modsætning til oplysningsfilosofiens påståede revolutionære energi advokerer Maistre for en besindelse på menneskets svaghed og begrænsning. Han tager den katolske lære om det faldne menneske og radikaliserer den. Mennesket er “for slet til at være frit”.130 I såvel universet som mennesket er der to “modsatrettede kræfter, der er i evig konflikt”,131 godt og ondt, og mennesket vil uhjulpet forfalde til det onde. Når mennesket står i relation til Gud, er det “sublimt og dets handlinger er kreative; men, så snart mennesket lægger afstand til Gud og handler alene, da ophører det ikke med at være magtfuldt, for det er et privilegium i menneskets natur, men dets handlinger er negative og retter sig mod ødelæggelse”.132 Mennesket er både socialt – hvilket er hans modargument imod kontraktteori: Mennesket er altid allerede indspundet i det sociale – men det er også samtidig asocialt: “Han handler imod sig selv; vender sig imod sig selv; han kryber smertefuldt som et krybdyr, der har brækket sin ryg”,133 sidstnævnte som følge af arvesynden.134 Vi lever som sociale væsener i samfund, men, siger Maistre, Thomas Hobbes har ret i, at samfundet også er en krigstilstand givet vores slette natur:
Et styre er altså ikke et spørgsmål om valg; det er et resultat af tingenes natur. Mennesket kan ikke være, som det er, uden at blive styret, for et socialt og ondt væsen må under åg. Dette århundredes filosoffer, som har rystet samfundets fundamenter, taler ikke om andet end de hensigter, menneskene havde, da de fandt sammen i et samfund. Man kan bare citere Rousseau, som taler for alle. ‘Folkene,’ siger han, ‘har skaffet sig ledere for at få forsvaret deres frihed, ikke for at blive undertvunget’. Det er en alvorlig fejltagelse, som medfører et væld af andre. Mennesket har ikke skaffet sig noget; det har modtaget alt; det har ledere, fordi det ikke kan klare sig uden, og samfundet er ikke og kan ikke være resultatet af en pagt, det er resultatet af en lov.135
Mennesket har derfor brug for nogle rammer, inden for hvilke det kan udfolde sig. Disse rammer bestemmer Maistre i overensstemmelse med den konservative tradition som traditioner, ritualer, institutioner, autoriteter og fordomme. Tro imod sin skrivestil karakteriserer han dem som lænker, der trælbinder den menneskelige slave, men grundargumentet ligger i forlængelse af konservatismens tanke om, at mennesket skal indrammes af institutioner og praksisser, der kan aflaste et svagt og måske endda farligt menneskevæsen, og som kan dirigere dets energi i socialt acceptable retninger:
Den menneskelige fornuft reduceret til sin individuelle kraft er fuldkommen uduelig, ikke alene når det drejer sig om skabelse, men også om bevarelse af enhver religiøs eller politisk sammenslutning, fordi den kun avler skænderier, og mennesket har ikke brug for problemer, men for tro for at vide, hvordan det skal opføre sig. Dets vugge bør omgives af læresætninger, og når fornuften vågner, skal alle de meninger, det møder, være fikse og færdige, i hvert fald dem, der har at gøre med menneskets opførsel. Intet er så vigtigt for mennesket som fordomme. Og lad os ikke forstå dette ord negativt. Det betyder ikke nødvendigvis falske opfattelser, det betyder i ordets egentlige forstand kun meninger af en eller anden art, som man tager til sig uden at undersøge dem. […] Alle kendte folkeslag har været mere eller mindre lykkelige og magtfulde, afhængigt af hvor trofast de har adlydt denne nationale fornuft, som er selve tilintetgørelsen af de individuelle læresætninger og helt og aldeles styrer de nationale læresætninger, det vil sige de nyttige fordomme. Hvis hver enkelt med hensyn til religion støtter sig til sin særlige fornuft, vil man straks opleve anarki inden for troen eller nedbrydning af den religiøse suverænitet. På samme måde, hvis hver enkelt gør sig til dommer over styrets principper, vil man straks opleve civilt anarki eller nedbrydning af den politiske suverænitet. Et styre er fuldstændig som en religion: Det har sine læresætninger, sine mysterier, sine tjenere; at underkaste det hver enkelt individs diskussion er det samme som at tilintetgøre det; det lever kun i kraft af den nationale fornuft, det vil sige den politiske tro, som er et symbol.136
Intet godt kommer fra menneskets skaberkraft. Som vi skal se senere, så kommer derfra kun smerte og ødelæggelse, hvorimod alt varigt og godt stammer fra kræfter uden for eller rettere oven over mennesket. Mennesket selv er for svagt og imperfekt til at skabe varige institutioner. Det er “ganske som en matematisk læresætning, at ingen store institutioner kommer fra drøftelser”.137 Egentlige institutioner vokser frem bag om ryggen på mennesket og får deres konstans fra guddommelig sanktion og tidens test. Forholdet imellem de to er ikke klart, men det er til gengæld Maistres grundholdning, at institutioner – hvor irrationelle og brutale de end til tider forekommer os – der har lang tidsmæssig udstrækning, eller som forefindes overalt på kloden, må tjene et formål, og dette immuniserer dem for vores kritik. De står, fordi de står, og derfor skal de fortsat stå, og ingen kritik, hvor moralsk eller logisk rigtig den end er, har noget at skulle sige. Det virker, som om Maistre i sin iver efter at beskytte kirken og tronens position fra rationalistiske argumenter, umuliggør at nogen institutioner eller praksisser med bare en eller anden form for konstans kan udsættes for kritik.
Maistre reserverer en særlig sarkasme til dem, der tror, at forfatninger er noget, mennesket kan skabe og genskabe. Det er hovmodigt af mennesket, der ikke engang kan skabe et insekt eller et stykke mos, at tro, at det kan være ophavet til suveræniteten, det vigtigste og helligste af principper. Mennesket bør ikke foregøgle sig, at det bevidst kan forbedre eksisterende institutioner eller forfatninger, der er resultatet af generationers og Guds visdom. Det kan intet menneske eller kollektiv af mennesker nu og her overskue eller forbedre, kun ødelægge. Derfor advarer Maistre igen og igen imod innovationer baseret på fornuft og argumenter: “Det var en ganske særlig absurditet i det forrige århundrede at dømme alting ud fra abstrakte regler uden hensyntagen til erfaring”.138
Erfaringen lærer os nemlig, siger Maistre, at kun det ikke-rationelle varer ved, hvorimod det, der udsættes for rationel undersøgelse, kollapser. Det kollapser, fordi alt, der er skabt af fornuft, kan ødelægges af fornuft, hvorimod det ikke-rationelle modsætter sig kritikken, netop fordi det unddrager sig den rationalistiske efterprøvning. Arveligt monarki, den monogame familie (krig som vi skal se nedenfor) og mange andre af de ting, der æres, er uforståelige, måske endda fornærmende, ud fra et abstrakt rationelt udgangspunkt. Hvorfor ære en konge, bare fordi hans forældre sad på tronen? Hvorfor blive i en familie, bare fordi man engang har afgivet et løfte? Disse institutioner er ikke-rationelle, men netop derfor har de overlevet i århundreder. De skal ikke stå til regnskab for det selvcentrede individs abstrakte nyttekalkulation men tvinger til lydighed og troskab gennem en mystisk og skjult kraft, der forpligter den enkelte. Som Isaiah Berlin opsummerer Maistres argument:
Religion er fornuften overlegen, ikke fordi den giver mere overbevisende svar end fornuften, men fordi den ikke giver nogen svar overhovedet. Religionen overtaler og argumenterer ikke. Den kommanderer. Tro er kun virkelig tro, når den er blind. Så snart religionen leder efter begrundelser, er det ude med den. Alt i universet, der er stærkt, permanent og effektivt er hinsides, og i en vis forstand imod, fornuften.139
Mennesket giver ikke sig selv noget. Det modtager alting. Og det skal derfor forlade sig på det givne og ikke søge efter det (selv)skabte. Og det skal kende grænserne for sin fornuft. Om end det til tider kan lyde sådan i hans skrifter, så advokerer han ikke for irrationalitet og afvisning af videnskab som sådan. Argumentet angår en opdeling i, hvor og hvor meget fornuften kan regere. De videnskabelige principper er, siger Maistre, glimrende på det naturvidenskabelige område. Problemet opstår, når de invaderer den moralske eller politiske sfære. Når al sandhed bliver rationalistisk sandhed, da bliver alt sandt ifølge Maistre til usandhed.
I en kritik af menneskerettighedstænkningens påståede abstrakthed formulerer Maistre et siden velkendt argument imod menneskerettighederne for at operere med et tomt menneskebegreb, der står i modsætning til det konkret levede livs fylde og indhold:
Den franske forfatning af 1795 var ligesom alle sine forgængere skrevet for mennesket. Men der findes ikke en sådan størrelse som mennesket her i verden. I min livstid har jeg set franskmænd, italienere, russere osv; takket være
