociale omverden. Det drejer sig derfor både om det enkelte menneskes livsstil og de ydre levevilkår, som får betydning for, hvorhen handlinger skal rettes (Jensen, 1993; Simovska, 2007). Det kan være vigtigt at adskille handlinger fra andre former for aktivitet, netop fordi der er intentionalitet og vilje knyttet til handlinger. Handlinger er i modsætning til adfærd og aktiviteter målrettede, intentionelle og opstået som følge af en indsigt, der er resultatet af en bevidstgørelse. Handlinger adskiller sig fra adfærd og aktiviteter, fordi de er målrettede og intentionelle (Jensen & Schnack, 1994) – med andre ord har et udspring, en retning og et mål: Handlinger er bevidste, reflekterede og sandsynligvis velovervejede dispositioner, mens aktiviteter og adfærd er mere rutineprægede og indlejrede i dagligdagens andre gøremål. For at skabe forandring bliver en af de pædagogiske udfordringer at udvikle adfærd og aktiviteter til bevidste handlinger, fx ved at fremme bevidstgørelsesprocessen.

      Hvilke pædagogiske og sundhedspædagogiske forhold gør sig særligt gældende, når målgruppen er ældre? Mange både nationale og internationale undersøgelser inden for uddannelsesforskning og den antropologisk-pædagogisk inspirerede forskning peger på, at handlinger er resultat af den subjektivitet og mening, de tillægges (fx Douglas, 2001; Gabrielsen, 1993; Levinson et al., 1996). Kostvaner, motionsvaner, livsstil og medicinforbrug er altså ikke ligegyldige aktiviteter, men er resultat af en række valg og omstændigheder, som er bundet op i subjektive betydninger og præferencer. Handlinger er ikke enkeltstående, isoleret i tid og sted, men er kontekstuelle, indlejret i bestemte mønstre og kæder af handlinger. Måske kan man endda med Bourdieu (1979) tale om en ‘sundhedshabitus’, som karakteriserer mennesker og deres praktiske sans og adfærd. Ældre mennesker har levet et langt liv, og derfor er måske i særlig grad rutiner og ‘indlejrethed’ af sundhedshabitus central. Bourdieu beskriver, hvordan menneskets habitus er de sammenhængende, sociale strukturer om måder at tro, tænke og handle på, som nedarves gennem generationer, som er klasse- og feltspecifikke og fungerer som måder til opretholdelse af social distinktion. Smag og præferencer, som har betydningfor, hvordan mennesker handler, kan være midler til at opretholde og reproducere kontrol og dominans. For eksempel kan det dominerende sundhedsparadigme, som ofte fokuserer smalt og negativt på individets sygdomssituation, risikere at blive forum for magtudøvelse, fordi det distancerer sig fra en helhedspræget opfattelse af mennesket.

      En sundhedspædagogik for ældre, der sigter andetsteds end i reproduktion af det dominerende, medicinske sundhedsparadigme, bør derfor inddrage det hele menneske – og dermed også mindre synlige aspekter som fx følelser, praktiske hverdagserfaringer, værdier og normer i forskellige sociokulturelle felter, tavs viden. Sundhedspædagogikken bør sigte bredere end blot på livsstilsfaktorer og inddrage ‘den hele kontekst’. Med andre ord skal der formuleres mål, der sigter bredere på både livsstils- og levevilkårsniveau og inddrager de særlige forhold og måder, som ældre mennesker lever under.

      En handlingsfremmende tilgang til sundhed kan sammenfattes som en bred, positiv, helheds- og handleorienteret viden og indsigt i sundhed; motivation, vilje og mod til at involvere sig og handle på det personlige og kollektive plan; evne til at udvikle visioner omkring sundhed, der går videre end på individplanet; og endelig kompetence til at opnå handleerfaringer gennem deltagelse med andre omkring sundhedsfremmende tiltag.

      For gruppen af ældre kan handleerfaringer fx være mulighed for refleksion og konkret handling på forskellige niveauer, som det personlige hverdagsliv, ældres mødesteder og netværk i lokalområdet og det politiske niveau omkring ældreforsorg og -pleje. IVAC-tilgangen ‘Investigation – Vision – Action – Change’ (Jensen, 1997, 2004) er en konkret ramme relateret til Freires (1973) teorier til at tilrettelægge en sundhedspædagogik med et dialektisk samspil mellem udforskning, vision, handling og forandring. Processen spænder fra kritisk undersøgelse og refleksion til handling og forandring, dvs. hvor deltagerne er med til at udforske deres egen sundhed samt rammer og mål for denne.

      Hvorvidt en gruppe af ældre involveres, deltager og får medbestemmelse i de forskellige ‘trin’ og områder i en given sundhedspædagogisk indsats, dvs. i hvilket omfang sundhedspædagogikken tager udgangspunkt i ældre, deres erfaringer og muligheder, kan derfor være udtryk for værdien af den pædagogiske indsats i forhold til at initiere handlekompetence. Med dette i erindring vendes nu blikket mod det første af tre centrale, men underkendte perspektiver på, hvad en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre kan medtænke: hverdagsliv. Herefter følger perspektiverne om kritisk bevidstgørelse og udgangspunkt i ældres ressourcer.

       Ældreliv og læring i hverdagslivsperspektiv

      Det første perspektiv sætter fokus på hverdagens rolle i ældres liv og læring. Ældre er ikke længere i samme grad som før tilknyttet arbejdsmarkedet eller de samfundsskabte institutioner, men kan i højere grad selv tilrettelægge deres tid og handlinger. Det drejer sig om et liv med mindre skarpe distinktioner mellem hverdagsliv og resten af samfundet, fx arbejdslivet, og hverken om barndommens eller ungdommens tilknytning til skole og uddannelsesinstitutioner, eller voksenlivets tilknytning til arbejdsmarkedet. Ældres liv er på mange måder meget mere ‘hverdagsliv’ end for eksempel livet i voksenlivet er. Ældre er heller ikke nybegyndere, livet er gennemprøvet og praksisser er indarbejdet. Hvad betyder dette for ældres læring? Perspektivet om hverdagsliv og læring kan være frugtbart til at fremanalysere kompleksiteten i ældres levede hverdagsliv og til at gribe de særlige dynamikker og processer, som er indlejret heri, og hvormed ældre skaber mening og betydning.

      I en pædagogik over for ældre er konsekvenserne, at der inddrages erfaringer fra og tages udgangspunkt i ældres hverdag og det levede liv her. Hverdagsliv er, som Agnes Heller skriver, karakteriseret af en naturlig indstilling til den, tro på den og handling til den i forhold til andre verdener – en verden af praktiske, fælles og meget forskellige erfaringer og aktiviteter (Heller, 1984). Ældre, der har levet et langt liv og har oparbejdet mange og komplekse erfaringer, er sandsynligvis i endnu højere grad præget af hverdagslivet – dets rutiner, kontinuitet og tavse intuition. Samtidig opleves hverdagslivet, som Schutz peger på, som den virkeligste af alle verdener. Hverdagslivet er en ‘paramount reality’ (Schutz, 1973: 230) i forhold til alle andre virkeligheder, hvori mennesker har praktisk interesse og kan dominere meget mere end i andre verdener.

      Bourdieu (1977) indfanger med sit begreb ‘praksislogik’ noget centralt om ældres hverdagsliv: Hverdagslivet er tavst, intuitivt og også kropsligt, det er med andre ord indlejret i en bestemt betydning, som opfattes som virkelig, vigtig og real. Det er nødvendigt at have og udvikle denne praktiske og indlejrede indstilling til livet i hverdagen, ellers ville det,

Скачать книгу