WHO Regional Office for Europe.
WHO (1986). Ottawa Charter for Health Promotion. International Conference on Health Promotion, Ottawa 17.-21. november, Copenhagen: WHO Regional Office for Europe.
WHO (1988). Healthy Public Policy – Strategies for Action the Adelaide Recommendations. Genève: WHO.
Sundhedspædagogik for ældre – mod nye horisonter
KARI KRAGH BLUME DAHL
Pædagogik, herunder sundhedspædagogik for målgruppen i ‘den tredje alder’, er et både teoretisk, empirisk og i praksis underbelyst, men vigtigt område. Kapitlets formål er at identificere mere differentierede, positive og handlingsrettede tilgange til en sundhedspædagogik for ældre, som tager udgangspunkt i ældres særlige forudsætninger og behov. Udgangspunktet i kapitlet er, at der er meget lidt viden om pædagogiske og sundhedspædagogiske aspekter af alderdom og aldring, og at gruppen af ældre er en meget heterogen masse med vidt forskellige forudsætninger, ønsker og behov. Endelig befinder ældre mennesker sig i en på mange måder ‘ny’, men også afsluttende fase af livet, som skaber særlige problemstillinger i den sundhedspædagogiske tilgang. Kapitlet bygger på kritisk sundhedspædagogisk teori med fokus på handlekompetence, forskning i hverdagsliv samt ældrepædagogisk teori og praksis. Derudover inddrages empiriske data fra et sundhedspædagogisk casestudie. I kapitlet peges på, at tre centrale optikker som hverdagsliv, kritisk bevidstgørelse samt en positiv tilgang til ældres ressourcer, herunder ældres motivation, bliver vigtige elementer i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre, som til slut sammenfattes i fire sundhedspædagogiske perspektiver på intervention over for målgruppen af ældre.
Introduktion
Ældrepædagogik er en ny og på mange måder ubelyst pædagogisk disciplin i Danmark, som har optaget en marginal position både i det forsknings- og udviklingsmæssige felt og i den daglige, samfundspædagogiske praksis (Synnes, 2002; Hansen, 2002, 2006). Få har beskæftiget sig med målgruppen ‘den tredje alder’ i et pædagogisk perspektiv, og endnu færre med de sundhedspædagogiske aspekter af samme. Der mangler viden om og erfaring med ældrepædagogiske indsatser, og dette særligt inden for det sundhedsfaglige område.
At tilrettelægge sundhedspædagogik over for ældre er tredobbelt udfordrende. Kapitlet tager udgangspunkt i følgende teser:
• Der er meget lidt viden om pædagogiske, herunder sundhedspædagogiske, aspekter af alderdom og aldring.
• Gruppen af ældre er en meget heterogen masse med vidt forskellige forudsætninger, ønsker og behov.
• Ældre mennesker befinder sig i en på mange måder ‘ny’, men også afsluttende fase af livet. Dette skaber særlige problemstillinger omkring nyorientering og krisebearbejdning og accentuerer de sociale og psykologiske aspekter i en sundhedspædagogik over for ældre.
Kapitlet giver et teoretisk bud på mulige perspektiver i en sundhedspædagogik for målgruppen ‘den tredje alder’. Formålet er at udfordre den klassiske opfattelse af sundhedspædagogik for ældre som omsorg, behandling og pleje, og identificere mere komplekse, brede og positive sundhedspædagogiske tilgange, som inddrager differentierede tilgange til ældres forudsætninger og behov.
Det tematiske udgangspunkt er en handlingsfremmende pædagogik, der sigter mod personlig og social udvikling og forandring. Udfordringen bliver at centrere de ældre i de sundhedspædagogiske læringsprocesser og at udvikle undervisningsprocesserne omkring disse til at blive mere inklusive og deltagende. Handlekompetence (Jensen, 1993) er et pædagogisk koncept, der i sundhedspædagogikken kan rettes mod at fremme ældres muligheder for at blive aktive, kompetente og opnå indflydelse på og bemestre egen og andres sundhedssituation. Gennem teoretiske optikker og med eksempler fra et empirisk arbejde i et casestudie giver kapitlet et bud på, hvad en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre kan tage udgangspunkt i.
Kapitlets udgangspunkt er, at alderdom er en social og kulturel konstrueret kategori (Gergen & Gergen, 2000; Gubrium & Holstein, 2003a), som kræver en multikulturel og facetteret analyse i en sundhedspædagogik for ældre.
Kapitlet sætter først fokus på handlekompetence som udfordring i en sundhedspædagogik for ældre, derefter på tre vigtige, men underkendte perspektiver på ældres læring og alderdom samt de sundhedspædagogiske implikationer heraf: ældres hverdagslivslæring, der bygger på forskning i hverdagsliv (Bourdieu, 1979; Heller, 1984; Madsen, 1994), kritisk bevidstgørelse som dannelsessocialisering, der bygger på kritisk sundhedspædagogisk teori med fokus på handlekompetence (Jensen, 1993; Jensen & Schnack, 1995) samt alderdom som positiv ressource, der bygger på ældrepædagogisk teori og praksis (Gergen & Gergen, 2003; Gubrium & Holstein, 2003b; Synnes, 2002). Herudover bygger kapitlet på et casestudie af en sundhedspædagogisk intervention over for ældre (Dahl, 2007).1
De tre perspektiver er relateret til hinanden ved med forskellige og på mange måder komplementerende tilgange at fokusere på ældres muligheder for læring, kompetence og handling. Der peges på, at hverdagsliv optager en central rolle i ældres liv og derfor kan være udgangspunkt for mange former for læring, også overskridende og forandrende læring. Kritisk bevidstgørelse og en positiv tilgang med udgangspunkt i ældres ressourcer udgør ligeledes pædagogiske muligheder for udviklende læring og bliver derfor andre vigtige perspektiver i en sundhedspædagogik, der sigter mod at fremme og forandre ældres kompetencer og muligheder for handling inden for sundhed.
Artiklen ender op med at diskutere de tre perspektiver plus et fjerde tværgående perspektiv om ældres ressourcer og kapaciteter, som bliver vigtige i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre.
Alderdommen konstrueret
At vide noget om deltagerne er forudsætningen for at tilrettelægge en hensigtsmæssig og udbytterig intervention. Alle mennesker er forskellige, og for ældre er dette måske endnu mere sandt: Der har været et helt liv til at blive det i (Rasmussen, 1993). Men alderdom er også, som Gergen og Gergen skriver, en social konstruktion med egne værdier (Gergen & Gergen, 2000).
Synet på alderdommen afhænger på mange måder af de ‘briller’ eller den optik og forståelse, hvormed alderdom som fænomen anskues. Opgøret med den medicinsk funderede opfattelse af alderdommen som sidste trin på en livstrappe til et nyt bud på at forstå aldring som en social og kulturel konstruktion kan være frugtbart for at gøre op med opfattelsen af alderdom som tiden med nedsat funktionsevne og manglende kompetencer. I den forbindelse kan det være vigtigt at identificere nogle tilsyneladende ‘skjulte’ og oversete kategorier og optikker på ældre, aldring og alderdom.
At blive gammel er ikke en endimensional oplevelse, men konstruerer multifacetterede og varierede oplevelser og betydninger for den enkelte (Gergen & Gergen, 2003; Gubrium & Holstein, 2003a). Ældre er ikke ens, og de møder ind til alderdommen og ‘den tredje alder’ med meget forskellige ressourcer, ønsker og behov. Gruppen består bl.a. af seniorer, der lige er holdt op med at arbejde eller i kortere eller længere tid har afviklet tilknytningen til arbejdsmarkedet, seniorer, der i forskelligt omfang bevarer kontakten til arbejdsmarkedet, seniorer med lyst til og mod på at prøve nye livsveje, og endelig seniorer med forskellige fysiske, intellektuelle og sociale ressourcer og problematikker.
I en analyse af gruppen af ældre kan det derfor være frugtbart at rette fokus mod nogle oversete og underprioriterede områder om aldring og alderdom.
