Alle de professionelle inden for det pågældende område indgik i denne fase.
2. Udvikling: En gruppe af særligt interesserede (16 inden for skolesundhedsplejen og 9 inden for forældreplejen) arbejdede med konsulentstøtte i ca. et år med at udvikle, afprøve og dokumentere nye metoder og tilgange inden for deres område. Udover løbende konsulentbistand blev der etableret en støttestruktur, der bestod af jævnlige fællesmøder, hvor alle i den pågældende gruppe mødtes for at udveksle erfaringer m.m.
3. Spredning og forankring: Denne fase rummede midtvejs- og afsluttende konferencer, hvor resultater blev fremlagt til diskussion for alle ansatte inden for det pågældende område. Desuden blev der arbejdet med at implementere de opnåede resultater i kommunens formelle dokumenter og rutiner med henblik på fremtidig forankring.
I det følgende beskrives kort de anvendte metoder, og der fokuseres på de resultater, der vedrører problemstillingen om forebyggelse versus sundhedsfremme.
I projektet med ældreplejen indgik alle involverede faggrupper, hvilket udgjorde samtlige fysioterapeuter, ergoterapeuter, hjemmesygeplejersker, hjemmehjælpere, social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i lokalområdet. I forbindelse med fase 1 blev der foretaget i alt 16 interviews fordelt på 8 individuelle interviews med repræsentanter fra de involverede faggrupper, 5 monofaglige fokusgruppeinterviews og 3 tværfaglige fokusgruppeinterviews. Desuden blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse rettet til alle ansatte i området (i alt 138 besvarede spørgeskemaet, hvilket svarer til ca. 60 % af alle ansatte).
De professionelle blev bl.a. bedt om at svare på, hvordan de opfatter forebyggelse og sundhedsfremme i deres daglige arbejde. Det var en klar tendens, at de ikke oplevede disse områder som skarpt adskilte. Nedenstående eksempler er typiske for besvarelserne (Roesen et al., 2006a: 20-21):
Forebyggelse er vel sundhedsfremme og omvendt.
Fx kost og motion kan jo virke både sundhedsfremmende og forebyggende.
Begge dele er en del af arbejdet, de kan ikke skilles ad.
De supplerer hinanden.
Kan ej udskilles.
Sundhedsfremme er forebyggende både psykisk og fysisk.
I spørgeskemaet blev alle desuden bedt om at beskrive, hvad de har erfaret virker i praksis: Hvornår lykkes en indsats, hvad sker der, hvad gør du/I, hvad gjorde den ældre? (Roesen et al., 2006a). Den ældres eget initiativ og aktive deltagelse fremhæves på tværs af de involverede faggrupper, som helt afgørende for succesfuld intervention, hvad følgende citater illustrerer:
Jamen jeg synes de situationer, hvor man kan sige, at det lykkes, det er der hvor borgeren har haft et mål, der handler om noget, man direkte kan afprøve og se, at gud nu har jeg gjort det selv, det er nu jeg er i stand til at udføre den her ting til min egen tilfredshed. (Roesen et al., 2006a: 32).
Jeg kan se, at de ligesom, det kan man også godt lide selv, at man ikke har fået noget trukket ned over sig. Nogen andre har kommet og sagt, nu kommer vi i dit hjem og vi gør det og det, hvis man på en måde kan få det vendt, så de selv udtrykker det behov. Måske når man udtrykker behovet, så har man også erkendt det. (Roesen et al., 2006a: 34).
Det viste sig at være en generel erfaring, at ældre udvikler ejerskab ved at deltage aktivt, og at deltagelse og ejerskab både er centralt, når man vil undgå noget (altså den forebyggende og behandlende dimension af praksis), og når man ønsker at fremme noget (altså i forbindelse med den sundhedsfremmende dimension).
Projektet med skolesundhedsplejen satte ligeledes fra starten fokus på sammenhænge mellem forebyggelse og sundhedsfremme, og alle kommunens 170 sundhedsplejersker blev bedt om at udfylde et spørgeskema om deres praksis i forhold til bl.a. disse begreber. Spørgeskemaerne blev udfyldt undervejs på workshops på fire dage, som alle sundhedsplejerskerne deltog i. Desuden er der foretaget enkelte supplerende interviews af individuelle sundhedsplejersker.
Resultaterne peger for det første på, at sundhedsplejerskerne refererer til den teoretiske diskurs om forebyggelse og sundhedsfremme, som blev skitseret indledningsvis i kapitlet. Det er karakteristisk, at deres overvejelser ofte foregår på et generelt plan, hvor der refereres til den dominerende ‘trend’ i den sundhedspædagogiske diskussion: “Forebyggelse tager mere udgangspunkt i ekspertviden, og sundhedsfremme tager udgangspunkt i den, man står og taler med – i menneskets behov og ønsker.” (Wistoft et al., 2005: 20). Der tegner sig endvidere et billede af, at sundhedsfremme handler om alt det nye, smarte og moderne, mens forebyggelse gøres til det gammeldags. Den i indledningen skitserede diskurs har bidraget til en marginalisering af forebyggelsen. Dette kan illustreres af et par udvalgte citater (Wistoft et al., 2005: 23):
Forebyggelse har fået en negativ klang, så nu har vi lært, vi skal kalde det sundhedsfremme.
Sundhedsfremme er finere.
Forebyggelse er et fy-ord.
Diskussionen får dog et væsentligt andet indhold, når sundhedsplejerskerne spørges til deres konkrete praksis med børn og unge i skolen, og når der fx tages udgangspunkt i konkrete eksempler og metoder, som ‘Du bestemmer’ og ‘Aktive vurderinger’. I forbindelse med disse konkrete eksempler giver det ikke mening at skelne så skarpt, og sundhedsplejerskerne trækker ingen klare grænser mellem, hvornår de i praksis arbejder forebyggende, og hvornår de arbejder sundhedsfremmede:
I min praktiske verden lapper de to begreber ind over hinanden, og jeg har svært ved at skille dem fra hinanden. (Wistoft et al., 2005: 22).
Det giver mening at forstå begreberne hver for sig, men det er en umulighed at arbejde isoleret med enten forebyggelse eller sundhedsfremme. (Wistoft et al., 2005: 22).
Endvidere peger sundhedsplejerskerne – som de professionelle inden for ældreplejen ovenfor gør det – på, at begreber som deltagelse og handling er vigtige inden for begge områder:
Jeg kan ikke se det umiddelbart giver nogen forskel, da det at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme griber ind i hinanden i sundhedsplejen, som forhåbentlig bygger på dialog. (Wistoft et al., 2005: 49).
I det daglige tænker jeg ikke så meget over forskellen, men fokuserer på selve deltagelsen. (Wistoft et al., 2005: 49).
På baggrund af de to projekter, hvor der er spurgt ind til de professionelles praksiserfaringer, tegner der sig således et billede af, at forebyggelse og sundhedsfremme – på trods af at de kan have forskelligt sigte – ikke nødvendigvis tilhører forskellige paradigmer, og at et begreb som deltagelse er et frugtbart nøglebegreb inden for begge områder.
I den tilknyttede udviklingsfase, der strakte sig over en periode på knap et år, arbejdede 16 sundhedsplejersker og 9 professionelle inden for ældreplejen med at udvikle, afprøve og dokumentere nye arbejdsmetoder inden for sundhedsplejen. Også her blev konklusionen, at det ikke giver mening at skelne mellem forebyggelse og sundhedsfremme som to forskellige tilgange med hver deres pædagogiske og metodiske dimensioner.
Uanset om man arbejdede med sundhedstemauger på en skole, med udsatte børn og unge eller med ensomhed blandt ældre, var deltagelse og handlingsorientering centrale elementer inden for både forebyggelses- og sundhedsfremmetemaer. Et par citater
