som bare endnu et eksempel på det generelle oplysningsfilosofiske autoritetshad og som et tydeligt bevis på, at oplysningsfilosofferne ikke har forstået den politiske magts krav. De sætter tolerance, hvor der burde stå dogmatik: “[U]nder det besnærende navn tolerance etablerer de rent faktisk en absolut indifference over for religion; dernæst dømmer de efter deres regel de nationer, der ser en sådan indifference som den mest frugtbare kilde til ulykke og forbrydelse!”.162 Tolerance “er ikke og kan ikke være andet end en total indifference over for religion”,163 og den efterlader den politiske magt magtesløs.
Han fremlægger et argument for den politiske magts uangribelighed og siger, at alle menneskelige institutioner er fejlbarlige, at alle lande har en undtagelsesinstitution, samt at alle nationer og alle tider har benyttet sig af tortur, hvorfor der ingen rimelighed er i at kritisere spanierne. Det er den politiske magts virkelighed og desuden: “Ingen mand har ret til at forhøre Spaniens konger om, hvorfor de fandt det rigtigt at indføre visse straffe for bestemte forbrydelser. De er, som det er naturligt at forudsætte, bedst bekendt med deres egne affærer. De kender deres fjender og behandler dem, som de finder rigtigst”.164
For Burke er religion det sociale bånds forudsætning, hvilket netop er en afvisning af bødlen som forudsætning for sammenhængskraft. Frygten for dødsstraf som afskrækkelse er for Burke netop en rationalistisk-kalkulerende tænkemåde typisk for oplysningen, hvorimod der for Maistre ikke er nogen modsætning mellem et samfund holdt sammen af religion og vold, præst og bøddel. De er sider af samme sag som dem, der knækker menneskets lastefulde vilje.165 Som Isaiah Berlin bemærker, så hører Maistres optagethed af vold og blod “til en anden verden end det rige og rolige England, som Burke forestillede sig”.166 Bødlen angiver for Maistre grænsen for den oplysningsfilosofiske vision om en modernitet uden vold. Han er for Maistre symbolet på oplysningsfilosofiens selvbedrag, og i ham afsløres den sande og uforanderlige menneskenatur samt minimumsbetingelsen for enhver socialitet. Et af problemerne med den slags argumentation om vold er, at der ikke tillades eller registreres forandringer. Omfanget af vold og lidelse forudsættes konstant, det må vi resignere på, kun tid, sted, offer og metode forandrer sig. Som modvægt til en overoptimistisk pacifistisk humanisme virker den korrigerende; som beskrivelse af verden virker den unødigt fatalistisk.
IV
Ganske som Burke og Cortés mener Maistre at observere en stadig sværere regerbarhed i de europæiske samfund. De er blevet tumultariske som resultat af sekularisering og individualisering. Menneskets oprindelige tilstand er i slaveriet, siger Maistre,167 men kristendommen frisatte menneskene og, hidtil uset, kritiserede slaveriet. Når han derfor siger, at “[v] iljer må enten renses eller slavebindes”,168 så må vi forstå det således, at der kun gives den religiøse løsning på det politiske uordensproblem:
Vi har for nylig set den sociale struktur blive smadret i sin grundvold, fordi der var for meget frihed i Europa og ikke længere nok religion. Der vil komme flere omvæltninger, og orden vil ikke blive tilstrækkeligt konsolideret, før vi har genetableret enten slaveri eller den sande religion.
Regeringen kan ikke regere alene. Det er en maksime, som bliver mere uimodsigelig, jo mere man tænker over den. Regeringen har derfor – som for en uundværlig minister – brug for enten slaveriet, der mindsker antallet af aktive viljer i staten, eller for den guddommelige kraft, der som en slags åndelig beskærer nedbryder disse viljers naturlige hårdhed og sætter dem i stand til at handle sammen uden at skade hinanden.169
Slaveri er ikke en løsning, og Maistre overvejer ikke det, der bliver Juan Donoso Cortés’ løsning: det sekulære diktatur. Han tror på alliancen mellem trone og alter og på religiøs renselse som svar på politiske problemer.
V
Hvor Burke giver en religiøst inspireret forklaring på, hvorfor oprør mod den konkrete realitet nødvendigvis må udarte, så giver Maistre en forklaring, der langt mere direkte er baseret på en idé om forsyn. Begge er de varianter af perverteringstesen,170 nemlig at oprør mod det givne med nødvendighed må antage perverse former. Revolution fører til terror, ganske som frigørelse fører til nye ufriheder. Den anti-autoritære opstand bærer despotiet i sig, hvilket terrorregimet bliver det absolut vigtigste symbol på, men hvilket vi også ser i andre udgaver, fx som påstanden om at kvindefrigørelsen har ført til nye seksuelle undertrykkelsesformer og den frie pædagogik har ført til rodløshed og kriminalitet.
Maistre ser Guds hånd i terrorregimet, hvor Gud straffede rebellerne ved at lade dem fuldføre deres forehavende.171 Guds list er ifølge Maistre således, at den franske revolutions angreb på kirke og konge vil føre til netop en styrkelse af disse:
Alle de monstre, som revolutionen fostrede, har åbenbart arbejdet for monarkiet. Takket være dem har sejrenes glans vundet verdens beundring og givet det franske navn en hæder, som revolutionens forbrydelser aldrig helt kan overskygge. Takket være dem vil kongen genindtage sin trone med al sin pomp og pragt, måske endda med en forøget magt.172
For Maistre er den gamle verden endnu ikke tabt. Forsynet vil sikre tilbagekomsten af orden. Den franske revolution er dømt til at ende i vold, for det er ikke bare et grundvilkår i den menneskelige tilværelse, men også den uomgængelige følge af ugudelige overskridelser. Men samtidig tillader Maistres forsynsforståelse af historien ham ikke den samme entydigt negative vurdering af Robespierre (1758-1794) og de andre som ellers i modoplysningen. De er godt nok ugudelige slyngler, men dels tjente terroren ifølge Maistre det positive formål at holde sammen på det franske rige, og dels så bliver Robespierre med flere ufrivillige instrumenter i Guds plan.173
På den måde bliver Robespierre i en vis forstand en illustration af bødlen. Han bliver sindbilledet på voldens nødvendige rolle i det sociale, på den altid eksisterende irrationalitet i menneske og samfund – samt beviset på Guds forsyn! Robespierre og alle revolutionære med ham bliver ifølge Maistre imod deres vilje og ukendt for dem selv til modoplysningens bødler, arbejdende for Guds rige på jord.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
